Vi har set nærmere på de gavnlige effekter både hundeejere og videnskabsfolk har bemærket:
Hunden får dig til at grine og smile flere gange dagligt. Den er ikke dømmende og holder af dig præcis, som du er. Den er ligeglad med, hvordan du ser ud, eller hvordan du opfører dig. Den elsker betingelsesløst, og det øger selvværdet.
Hunde kan forbedre din kondition og gøre dig mere social. Med en hund i huset er du og resten af familien sikre på at få masser af frisk luft. Hunden skal nemlig ud at gå tur flere gange om dagen året rundt – i al slags vejr. På turene er der stor sandsynlighed for, at du falder i snak med andre mennesker. Det giver social stimulans og modvirker ensomhed.
Hunde kan reducere dit blodtryk og stress. Den daglige hunde-motion styrker muskler, led og knogler, og når du kæler med din hund, sænkes dit blodtryk, alt imens din hund nyder det. Samværet med hunden har også en beroligende effekt. Stoffet oxytocin frigives, når du ser på dit kæledyr, hvilket giver dig en følelse af glæde. Det ledsages af et fald i stresshormonet cortisol.
Det, at have hund, kan være medvirkende til at distrahere fra smerter, dels fordi hunde får os til at tænke på noget andet end os selv, og dels fordi det at kæle med hunde frigiver endorfiner, og de virker smertestillende.
To af forudsætninger for at opnå de gavnlige effekter af hund er:
1. At du er afklaret med den livsstil, det kræver at være hundeejer.
2. At du vælger den hund, der passer til det, du kan tilbyde. Hunderacerne stiller meget forskellige krav til træning og aktivering.
Både hund og familie har gavn af, at alle tager del i pasningen. Børn kan være med til at pleje og børste hunden, og de kan lære små tricks og træningsøvelser. De kan øve balance og lege gemmelege på skovturen.
Hvis du ikke har hund, kan du heldigvis stadig opnå nogle af de sundhedsmæssige fordele. Du kan nemlig blive hundeven for en hund i nabolaget. Lav et opslag på de sociale medier og tilbyd dig som hundepasser. Du får de samme gavnlige effekter – uden hele ansvaret for hunden. Og det er til glæde for både dig, hunden og hundeejeren.