Tove ser spørgende på mig. “Det er en plan, der skal hjælpe dig med at få overblik og viden om din sygdom, og så skal den hjælpe os med at tale om det, der er det vigtigste for dig i forhold til din sygdom.”
“Så længe vi taler om det, der er vigtigt for mig, er det ok!”
Tove har KOL og har været min patient i mere end 10 år. Hun kommer til årskontrol, som hun plejer, eller rettere sagt, næsten som hun plejer.
Sundheds- og Ældreministeriet har vedtaget, at der skal laves forløbsplaner for de patienter i almen praksis, der inden for de seneste fire år og fremadrettet får KOL eller type 2 diabetes.
Forløbsplaner er et redskab, der kan anvendes til at understøtte overblik over egen sygdom, viden om sygdommen og understøtte egenomsorg hos disse patienter.
Hun har været til forundersøgelser, som hun plejer hos Jeanette, der er sygeplejerske i vores praksis. Hun har fået lavet lungefunktionsundersøgelse, tjekket inhalationsteknik og snakket om, hvad der er vigtigt for hende i forhold til hendes sygdom, og så har hun fået udfyldt forløbsplanen.
Hun kommer en uge senere til svar hos mig, som hun plejer, men i stedet for at åbne laboratoriekortet og vise hende de tal, der fortæller om hendes lungefunktionen, åbner jeg hendes forløbsplan, og vi bruger den til at tale om hendes sygdom.
Jeg viser Tove, hvordan lungefunktionen har udviklet sig siden sidst. Vi gennemgår hendes medicin, og da vi er færdige med det, spørger jeg hende om, hvad der er det vigtigste for hende i forhold til hendes sygdom. Hun svarer, at det vigtigste er, at hun stadig kan klare sig selv og besøge sine børnebørn, selv om det kniber med luften.
Det kan jeg godt forstå.
Vi taler om, hvad hun kan gøre for at undgå, at lungefunktionen bliver dårligere, og vi ender med at være enige om, at hun skal blive ved med at være fysisk aktiv. Hun fortæller mig også, at hun ofte sidder hjemme alene og indimellem føler sig ensom.
Jeg fortæller hende om muligheden for gratis træningstilbud på sundhedscenteret i kommunen og om Lungekor via Lungeforeningen, som mange patienter med KOL er glade for, både fordi det er god træning, og fordi det er hyggeligt. Hun beslutter sig for lungekor.
Tove tænker lidt over det og siger så:
“Hvad med den der forløbsplan – er den kun til dig?”
Det er godt, hun spørger. Den er jo egentlig til hende. Jeg spørger hende, om hun vil have et print, eller om hun hellere vil gå ind på forløbsplan.dk og se sin egen forløbsplan ved hjælp af NemId.
Hun vil gerne have den med, så hun kan hænge den op på opslagstavlen. Vi har skrevet hendes mål om Lungekor ind i planen, hun kan se, hvornår hun skal til kontrol for KOL næste gang, og hvad hun får som fast medicin.
Jeg siger til hende, at hun og hendes familie også kan se artikler og videoer om KOL på forløbsplan.dk. Hun nikker på en måde, så vi begge ved, at det ikke bliver aktuelt foreløbigt.
Hun er mest interesseret i det print, hun har fået, og det er fint. Inden hun går, spørger jeg hende om, hvad hun synes om forløbsplanen. Hun tænker lidt og siger så:
“Jeg synes, jeg bedre kan forstå forløbsplanen, end de tal, du plejer at vise, og så synes jeg, vi har talt mere om det, der er vigtig for mig, end vi plejer.”
Hun rejser sig og trisser hen mod døren, mens hun vifter med papiret, hvor forløbsplanen står på.
“Nu går jeg hjem og tjekker, at medicinlisten passer med det, jeg har derhjemme.”
Jeg når at sige, at jeg synes, det er en god idé, inden hun lukker døren bag.
De praktiserende læger får adgang til forløbsplaner sidst på året.