I foråret lærte vi nemlig alle et nyt fænomen at kende – nemlig hudsult. Vi forsøger alle at følge sundhedsmyndighedernes anbefalinger for at forhindre spredning af den frygtede virussygdom COVID-19, og her er en af de vigtigste ting, vi selv kan gøre, at holde fysisk afstand til andre mennesker.
Vi kender endnu ikke senfølgerne af den del. Men flere har været fremme med bekymringer for den mentale sundhed. For vi ved, at vores hud sulter, når vi glemmer kropsligt nærvær. Og så bliver vi syge, stressede og deprimerede. Vores hud skal mættes. Og der er ingen grund til at være så optimistiske at tro, det ikke også skulle gælde i en krisesituation.
Læs også: For at lære at se må man kigge
Huden er meget mere end en markering af, hvor kroppen stopper. Den repræsenterer en kontaktflade til resten af verden. Det er gennem huden, at vi sanser, hvad der foregår på den anden side af os selv. Jeg husker én af mine venners datter, der meget filosofisk spurgte: ”Hvorfor kilder det ikke, når man kilder sig selv”. Rent fysiologisk ved vi, at hudkontakt med andre mennesker stimulerer vores nervesystem på en måde, som det at røre sig selv ikke gør. Når andre mennesker rører ved os frigives kærlighedshormonet oxytocin.
Oxytocin får kroppen til at restituere og bygger os op igen. Det virker straks beroligende på os og får puls og blodtryk til at falde. Indholdet af stresshormoner i blodet falder. Det er én af grundene til, at det prioriteres meget højt, at det nyfødte barn straks efter fødslen lægges op til sin mor for at få hud til hud kontakt.
Det er ikke nok, at vi ved, at børn har brug for meget hud til hud kontakt. Mange danskere lever alene og savner at blive holdt om og rørt. De har kendt til hudsult lang tid før, vi andre. Måske vi er blevet klogere efter mødet med COVID-19 og har fået øget opmærksomhed på, hvor vigtigt et kram er og husker at dele ud af dem, når vi igen får lov.