Højt BMI i barndommen er knyttet til nyresygdom som voksen

Af: Helse-redaktionen

Foto: Shutterstock

Forskere på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital viser i et nyt studie en stærk sammenhæng mellem BMI, (Body Mass Index) over gennemsnittet i barndommen og forekomsten af kronisk nyresygdom senere i livet

Kronisk nyresygdom er hyppig, især blandt voksne med overvægt, men der er begrænset viden om sammenhængen med kropsstørrelse tidligt i livet.

Forskere fra Bispebjerg og Frederiksberg Hospital kommer i et nyt studie med en indikation på, at kropsstørrelse i barndommen kan være med til at forudsige den efterfølgende risiko for kronisk nyresygdom. De har nemlig fundet ud af, at et BMI over gennemsnittet i barndommen øger forekomsten af kronisk nyresygdom senere i livet.

– Der er begrænset viden om betydningen af BMI i barndommen for kronisk nyresygdom i voksenlivet. Vores stærke fund bidrager til forståelsen af, hvem der rammes af kronisk nyresygdom senere i livet, siger Julie Aarestrup, der er forsker ved Center for Klinisk Forskning og Forebyggelse på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital, og én af fagpersonerne bag studiet

Kronisk nyresygdom rammer bredt og har en lang række følgesygdomme, herunder hjertekarsygdomme. Dem, der lider af sygdommen, ved det ofte ikke i tidlige stadier af sygdommen, men kan i stigende grad føle sig trætte, uoplagte og have kvalme, mens sygdommen udvikler sig. I værste tilfælde kan sygdommen lede til nyresvigt.

BMI og overvægt hos børn kan føre til kronisk nyresygdom

Studiet er det største af sin slags, som forskerne kender til, med data fra næsten 300.000 danske børn i alderen 6-15 år født i perioden 1930–1987.

Personer, der havde et BMI over gennemsnittet i barndommen, havde en signifikant større risiko for at udvikle både kronisk nyresygdom og kronisk nyresvigt, end personer med et gennemsnitligt BMI i samme alder.

– Både i Danmark og på verdensplan lider alt for mange børn og unge af overvægt. Vores resultater viser, at mange af disse børn er i betydelig risiko for at udvikle kronisk nyresygdom senere i livet, hvilket understreger vigtigheden af en sund vægt tidligt i livet. Derfor er forebyggelse rigtig vigtig, siger Julie Aarestrup

Resultaterne er i slutningen af september offentliggjort i det internationale medicinske tidsskrift PLOS Medicine. Studiet er et samarbejde mellem en forskergruppe fra Bispebjerg og Frederiksberg Hospitals Center for Klinisk Forskning og Forebyggelse og Steno Diabetes Center København.

Forskningen er støttet af Novo Nordisk Fonden.