Hun var kun 46 år gammel

Jeg har holdt tre ugers sommerferie og er tilbage i praksis. Som altid er jeg spændt på, hvordan det er gået med mine patienter, mens jeg har været væk. Jeg får en overlevering af mine kolleger, som jeg plejer. Denne gang er det anderledes. Én af mine patienter er død. Alt for tidligt, alt for ung og uventet.

Jeg er vant til, at der er travlt, og at der skal arbejdes hurtigt for at nå i mål med de patienter, der har behov for opmærksomhed i løbet af en arbejdsdag. En rytme, en puls, der uden at kræve opmærksomhed, tilpasser sig dagens opgaver. Denne gang er det anderledes. Da jeg sidder for mig selv, er det som om, jeg går i stå.

Vi var næsten jævnaldrene, hun har efterladt sig mand og to mindre børn. Jeg vidste godt, at hun var syg, da jeg henviste hende til undersøgelse på sygehuset. Men for det første havde jeg ikke mistanke om kræft, og for det andet viste det sig, at hendes kræftsygdom på diagnosetidspunktet var udbredt og meget aggressiv.

Jeg gennemgår forløbet til lægekonference for at vurdere, om der var noget, vi kunne have gjort anderledes. Jeg gennemgår minutiøst forløbet med mine kolleger, der konkluderer, at de ville have håndteret patienten på samme måde.

Der er ikke formelt sket nogen fejl. Alligevel virker det helt forkert, at en ung kvinde på den måde kan dø fra mand og børn, uden at vi har set det komme.

Hvis vi bare havde vidst, hvor syg hun var, kunne vi måske have gjort noget for at redde hende. Nu er det for sent. Det sidder i kroppen. Normalt lægger jeg praksis og dagens patienter fra mig, når jeg forlader konsultationen. Denne gang er det anderledes. Hun og hendes familie er i min bevidsthed og følger med mig hjem.

Jeg kontakter hendes mand for at snakke forløbet igennem. Vi taler om det ulykkelige i deres situation. Han er helt knust, og jeg er magtesløs i forhold til at hjælpe ham i denne situation. Det er meningsløst, det er ulykkeligt, og jeg har intet at tilbyde ud over at være i denne svære situation sammen med ham. Lige nu har han ikke overskud til at tale med mig, og vi aftaler, at han får en tid om nogle uger, når begravelsen er overstået, og der er lidt mere ro på. Han vil gerne tale forløbet igennem, og det synes jeg er en god idé. Jeg vil også gerne tale med ham om hans situation. Primært vil jeg gerne, at han skal vide, at jeg er der. At jeg kender ham og hans situation og ved, hvad han står i. Jeg tilbyder desuden at henvise ham til psykolog og fortæller om muligheden for, at hans børn kan komme i sorggruppe.

Jeg sidder en uge senere en lørdag morgen på terrassen med en kop kaffe og tænker igen over forløbet, mens solen langsomt insisterer på, at en smuk dag har taget sin begyndelse. Når livet rammer med en lammende og uigenkaldelig kraft som i denne situation, konfronteres vi med livets sårbarhed. Vi bliver mindet om, at livet er sårbart og i yderste konsekvens uden for vores kontrol. Vi kan ikke kontrollere de vigtigste ting i vores liv. Vi kan derimod være tilstede og investere i de mennesker og de livsopgaver, der giver mening i vores liv. Også når det er svært. Vi kan møde dagen ny hver morgen med den sårbarhed og de fine muligheder, der er i det flygtige og levede liv.

Læs også: Når sorg bliver en diagnose