Frygten for demens

En ting er helt sikkert, og det er, at hvis vi lever længe nok, så kommer den helt af sig selv – alderdommen. Og flere af os vil komme til at opleve den i årene, der kommer, for vi lever længere end tidligere generationer. I dag er der godt en million danskere over 65 år. I år 2060 regner man med, at der vil være 1.6 million danskere over 65 år.

Nu er det ikke fordi, 65 er den magiske grænse for, hvornår man er gammel. Jo ældre jeg selv bliver, jo mere synes jeg, der skal til, før jeg mener, nogen er gammel. Fakta er dog, at hvor vi livet igennem er i en evig vekselvirkning mellem udvikling af nye færdigheder og afvikling af andre, så er den sidste del af livet karakteriseret ved mindre udvikling og større afvikling.

Nogle glæder sig til alderdommen, fordi det for mange er synonym med mere tid til at gøre mere af det, man ikke synes, man når i en fortravlet hverdag med job og karriere. Andre er bekymret for den tid, der skal komme, fordi man kan have svært ved helt at forstille sig, hvad tiden vil bringe. Og bekymringen handler om andet, end om pensionen rækker til de forventede ekstra leveår. Jo ældre vi bliver, jo større risiko er der for, at vi rammes af demens. Og hvis der er noget, der kan skræmme mig, så er det tanken om at få en sygdom, der medfører forandringer i min hjerne.

Når jeg hører ordet demens, kommer jeg uvilkårligt til at tænke på den af demenssygdommene, som kaldes Alzheimer –  den hyppigste årsag til demens. Det må være en af de mest forfærdelige sygdomme at blive ramt af. Det må føles som at miste en del af sig selv bid for bid. Vekslende mellem øjeblikke, hvor man ikke er sig selv med perioder, hvor man er sig pinligt bevidst om, at man ikke længere er den, man var. For til sidst at glide over i en tilstand, hvor man ikke længere er sig selv. Hvor man ikke kan genkende sine kære. Det står for mig som noget af det mest frygtindgydende overhovedet.

Det er ikke så underligt, at diagnosen udløser en dyb krise for langt de fleste med risiko for, at den ramte vil glide over i depression og angst. Også de pårørende er under et umenneskeligt hårdt pres. De står magtesløs ved siden af en elsket mor, far, søskende eller nær ven. De psykologiske følger af demens er voldsomme. Vi bliver nødt til at forholde os til de udfordringer, det vil give for os alle, at der med øget levealder forventeligt vil komme flere, der er ramt. Det skal vi være gearet til som samfund, hvis vi skal sikre, at ældre med demens får et værdigt liv.

Fremhævet citat:

– Hvis der er noget, der kan skræmme mig, så er det tanken om at få en sygdom, der medfører forandringer i min hjerne.