Hvorfor gør det mere ondt at træde på en legoklods om natten?

Det gør det, fordi vi ikke kan se, hvad vi træder på, og derfor kan vi ikke vurdere, hvor farligt det er. Den samme mekanisme gør sig gældende for mennesker, der lider af langvarig smerte. Deres hjerne kan ikke lave korrekte sikkerhedsvurderinger af sanseindtryk.

Smerte er forunderlig. Man kan mærke, at det gør ondt i tåen, når man banker den ind et trappetrin. På fingeren, der bliver ramt af kogende vand. I knæet, hvis man løber for meget og forkert.

Men det er faktisk hverken knæet, fingeren eller tåen, der udsender smerte. Det er hjernen, der reagerer på nogle sanseindtryk, den tolker som farlige og får det til at gøre ondt.

Men kropskompasset kan ryge ud af kurs, så hjernen begynder at opfatte harmløse indtryk som trusler. Det er tilfældet for mange mennesker med langvarige smerter, som lægerne ikke kan finde roden til.

Dem arbejder Ida Dybdahl Mathiesen, fysioterapeut ved rygklinikken på Holbæk Sygehus, med til daglig. En af dem er Louise Krogsgaard Pedersen.

For otte år siden gennemførte Louise et maraton på en flot tid, men få måneder efter begyndte hun at få ondt i kroppen. Hun løb ufortrødent videre, og smerterne tog til, indtil hun en morgen ikke kunne komme ud af sengen.

Det blev starten på et drænende forløb med scanninger, behandling og konsultationer, til hun for to år siden blev sluppet af hospitalsvæsenet, som ikke vidste, hvad de skulle stille op med hende. Smerterne var der stadig. Og da Louise sidste år blev mor til to små børn, nåede smerteniveauet hidtil ukendte højder.

– Det at bære rundt på smerterne sendte mig hjem i Ludo. Jeg måtte skiftevis have min mor og svigermor hjemme hos os, fordi jeg ikke kunne løfte børnene, handle eller fokusere. Jeg blev handlingslammet af smerterne, siger Louise.

Hver gang, hun bukkede sig, føltes det som at blive pisket hårdt. Hun kunne blive pisket 200 gange om dagen, indtil hun til sidst ikke havde kræfterne til at rejse sig igen.

Heldigvis hørte hun om Ida og smertebehandlingen.

Louise startede i et forløb på rygklinikken i november 2018. Første skridt var at få styr på kroppens basale behov. Søvn, vejrtrækning, mad og vand. For, hvis ikke de bliver mødt, kan man ikke tænke. Kan man ikke tænke, kan hjernen ikke risikovurdere. Kan den ikke risikovurdere, stiger smerterne.

Med to små børn var søvn en by i Rusland for Louise. Hun kunne gå en dag uden at indtage andet end en kop kaffe og en Nutella-mad. Hendes vejrtrækning lå i brystet. Det blev der langsomt ændret på.

Andet skridt var at komme på smerteholdet, hvor de arbejder ud fra den biopsykosociale-model, som kombinerer simpel fysisk træning, sansestimuli og vejrtrækning med undervisning, samtaler og mindfulness.

Træningen og sansestimulering er med til at give hjernen en øget differentiering af indtryk. På den måde kan den nemlig lave en mere præcis sikkerhedsvurdering, som vil sænke det generelle trusselsniveau og dermed oplevelsen af smerte. Men det handler også om at lære hjernen, at bevægelser ikke er farlige.

Hvis man har været ved at drukne i et smertehav, bliver nervesystemet ekstra sensitivt, og bevægelser kommer til at virke skræmmende. Derfor arbejder de på smerteholdene med at indøve meget simple bevægelser, så kroppen bliver tryg ved dem igen.

Nogle gange er første skridt faktisk bare at tænke bevægelsen. Hvis tanken udløser smerte, ved man, at der er noget, hjernen opfatter forkert. Her kommer vejrtrækningen ind i billedet. For ved at tænke bevægelsen med en ordentlig vejrtrækning, kan man afkoble smerten fra tanken, og derfra arbejde sig op til at udføre den.

Det er altså vigtigt hele tiden at stoppe op og mærke, hvad det er, der sker i kroppen og arbejde ud fra det. Hvis man tager udgangspunkt i, hvor man var inden smerterne, eller hvad man forventer at kunne, nytter det ingenting.

I dag ved Louise, at hun har nedsat stabilitet over bækkenet og problemer med fødderne, som nok har udløst smerterne i første omgang. Det bliver hun behandlet for sideløbende med smertebehandlingen, som hun selv vurderer, har sænket hendes smerteniveau med halvtreds procent. Ida Dybdahl Mathiesen siger:

– Hvorfor gør det mere ondt at træde på en legoklods om natten? Det gør det, fordi du ikke ved, hvad du træder på, og derfor ikke kan vurdere, hvor farligt det er. Det samme gælder ved rygsmerter. Derfor handler det om at få mere præcise indtryk, der kan gøre det nemmere at vurdere, om man er i fare, eller om det er overstået.