God ledelse og stærke arbejdsfællesskaber er modgiften mod stress

Både for det enkelte menneske og samfundet har arbejdsrelateret stress store omkostninger. Bedre arbejdspladsfællesskaber og mindre fokus på performance vil kunne nedbringe antallet af stresssyge­meldinger, siger forskere. Er man først blevet sygemeldt med stress, er tålmodighed og tid de vigtigste parametre.

Arbejdsrelateret stress er et dyrt bekendtskab. For et par måneder siden udkom Arbejderbevægelsens Erhvervsråd således med en analyse, der viste, at arbejdsrelateret stress årligt resulterer i et dansk velstandstab på næsten 55 mia. kroner. Tabet skyldes fortrinsvis, at arbejdsudbuddet falder med det, der svarer til 55.600 fuldtidsbeskæftigede. Og så er der ikke at forglemme de store personlige omkostninger, som stress kan have for det enkelte menneske – herunder risikoen for langvarig sygemelding, tab af indkomst og i værste fald alvorlig sygdom såsom hjertekarsygdom og depression.

Tanja Kirkegaard, lektor på Institut for Kommunikation og Psykologi på Aalborg Universitet, forsker i arbejdsrelateret stress og pointerer, at der ikke bare er én men adskillige årsager til, at så mange danskere rammes af arbejdsrelateret stress. Blandt andet er Danmark det land i Europa, der har den største grad af omstruktureringer på arbejdspladser, hvilket man ved, relaterer sig til stress.

Ændrede arbejdsgange, nye samarbejds­­konstellationer og omorganiseringer tager tid at implementere – men lige præcis tid er det småt med i et samfund, der som vores gennemsyres af konkurrence, globalisering og performance.

– Når den slags siver ned i en organisation, bliver det usundt. Man kommer til at skære alt det væk, der giver arbejdsglæde og fungerer som en støtte i ens arbejde: supervision, fælles problemløsning og pleje af kollegarelationer. Fordi det vurderes som for tidskrævende. Når man gør det, er det, at folk mister mening og sammenhæng i deres arbejdsliv. Med en dertil stigende grad af arbejdsintensivering, hvor man skal nå mere på kortere tid, bliver mental afkobling sværere. Man tager arbejdet med hjem, hvor hjernen heller ikke får lov at restituere. Og så er det, at man ender med at blive overbelastet og får de typisk tegn på stress – dårlig søvn, uro og hukommelses- og koncentrationsbesvær, siger hun.

Når ledelsen ikke tager ansvar

Når man først er blevet så stresset, at man ikke længere kan klare sine arbejdsopgaver, er det oplagt at gå til sin ledelse for at få hjælp. Men her er det altafgørende, at man mødes af en leder, der anerkender ens situation og viser vilje til at hjælpe og ændre. Sker det ikke, vil man ofte stå på vippen til en sygemelding.

– I en af de undersøgelser, jeg har været med til at foretage, undersøgte vi medarbejdere og leder parvis. Vi så på, hvornår det endte ud i en sygemelding, når en medarbejder følte sig stresset, og vi kunne konstatere, at den kommunikation, ledelsen udviste, var afgørende. Når kommunikationen fremstod lukket, og der blev sagt til medarbejderen, at der ikke rigtigt var muligheder for at ændre på noget, så endte det ofte ud i en sygemelding. Når ledelsen derimod lyttede, tog det medarbejderen sagde alvorligt og tog ansvar og sørgede for, at medarbejderen f.eks. fik frataget arbejdsopgaver eller kom ned i tid, blev medarbejderen sjældnere sygemeldt. Når man går til sin leder, så er det jo fordi, man ikke længere ser andre muligheder, og gør lederen ikke noget, så er sidste copingstrategi ofte en sygemelding, siger Tanja Kirkegaard.

Hun pointerer, at det, når man taler om betydningen af dårlig ledelse ift. stress, kan handle om en dårlig relation mellem leder og medarbejder. Når først man er begyndt at blive stresset, har man brug for hjælp til at gøre noget ved det. Men den hjælp undlader man at søge, hvis man har en utryg relation til sin leder. Ansvarsfordelingen i forhold til en stressramt medarbejder er der dog ingen tvivl om.

– Når der er arbejdsforhold, der presser folk ud i stress, så er det organisationen, der skal sørge for at skabe nogle acceptable forhold. Men det er individet selv, der har ansvaret for at mærke, hvad der ikke virker og derefter gøre opmærksom på det. Men her er det også vigtigt, at der er en tryg kultur på arbejdspladsen, så man tør gøre opmærksom på netop dette, siger Tanja Kirkegaard.

Fællesskab og gode kollegaer kan forebygge stress

Er man først så hårdt ramt af stress, at det er endt ud i en sygemelding, er noget af det allervigtigste som sygemeldt at acceptere situationen og det faktum, at det næsten altid tager længere tid, end man regner med at komme tilbage til sit tidligere arbejdsniveau. Det er også afgørende, at man giver sig selv rigeligt med tid til at restituere og få hjernen og det såkaldte parasympatiske nervesystem i ro. Det er her, de reaktioner, der foregår i hvile og ro, fremmes, så blandt andet hjerteaktivitet, puls og blodtryk sænkes.

I den forbindelse ved man fra forskning, at det blandt andet er gavnligt at komme ud i naturen, meditere, opholde sig i stilhed og sysle med kreative småaktiviteter. Det er dog ikke sikkert, at man som stressramt tænker i de baner lige umiddelbart efter, man er blevet sygemeldt.

– Ofte går det ned ad bakke lige efter en sygemelding, fordi det er her, man for alvor finder ud af, hvor lidt man har mærket sig selv. Man kan få nogle depressive symptomer, uden det nødvendigvis er udtryk for en decideret depression, og man er tit meget træt. Men efter lidt tid vender det lige så stille. Når man så småt er klar til at vende tilbage til sit arbejde, er det godt at starte med mindre arbejdsopgaver. Men man skal ikke være bekymret for at gå i gang, selvom man stadig har lidt restsymptomer. En god hukommelse er f.eks. noget af det sidste, der kommer igen, efter en stresssygemelding, siger Tanja Kirkegaard.

Hun slår fast, at der ikke findes en ”one size fits all”-løsning i forhold til, hvor lang en sygemelding bør være. Det afhænger blandt andet af graden af stress samt den enkelte arbejdsplads’ tilgang til stressramte medarbejdere. Ifølge Tanja Kirkegaard er noget af det mest afgørende på en arbejdsplads, der gerne vil forebygge stress, støtte fra kollegaer samt et fællesskab, man kan læne sig ind i, når man oplever at være presset. Derfor er det en ledelsesopgave at få skabt det fællesskab, så de enkelte medarbejdere ikke oplever sig som små satellitter, der opererer alene.

– Den gode leder er altid opmærksom på, hvordan arbejdsbalancen ser ud i vedkommendes afdeling og taler med medarbejderne om den og justerer herefter. Men en leder ser ikke alt, så det er også vigtigt, at medarbejdere får tid og rum til at lære at være hinandens vikarierende selvbevidsthed. For noget af det, der kendetegner stress, er, at man ofte er lang tid om selv at opdage, at man er ramt. Derudover er det godt at få skabt en rutine, hvor man løbende vender tilbage til sig selv og tager det, man mærker, alvorligt. Det kræver, at man øver sig i at være i nutiden og ikke hele tiden har travlt med være i fortiden eller fremtiden og hele tiden forholder sig til ting, man har gjort eller ikke gjort og de ting, man skal huske at få gjort. Det kan være gavnligt at øve sig i bare at være til stede nu og her, siger Tanja Kirkegaard.

Sjælen med på arbejde

Pernille Steen Pedersen forsker i stress på CBS. Igennem sin forskning er hun kommet frem til en særlig form for stress, som hun kalder stress, udløst af skam. Det er stress, der opstår, når man som enkeltindivid oplever ikke at kunne leve op til forventninger på arbejdspladsen – både dem, man selv har, og dem andre har. Når man sygemeldes med skamudløst stress, er der tre typiske kendetegn: 1) Man har gennem længere tid følt, at man ikke lever op til et fagligt ideal. 2) Man har primært søgt efter årsagen til stressen i sig selv. 3) Man har sluttet, at der ikke findes en løsning på stressen.

– Når jeg bruger ordet skam, er det fordi, at skam er en social følelse, som vedrører ens plads i flokken. Man oplever, at man ikke lever op til egne eller andres forventninger, og det kan skabe en frygt for, at de andre skal finde ud af og afsløre én i at være udygtig eller begå fejl. Skammen kan gøre, at man hele tiden føler sig bedømt og overvåget. Den følelse kommer delvist indefra, men den er udløst af den her meget stærke individuelle performancekultur, vi har fået skabt, og som bliver et pres, fordi vi i dag har vores identitet og dermed også vores sjæl med på arbejde, siger hun.

Fordi den skamfremkaldte stress knytter sig så stærkt til kollektivet, hvor vi alle ubevidst er med til at skrue tempoet op, er det også i kollektivet, der skal gribes ind. Det nytter med andre ord ikke længere at sige ting som: ”Pas nu godt på dig selv” eller ”Husk nu at tage nogle pauser” til den enkelte medarbejder. For det kan den enkelte medarbejder ikke. Som individer er vi så afhængige af fællesskabet, at vi vil gøre næsten alt for ikke at ryge ud af det.

– Vi skal stoppe med at skabe strukturer, der er med til at ødelægge os, fordi vi så gerne vil præstere. Og ja, det kommer til at koste noget på den sublime præstation, for vi kan ikke hele tiden ligge deroppe. Vi skal finde måder, vi kan se os selv i og bidrage til et arbejdsfællesskab, uden vi hele tiden performer ud fra, at alle opgaveløsninger skal løses perfekt – man kan sige, vi skal blive bedre til at løbe maraton i stedet for hele tiden at forsøge at vinde på de korte spurter. Og så skal fællesskabet i fokus frem for den enkelte, så det er team-ånden, der ses som en kompetence og ikke den enkeltes performance, siger hun.

Vi kan lære af kunstens verden

Pernille Steen Pedersen op­fordrer til, at vi kigger mod nogle af de nye, yngre musikere, som er gode til at sætte ord på, hvorfor det ikke i længden er holdbart at satse på en performancekultur. Hun peger blandt andet på Katinka-band, der i sangen ”Måske” synger: ”Vi mødes på midten. Der hvor ingen slår til. Sidder fast som brikker i et spil. Jagter ideer. I krig med tanken selv. Stivner billedet af frygten for at træde forkert alligevel. Måske sku’ vi se på hinanden. Se at vi alle slår skår.”

– Jeg tror, at kunsten kan give os et sprog, som vi kan bruge til at forsøge at omkredse de følelsesmæssige tilstande og det indre kaos, som jeg har set hos mange af de stressramte, jeg har talt med. For det, jeg har set, kan ikke beskrives med et begrebsbrug med fokus på krav og ressourcer og ønsket om at opnå en balance. Den stress, jeg beskæftiger mig med, handler om, at vi er bange for ikke at gøre det godt nok i forhold til fællesskabet. Derfor skal vi arbejde med fællesskabet som noget forebyggende, siger hun og fortæller om samarbejder, hun har med bl.a. Danmarks Underholdningsorkester og med Betty Nansen Teateret.

– På Betty Nansen Teatret er de kunstneriske processer gennemsyret af en tilgang, hvor hele holdet er stjernen. Traditionelt har hovedrolle­indehaveren været stjernen, men ikke længere. Hvordan kan man få den logik ind på arbejdspladserne? Det tror jeg, at man skal arbejde med. Som rap-musikeren Artige­ardit sagde i et interview, jeg hørte: ”Er opturen ned­turen værd?” Opturen er de gode evalueringer på arbejdspladsen, som hver enkelt kæmper så hårdt for, men som koster så dyrt i den sidste ende, siger Pernille Steen ­Pedersen.

Hun mener, at der netop nu er momentum for at få ændret noget varigt i forhold til fremtidigt at få antallet af stresssygemeldinger bragt ned. Og politikerne skal med på vognen.

– Politikerne mærker jo selv presset. De er helt klar over, at de heller ikke altid selv kan sige fra, hvor de burde. Derfor skal de også deltage i den samfundsdebat, jeg mener, vi skal have. Men de skal deltage i to spor, for de er bundet op på, at de også skal komme med nogle konkrete lovforslag, som kan være med til at skabe rimelige vilkår og derigennem ændre på det faktum, at så mange mennesker i dag bliver syge på grund af stress, siger Pernille Steen Pedersen.