Ferie skal bruges til at slappe af i! Men det er ikke nødvendigvis det samme som at sætte kroppen på standby. Det kan nemlig være både afslappende, sjovt og socialt at få feriemotion med ind i feriedagene.
Ferietid er afslapningstid. Men hvis du helt undlader at motionere, og lader stå til hvad angår kalorieindtaget, kan det blive en hård start efter ferien.
Heldigvis kan afslapning, ferie og sundhed sagtens forenes, for sommerferien byder jo på masser af tid og mulighed for at dyrke sjov feriemotion og lave sund og lækker mad sammen.
Du har god tid, så hvorfor ikke prøve noget nyt? På de fleste feriesteder er der mulighed for aktiviteter som fx windsurfing, kajak og tennis. SUP (StandUpPaddle), hvor man stager sig frem på et surfboard med en to meter lang åre, er blevet populært, og det er både sjovt, socialt, og ikke mindst effektiv motion. Beachvolley og strandtennis er andre gode bud – ud over de aktiviteter, I nemt kan igangsætte af feriemotion i haven eller på stranden, såsom trampolinspring (jo, det er også for voksne!), stafetter og lege.
Når du alligevel køler af i havet, så læg lidt bevægelse ind: Dans, leg eller spil bold i vandet. Havsvømning er blevet meget populært, med god grund. Tag evt. finner, maske og snorkel på, når du havsvømmer, det giver mulighed for længere og sjovere ture (og du slipper for at dreje hovedet, hvis du svømmer crawl). En våddragt kan ligeledes gøre svømningen nemmere (den hjælper med at holde kroppen oppe) og holde dig varm.
Har du en pool til rådighed, er der masser af mulighed for sjov motion: Vandgymnastik, udspringskonkurrence (hvem laver de sjoveste/længste hop, det største plask osv.). Køb eller lån vandlegetøj, luftmadrasser osv. – så kommer pulsen helt af sig selv i vejret, og du får feriemotion.
Decideret træning er langt fra umuligt, også selv om du vil prioritere familie, afslapning og sightseeing. Træn tidligt på dagen, hvor solen ikke er på fuld kraft (det giver ekstra god grobund for senere afslapning i en strandstol), eller find et godt ventilleret træningslokale/center. Bemærk, at fitnessudstyr efterhånden findes på mange hoteller, og at stadig flere byer har udendørs træningspavilloner. Tag kæresten/veninden/børnene med, så din feriemotion bliver en social aktivitet – og så I får det gjort!
Forbered gerne et lille program, som er nemt at udføre uden udstyr eller med en medbragt træningselastik. Du kan finde masser af ideer til cirkeltræning og styrketræningsprogrammer på krop-fysik.dk og andre steder på internettet. I et basis styrkeprogram kan f.eks. indgå squats (knæbøjninger), lunges (dybe skridt), armstrækninger, armbøjninger, mave og ryg. Supplér med øvelser, der får pulsen op, hvis du ikke træner konditionen særskilt.
Er du på ferie et fremmed sted, er gåture som bekendt en fantastisk måde at opleve omgivelserne på og få stedet ind under huden. Det er også en måde at få feriemotion. Drop derfor taxaer, tog og busser, så vidt du kan, og drag af sted i god tid med et kort eller en GPS. Du kan også leje en cykel (hvis du tør!).
TIP: Stort set alle storbyer byder på guidede gåture, nogle steder også cykel- og løbeture med guide. I Berlin kan du f.eks. gå en ’Cold War Tour’, og i London kan du gå gennem Shakespeare’s & Dickens’s London.
Også løbeture er en god måde at opleve nye omgivelser på. Er du ikke vild med at løbe ud i ukendt territorium, kan du lave trappeløb. Find en velegnet trappe eller en bakke. Løb (eller gå så hurtigt som muligt) op til toppen, og gå roligt ned igen. Gentag f.eks. 10 gange (alt efter din form og trappens/bakkens længde). OBS: Dette kræver en vis grundform; pas særligt på knæene! Du kan også lave intervalløb på en kort, tryg runde, hvor du veksler mellem hurtigt og langsomt løb (eller gang).
Tag familien, veninden eller barnebarnet med ud at vandre. Det kan være en endags-tur med madpakker, GPS og is-pauser, eller en decideret vandreferie. Tag gerne en skridttæller på – der går sport i at tælle skridt. Er der børn med, så lad dem på skift styre kortet. Aftal på forhånd nogle steder eller tidspunkter, hvor I vil holde pause og spise madpakke, finde en iskiosk eller lign. Husk: Vejen er alt, målet er intet. Giv jer tid til at kigge på ting undervejs, samle kogler, muslingeskaller eller blade og kravle op i udsigtstårne.
Danmark har masser af vandreruter – du kan gå i dagevis, eller du kan nøjes med en kort tur. Find lokale kort og rutebeskrivelser hos f.eks. Dansk Vandrelaug (www.dvl.dk) og www.naturstyrelsen.dk.
TIP: En af landets smukkeste og mest varierede ruter er Øhavsstien, en 220 kilometer lang vandrerute omkring det Sydfynske Øhav. Ruten er delt op i etaper, der alle er velafmærkede, velbeskrevne og har detaljerede kort. Alle kan være med – man sætter selv ambitionsniveauet. Og der er nok at stoppe op ved undervejs. Tjek www.visitfyn.dk for flere informationer (skriv ’øhavsstien’ i søgefeltet). Her kan du bl.a. få tips til dagsture med information om transport, parkering, oversigtskort mv.