Hjælp til din modne hukommelse

Af: Carsten Gottlieb

Foto: Shutterstock

Boost hjernen med vitaminer og naturlige planteudtræk, så den fortsat fungerer skarpt, mens resten af kroppen bliver ældre.

Hvad er det nu, det hedder?!?

Noget af det mest irriterende er, når man glemmer, ikke kan komme i tanker om, ikke kan overskue. Og jo ældre, vi bliver, jo oftere kommer vi ud for det.

Det er helt naturligt, når vi med alderen glemmer fakta eller roder begivenheder sammen i minderne. Eller, at vi skal sige navnet på både barn 1, ægtefællen og hunden, før vi husker navnet på barn 2.

Når du er sund, rask og i balance, finder du ofte frem til det forsvundne ord, navn eller årstal i løbet af et halvt eller helt minut. Din hjerne har blot puttet nogle af sine informationer langt ned i bunden af arkivskabet, og den har brug for en ekstra indsats for at finde dem frem.

Læs også: Frygten for demens

En naturlig hjælp

Men selvom man ikke er syg, kan almindelige alderssymptomer gøre hjernen mindre skarp. Du har sikkert allerede læst andetsteds i dette blad, hvor vigtigt det er at holde sig aktiv og i form – både når det gælder kroppens fysik og hjernens aktivitet.

Træning sender frisk blod gennem kraniets blodårer, mens intellektuel udfordring sender elektriske impulser gennem de små grå celler. Som sidegevinst giver anstrengelserne dig en bedre søvn, der også har en afgørende betydning på mental langtidsholdbarhed.

Lige så vigtigt er det dog, at du tilfører den øverste etage de næringsstoffer, den har brug for. Med alderen – og i denne sammenhæng starter alderspåvirkningen allerede i 35 års-alderen – ændrer hjernens behov sig. Her følger nogle gode råd, som forlænger levetiden på velfungerende hjerneceller.

Vitaminerne

Hvis du kun har tænkt dig at følge ét råd, så skal det være dette: Få nok C-vitamin.

C-vitamin spiller en uhyre vigtig rolle for hjernen, fordi vitaminet indgår i produktionen af kollagen, som er vigtig for vedligeholdelsen af blodkarrene – også i hjernen. C-vitamin er desuden en stærk antioxidant, som kan beskytte hjernens celler imod den destruktive påvirkning fra oxidativ stress.

Menneskets krop kan ikke selv producere C-vitamin, og kroppen lagrer ikke det vandopløselige vitamin særligt lang tid. Så du skal sørge for at få C-vitamin gennem sund kost eller med en daglig tablet.

Det andet vigtige hjerne-vitamin er betacaroten, som kroppen omdanner til A-vitamin. Talrige undersøgelser har påvist, at A-vitamin styrker de kognitive evner. Samtidig er mangel på A-vitamin forbundet med risiko for at udvikle demens.

Det bedste ved A-vitamin er, at du kan få den daglige dosis med en almindelig gulerod – eller andet frugt og grønt med orangerød kulør samt bl.a. spinat og broccoli. Hvis du tager betacaroten som tilskud, tilrådes det, at du vælger et tilskud i naturlig form frem for kunstigt fremstillet.

Hjernen har også brug for B- og D-vitamin. B-vitaminbehovet er dækket, hvis du er almindelig kødspiser, mens D-vitamin er så vigtigt for din generelle sundhed, at du forhåbentlig allerede tager et tilskud i de mørke måneder, hvor din hud ikke kan omdanne solens stråler til vitaminet.

Læs også: Med demens ændres livet bestandigt

Fedtstofferne

Hjernen består næsten udelukkende af fedt, så derfor er det vel ikke overraskende, at den også har gavn af at få tilført frisk fedtstof.

Som i mange andre tilfælde er det fiskeolie, du skal tage ned fra hylden. Omega-3 fedtsyre hjælper med at holde hjernen i topform, fordi dens antiinflammatoriske egenskaber beskytter hjernevindingerne imod de skader, som kan opstå ved alderens slitage.

Især hvis du finder en omega-3 med et højt indhold af DHA (omega-3 består af DHA og EPA, hvoraf DHA er den vigtigste for hjernen).

Du kan også få omega-3 olie i vegansk udgave, som er produceret på tang.

De flygtige mineraler

Mineralet zink er til stede i små mængder i alle kroppens celler, hvor det opfylder en vigtig funktion. Hele 10 pct. af kroppens zink findes i hjernen, hvor det har særligt betydning for at opretholde de kognitive evner.

Zink findes i næsten alle fødevarer, så du indtager hver dag rigelige mængder. Problemet med zink er, at kroppen ikke lagrer mineralet, som bliver omsat med det samme til de forbindelser, hvor det hører til. Men der er stor forskel på, hvor godt vores tarme optager zink. Op til 95 pct. af den zink, der findes i din kost, risikerer at ryge direkte gennem systemet. Især hvis du samtidig indtager meget sukker, eller hvis du fravælger fødevarer med animalsk protein.

Også P-piller, stort indtag af jern eller kalk samt følsomhed over for gluten kan forringe din evne til at optage zink. Tilskud af zink kan til gengæld både styrke kroppen mod oxidativ stress og give ekstra energi i hud, hår og negle.

Hvis du er interesseret i tilskud som støtte til din hukommelse og kognitive funktion, skal du også være opmærksom på tilskud af sporstoffet selen. Hjernen er særligt følsom for negative virkninger af oxidativ stress, som selen modvirker. Nedsat kognitiv funktion er forbundet med selenmangel, og det kan være svært at opnå tilstrækkeligt med selen gennem kosten.

Læs også:Vælg dit tilskud med omhu

Den særlige hjernenæring

I din helsekostbutik kan du finde flere udmærkede, kombinerede kosttilskud, som giver næring til hjernen. De kan f.eks. indeholde udtræk af bl.a. granatæble og valnød samt nogle af de ovenfor nævnte vitaminer og omega-3.

Det måske mest målrettede hjernetilskud er ekstrakt fra Ginkgo Biloba-træet. På grund af sin evne til at øge blodgennemstrømningen i hjernen understøtter Ginkgo Biloba nogle af de naturlige funktioner, vi ovenfor nævnte som allervigtigst for hjernens fortsatte funktion.

Naturlige alternativer?

Denne artikel er blevet til i samarbejde med magasinet Naturli, der skriver om sundhed og velvære med fokus på naturlige og alternative metoder og midler.

Se mere på www.naturli.dk hvor du også kan finde kilder til denne artikel og søge på andre artikler om naturlige måder at styrke hjerne og krop.