Hormoner – kunstige, naturlige eller nogen overhovedet?

Af: Malene Tonnung

Foto: Scanpix/Iris

Nogle kvinder sværger til hormontilskud i overgangsalderen, mens andre skyer det som pesten. Nogle vil have naturlige hormoner, mens andre mener, at det er hip som hap. Vi har set lidt på, hvad naturen egentlig kan, når det kommer til lindring i overgangsalderen.

Ens holdning til hormontilskud i overgangsalderen kan meget vel afspejle ens egne gener i den periode. For der er ingen tvivl om, at hvis du først er hårdt ramt, så kan det være et spørgsmål om at vælge et tåleligt liv til eller fra med et hormontilskud. Men det betyder ikke, at de kunstige hormoner er eneste mulighed.

Naturen har faktisk mange gode bud på urter og planter, der kan være en stor hjælp mod generne i overgangsalderen. Nogle af dem virker simpelthen, fordi de indeholder naturlige hormoner – og dermed leverer nogle af de hormoner, som kroppen reagerer over manglen på. Andre virker, fordi de har indflydelse på nogle af de andre funktioner, som bliver forstyrret ved hormonmanglen.

 

Kunstige hormoner versus naturlige

Men hvis de naturlige hormoner fra planterne virker ligesom de kunstige, er de så ikke ligeså farlige, kunne man fristes til at spørge.

Der er ingen tvivl om, at vi altid bør være forsigtige, når vi indtager hormoner. Hele livet fungerer hormonsystemet som et fint urværk i vores krop. Det styrer os igennem livets forskellige faser – pubertet, graviditet, overgangsalder osv. – men det har også indflydelse på alt fra vores knogler til vores mentale velbefindende.

Uanset, om du tager P-piller, kunstige hormoner eller naturlige af slagsen, bør du altid være opmærksom på, hvordan din krop reagerer.

Når det så er sagt, er der meget, der peger i retning af, at de naturlige hormoner er mindre forbundet med risici som øget kræftrisiko. En af grundene til denne formodning er, at de naturlige østrogener (phytoøstrogener) fra f.eks rødkløver binder sig til nogle andre receptorer i kroppen end de kunstige. Denne forskel er der lige nu ved at blive forsket i.

 

Virker naturlige midler?

Tilskud lavet på urter og planter kan faktisk have en ret overbevisende effekt på nogle af de typiske gener i overgangsalderen. Senest har forskere herhjemme været i gang med at undersøge rødkløver – en urt med store mængder phytoøstrogener. Undersøgelserne er blevet foretaget med rødkløverekstrakt produceret på det fynske Herrens Mark, et fermenteret ekstrakt, der også giver et tilskud af mælkesyrebakterier.

I et patientforsøg med 60 kvinder i menopausen, der i tre måneder fik 60 ml rødkløverekstrakt om dagen, oplevede kvinderne i snit 28 pct. reduktion i antallet af hedestigningerne og en tredjedel mindre sved. De resterende hedestigninger blev desuden mindre kraftige.

Den spændende forskning er siden udvidet til at undersøge, hvorvidt det naturlige middel også har en positiv effekt på knoglerne. I forbindelse med, at kvinders østrogenniveau i kroppen falder, skubbes balancen mellem nedbrydning og genopbygning af knoglerne yderligere, så knoglerne hurtigere mister tæthed. Det er derfor, kvinders risiko for at udvikle knogleskørhed efter menopausen er større end mænds.

Rødkløveren viser i den forbindelse en hæmmende effekt på nedbrydningen af knoglerne og har altså også her en virkning.

 

Naturmidler med og uden østrogener

Rigtig mange planter indeholder såkaldte planteøstrogener, men nogle mere end andre. De mest kendte planter brugt til kosttilskud ved overgangsalderen er soja, rødkløver og salvie – soja er især kendt for sit høje indhold af østrogener, men også fødevarer som hørfrø og lucerne indeholder planteøstrogener. Du kan altså også påvirke dit østrogenniveau ved indtaget af fødevarer, der har et højt indhold af planteøstrogener.

Ligesom ved alle andre fødevarer handler det om balance. Hvis du spiser alsidigt og varieret, bør du ikke blive påvirket af planteøstrogenerne i din mad.

Salvie og sølvlys er to planter, der gennem mange år har været brugt i den naturlige behandling af hedestigninger og svedeture. Deres østrogenlignende effekt tyder ikke på at have uheldige effekter som anden hormonbehandling, til gengæld kan de fremme den hormonelle ligevægt og en bedre søvn.

 

Godt helbred at foretrække

Under alle omstændigheder kan overgangsalderen være et godt tidspunkt at tage dårlige vaner op til revision, hvis generne er for store. Rygning modvirker østrogenproduktionen og kan dermed forværre symptomerne. For lidt eller for dårlig søvn er altid en trussel for helbredet og velværet, hvilket kan gøres værre af nattesved, men dermed endnu vigtigere at prioritere. Motion og sund kost kan under alle omstændigheder være med til at regulere netop søvn og den hormonelle balance.

Derudover kan forskellige helt almindelige tilskud være en hjælp: E-vitamin, som både støtter kroppens A-vitamin og dermed bakker op om hud og slimhinder samt modvirker hedestigninger. Coenzymet Q10, som kroppen selv danner, men gradvist mindre med alderen – og som kan give ekstra energi til cellerne. C-vitamin, der virker utroligt bredt på mange af kroppens – og hjernens – funktioner.

Gelé Royal – bidronningens føde – er også et tilskud, mange har glæde af i perioder, da det indeholder masser af næring og kan give ekstra energi til belastede perioder.

Der er således mange muligheder for at påvirke velværet i positiv retning under overgangsalderen. Tag dog gerne lægen med på råd og vær opmærksom på, hvordan din krop trives med de forskellige midler – selvom du udelukkende vælger planteøstrogener, er det fortsat en påvirkning af hormonsystemet, som gerne skal balancere – også resten af livet.

 


Naturlige alternativer?

Denne artikel er blevet til i samarbejde med magasinet Naturli, der skriver om sundhed og velvære med fokus på naturlige og alternative metoder og midler.

Se mere på www.naturli.dk – hvor du også kan søge på artikler om overgangsalder.


Planteøstrogener har en virkning

Rødkløver – Trifolium pratense – er udbredt på enge, skrænter og overdrev i Danmark.

At rødkløveren kan påvirke østrogenniveauet har landmænd set eksempler på hos får og andre husdyr, der græsser længe på rødkløvermarker. De kan nemlig få fertilitetsforstyrrelser.

Det er det høje indhold af planteøstrogener, som kan gå ind og virke som erstatning for dyrets eget østrogen, estradiol, og derved forstyrre fertiliteten.