Næste dag sidder jeg der igen i min klinik og deler ud af min viden. Mens min egen indre kritiker har travlt med at hviske ”dobbeltmoral” i mit øre. Jeg er derfor meget opmærksom på ikke at få serveret forskningens resultater på en – ja bedrevidende måde.
Det er vigtigt, at mine klienter har tillid til, at de kan komme gangen efter og være ærlige om, hvori deres udfordringer bestod. Så vi sammen kan se på, hvad næste vigtige skridt skal være i retning af at leve det sundere liv, de har opsat som mål for sig selv.
Og selvom jeg erkender, at det er svært at leve op til de gode råd, så fortjener de alligevel at blive videreformidlet. For søvnen udgør en tredjedel af vores liv og har afgørende betydning for de to andre tredjedele.
Vidste du, at der er en direkte sammenhæng mellem din trivsel og din søvn. En god nattesøvn er altafgørende for din sundhed både fysisk og psykisk. Mens du sover restituerer din hjerne og din krop. 8 timers søvn giver overskud den kommende dag.
På den lange bane sikrer den gode søvn vores immunforsvar og styrker hukommelsen. Det forebygger angst, depression og stress.
Det positive er, at du selv kan gøre noget for at sikre en god nats søvn.
Først de nemme initiativer.
Måske du deler soveværelse med én, der helst vil sove i et dejligt varmt rum, eller én, der mener, at jo koldere jo bedre? Meget tyder på, at den optimale temperatur er 18-20 grader. Så er der kaffen, der skal undgås. Og den må ikke erstattes af alkohol, selvom det umiddelbart kunne lyde som en god idé. Vores søvn bliver forstyrret af såvel kaffe som alkohol.
Jeg har med vilje gemt den svære til sidst.
Vi er vilde med alle de nye skærme. Problemet er, at de udsender blåt lys. Og der er vi udfordret. For hvor kroppen ellers helt af sig selv ville gå i gang med at øge produktionen af kroppens søvnhormon, melatonin, ved sengetid, så hæmmer lyset fra skærmene hormonet. Og fortæller din hjerne, at nu er det morgen. Og det er da helt godnat.
Derfor lyder mit råd til dig, der lider af søvnproblemer, at du en time inden sengetid skal lukke ned. Snak med hinanden, tag et varmt bad, spil et spil, smør nogle madpakker og sæt dæmpet musik på.