I Thailand ligger et redningscenter for elefanter. De store tykhuder har været udsat for skader eller misbrug, eller de er blevet indleveret som forældreløse. Turister har adgang til at se, hvordan elefanterne har fået et trygt liv med adgang til den mad og drikke, de har brug for.
Nogle gange bliver en elefant syg.
– Så lukker vi den ud, og den går selv ind i junglen og finder de planter, den har brug for, så den kan blive rask igen, forklarer elefantpasseren.
Elefanterne i Thailand er et godt ferieminde, men det er også indgangen til at tænke over, hvorfor mennesker ikke gør ligesådan. Svaret på denne tanke er, at det gjorde mennesker engang. Men vi har droppet vanen og glemt metoden, fordi vi har udviklet en medicinalindustri til at levere det, urter og planter leverede til de tidligere udgaver af homo sapiens.
Måske er det lidt urimeligt at konkludere over en kam, at mennesker ikke længere kan bruge naturen som helbreder. Vi har store udvalg af kyndigt konserverede urter i helsekostbutikkerne, hvor personalet også har en bred og omfattende viden om, hvordan disse midler kan styrke vores egen krops evne til at bekæmpe sygdom.
Der findes også diverse alternative behandlere eller eksperter, som vejleder folk i at sanke urter og svampe til brug i køkkenet eller medicinskabet. Men generelt og overordnet set må vi konkludere, du og jeg, at vi ikke ville ane, hvor vi skulle starte eller slutte, hvis vi selv skulle tage initiativ til at få naturens hjælp til helbredelse.
Alligevel er det her, sundhedssektoren har sit fundament. Udviklingen af medicin tager afsæt i den folkelige tradition for forædling af helende urter. Det samme kan siges om en lang række behandlingsmetoder, der fandt deres udgangspunkt i traditionelle terapiformer som grødomslag eller vandterapi.
Forskellen mellem naturmedicin og moderne medicin kan defineres sådan, at naturmedicin primært sigter mod at styrke kroppens allerede eksisterende funktioner – især immunsystemet – mens moderne medicin dels kan støtte kroppens funktion men dels også kan have en ekstra effekt, som kroppen aldrig selv kunne have præsteret.
Som eksempel på det sidste kan nævnes kemoterapi, som er et giftstof, men som alligevel bruges i behandlingsøjemed
Men ”alle ting er gift, og intet er uden gift; det er alene doseringen, som gør, at en ting ikke er gift,” som man citerer alkymisten Paracelus for.
Paracelus var en slags apotekerkunstens fader, og han skabte store resultater ved bl.a. at arbejde med små doseringer af meget giftige stoffer som bl.a. kviksølv.
Det er imidlertid den ”omvendte” konklusion af denne giftforskning, der er interessant i forhold til naturmedicin. For en medicinsk substans’ terapeutiske vindue er ofte smalt: En overdosis kan have fatale konsekvenser (som gift), men omvendt har små doser en positiv virkning. En balance som nogle gange betegnes hormesis.
Det er måske selve princippet for, hvordan helbredende planter fungerer: De ”sundeste” plantebestanddele har ofte en beskyttede funktion over for plantens fjender, planteædere, parasitter eller solens UV-stråler. På den måde må de faktisk betegnes som giftige.
Men doseringen påvirker den måde, vores krop reagerer. Små mængder af en substans, der i sig selv er negativ, vækker nemlig livskraften. Både som behandling for smerter eller sygdom og som vedligeholdelse af helbredet generelt. Måske er det ikke broccoli, der er sund, men den måde din krop reagerer på den, som skaber en sund effekt.
Med naturlige midler til sundheden gælder der altså et princip om balance. Når du vælger at indtage naturens frugter – hvad enten det sker som en del af din almindelige kost eller som sundhedsstyrkende næring i form af f.eks. urtete eller naturlige tilskud – kan det blive både for lidt og for meget.
Hvis du kun spiste broccoli og intet andet, ville din krop også ende i en mangelsituation. Det handler om for lidt og for meget. Om yin og yang. Motion er sundt, men du kan også skade kroppen ved at overtræne. Radioaktiv stråling er livsfarlig, men lav stråling kan aktivere organismens reparationsmekanismer (som når gigtpatienter finder lindring i ved at besøge minegange med radonstråling).
Nogle stoffer bliver giftige i ganske små doser, mens vi til gengæld ser de kraftigt fortyndede indholdsstoffer i homøopatisk medicin have stor effekt på helbredet hos mennesker og dyr overalt på kloden.
Den korte konklusion må være, at der ikke er megen gevinst i at afvise naturen sundhedstilbud. Men der kan ligge et stykke arbejde i at identificere, hvad der giver størst effekt på netop dig.
En ting er at identificere de naturlige midler, som har en direkte medicin-lignende effekt. Noget andet er den forebyggende effekt af at være i en meningsfuld kontakt med naturen.
Her kan man nævne en af de senere års store opdagelser: Betydningen af D-vitamin for menneskers generelle helbred.
Mangel på D-vitamin har afgørende betydning for reguleringen af vores knoglestofskifte, samt stor betydning for udviklingen af hjertekarsygdomme, kræft, depression og autoimmune sygdomme.
Vi optager kun en brøkdel af vores D-vitaminbehov gennem kosten, og derfor er det vigtigt at komme ud, hvor vores hud er programmeret til at omdanne solens stråler til D-vitamin.
Så det er oplagt at konkludere, at vi har betalt en markant pris for vores udvanding til Norden fra de solrige egne omkring Middelhavet for 50.000-100.000 år siden. Disse sygdomme, samt andre autoimmune sygdomme som multipel sklerose, diabetes og leddegigt, optræder langt hyppigere i de nordlige egne langt fra Ækvator.
Noget tyder på, at tidligere generationers insisteren på at ”komme udenfor og få noget frisk luft” var fornuftig på samme måde som elefanternes skovtur i starten af artiklen.
Denne artikel er skrevet i samarbejde med magasinet Naturli, der skriver om sundhed og velvære med fokus på naturlige metoder og midler.
Se mere på www.naturli.dk – hvor du også kan søge på artikler om naturlige indgange til et godt helbred og finde kilderne brugt til denne artikel.