Godt at vide om hudafskrabninger

Af: Danmarks Apotekerforening

Foto: Shutterstock

Alle børn kender fornemmelsen af en hudafskrabning, der kan opstå i forbindelse med leg på asfalt eller et andet hårdt underlag. Faktisk er det den mest almindelige form for sårtype og ofte ganske ufarlig. Derfor kan det stadig gøre ondt, og det er vigtigt at få såret renset. I denne artikel kan du læse om, hvad du bør gøre, hvis du eller dit barn får en hudafskrabning.

En hudafskrabning opstår, når de øverste to lag hud skrabes af, f.eks. som følge af et fald på et hårdt underlag. De to lag hud betegnes overhud og læderhud. Det er afskrabningen af læderhuden, der er skyld i, at såret kan bløde og gøre meget ondt, fordi det hudlag er fyldt med blodkar og nerver. En afskrabning, der kun er i overhuden (hornlaget), er derimod harmløs og smertefri. Generelt gælder det, at hudafskrabninger er ufarlige, så længe du husker at få dem behandlet ordentligt.

Sådan behandler du bedst en hudafskrabning

De fleste hudafskrabninger kan du selv behandle ud fra følgende råd:

  • Stop eventuel blødning. Normalt holder hudafskrabninger op med at bløde af sig selv, men hvis dette ikke er tilfældet, så hold området med hudafskrabningen højt og pres en ren klud eller bandage mod såret
  • Rens såret. Dette er nødvendigt, da urenheder kan sætte sig i såret. Vask med vand eller benyt sterilt saltvandsopløsning, der har samme saltkoncentration (0.9%) som tårer og derfor ikke svier. Hvis ikke såret renses, kan der opstå misfarvning
  • Undgå forbinding. Du skal helst undgå at dække hudafskrabningen til med plaster eller bandage. Den eneste grund til at dække såret er, hvis det er nødvendigt at skåne tøjet mod evt. sekret. Plasteret bør i så fald skiftes mindst én gang dagligt, og altid hvis det bliver vådt eller ildelugtende
  • Undgå at pille i såret. Det heler typisk i løbet af 14 dage. Helingen går hurtigere, hvis du lader sårskorpen være i fred. Det mindsker også risikoen for at få grimme ar

Hvornår skal du kontakte lægen?

Du bør kontakte lægen, hvis såret ikke heler, eller det viser tegn på infektion, f.eks. hvis det bliver varmt, gør ondt eller hæver. Er din stivkrampevaccination ældre end 10 år, bør du også søge læge. Det samme gælder, hvis hudafskrabningen sidder i ansigtet, og større hudafskrabninger, f.eks. efter styrt på motorcykel, bør altid behandles på skadestuen. Husk, at du også altid kan få gode råd til din behandling på apoteket.