De seneste to år har skuespilleren Allan Olsen arbejdet med behandling af misbrugere i københavnske fængsler. Det hjælper ham selv i arbejdet med at holde sig ædru, for det er en livslang proces. Mød Allan Olsen, der synes livet er godt, netop fordi han ikke drikker.

Da offentligheden første gang stiftede bekendtskab med Allan Olsen, var det som den charmerende og utilpassede Charly i ungdomsfilmen ”Mig og Charly”. Han var 18 år, opvokset i et arbejderhjem i Værebroparken ved København og uddannet glarmester. Men han kunne noget på det store lærred, og efter filmdebuten tog både hans skuespilkarriere og hans drukkarriere for alvor fart.

– En alkoholisk karriere ser ofte sådan ud: Man begynder at drikke som teenager og udvikler en høj tolerance over for alkohol mellem 14 og 18 år. Det er i den periode, alkoholikeren skiller sig ud fra andre. De går ikke hjem, de drikker mere og kan ikke stoppe, når først de er i gang. De kan ikke sige nej, det er bare mere, mere, mere. Fra at man bliver problemdrikker, og til man går over i det alkoholiske, går der vel omkring ti år, så er man ved at være ”færdig”. I tyverne og trediverne forsøger man at holde alle bolde i luften med arbejde og familie, man prøver mange af livets facetter men udvikler samtidig alkoholisme. Som 28-30-årig er man fuldblodsalkoholiker, hvis man ikke får hevet sig selv i land inden, siger Allan Olsen og tager en tår af sin Cola Zero.

Bliver aldrig ”rask”

Allan Olsen havde selv drukket i omkring 20 år, inden han som 33-årig gik i Minnesotabehandling og efterfølgende til daglige møder i Anonyme Alkoholikere, et verdensomspændende netværk af ædru alkoholikere, der hjælper og støtter hinanden. Lignende grupper findes for blandt andet narkomaner, ludomaner, overspisere og ikke mindst pårørende til afhængige, og 53-årige Allan Olsen bruger stadig møderne til at holde sig ædru, dog ikke dagligt længere. For alkoholisme er ikke en sygdom, man bliver kureret for. Derfor hedder det heller ikke ”forhenværende alkoholiker” men ”ædru alkoholiker”, når man ikke drikker længere, og afhængighedsmønstrene skal holdes i kort snor, så de ikke tager over. Det gør Allan Olsen blandt andet ved at holde foredrag om sit liv med afhængighed og ved sit arbejde med misbrugere i fængsler og arresthuse.

– Jeg prøver at være til inspiration og tænde et lys, så de indsatte får en forhåbning om, at der venter noget bedre, når man kommer ud af sit misbrug. Men samtidig er det noget, jeg skal beskæftige mig med for selv at holde mig ædru og overleve, så jeg hjælper ikke kun de indsatte men også mig selv.

Allan Olsen har i en årrække holdt foredrag på virksomheder, uddannelsesinstitutioner og i fængsler på baggrund af sine bøger ”Et andet liv” (2006) og ”Midt i livet” (2011), hvori han beskriver sit liv som skuespiller, familiemenneske, alkoholiker og ædru. Og det var via sine foredrag, han blev ansat i Kongens Ø Vridsløselille, et Minnesota behandlingsprojekt, der i samarbejde med Kriminalforsorgen driver misbrugsbehandling Statsfængslet i Vridsløselille, i Vestre Fængsel og i arresthuset på Københavns Politigård. Minnesotabehandlingen bygger på princippet om, at det er ædru/clean misbrugere, der behandler, og et af værktøjerne er et 12-trins selvudviklingsprogram, som bruges af alle typer misbrugere og deres pårørende.

– Metoden skiller sig ud ved, at misbrugerne ikke bliver behandlet af en, der kører hjem bagefter og tager sig et glas rødvin eller sniffer lidt kokain. Vi har selv gennemlevet 12-trins programmet, vi har fået vores familie, børn og arbejde tilbage, og hvis de andre aber efter os, er der mulighed for afholdenhed og et bedre liv. Desuden kan vi altid hente hjælp og støtte i vores anonyme fællesskaber, ting, der bliver set og hørt i AA’s lokaler bliver der, og sådan er det over hele verden, fortæller han.

– Den store muskel, vi har, er hjernen. I den sidder afhængigheden, selvbedraget, belønningscentret og alle bortforklaringerne. Det, jeg hele tiden arbejder med, er den psykiske afhængighed, og meget tit siger jeg til mig selv ”hvor er det godt, du er ædru, hvor er det godt, du er en del af holdet i AA”. Jeg belønner mig selv med oplevelsen af, at livet er godt, FORDI jeg ikke drikker. Vi alkoholikere holder ikke bare op med at drikke, vi påtager os en ny livsstil og beskæftiger os med vores ædruelighed en dag ad gangen. Det er vi nødt til, når først vi har overskredet grænsen i forhold til alkohol.

En glidebane

I Minnesotabehandling arbejder man med, at de pårørende til en misbruger også har brug for hjælp for at kunne være med til at bryde de mønstre, der uundgåeligt opstår, når man lever sammen.

– Det, der sker, når man er i en relation med folk, der kommer ud på en glidebane, er, at alting skrider langsomt. Partneren er den, der tager over, er ”den sure”, den der siger nej og så videre. Alkoholikeren mener ikke, at problemerne i familien og parforholdet har noget at gøre med drikkeriet. Misbrugere er generelt meget manipulerende, og pludselig er man hvirvlet ind i hans løgn og selvbedrag, og kærligheden står i vejen for den sunde fornuft, hvor man hele tiden håber, mens man ser sin elskede forsvinde længere og længere ud ad glidebanen.

Men hvordan skelner man mellem et overforbrug og et misbrug? Allan Olsen siger, at forskellen på overforbrug af alkohol, som bedst defineres ved, at man drikker flere end de af Sundhedsstyrelsen anbefalede genstande ugentligt, og et egentligt misbrug, er den fysiske og psykiske afhængighed.

– En stordrikker kan vælge alkoholen fra, hvis han for eksempel bliver opmærksom på sin dårlige vane, eller hvis hans omgivelser gør ham opmærksom på, at han nok drikker for meget. En alkoholiker får fysisk ubehag, hvis han stopper drikkeriet. Men de fysiske gener er vand ved siden af de psykiske, der kan vise sig som angst, depressioner og tanker, der konstant kredser om at få noget at drikke.

– Hvis partneren sætter tingene på spidsen og beder alkoholikeren om at stoppe sit drikkeri, vil den afhængige reagere ved at gå i forsvar: ”Det skal du ikke blande dig i. Jeg skal have min whiskysjus og en flaske vin efter fyraften, det har jeg fortjent.” Hvis man ryger ind i et kompromis med for eksempel ét glas vin og én sjus, og alkoholikeren derefter uundgåeligt begynder at bryde de aftaler, han har indgået med sin partner, så begynder der at tegne sig et mønster. Når det bliver et diskussionsemne, er det problematisk. Ikke-alkoholikere drikker nogle bajere eller noget vin ind i mellem, uden at det er et problem. Det er, når der opstår diskussioner, og når alkoholikeren forsvarer sit drikkeri med, at han ”er stresset” eller ”har haft en hård dag”, at alarmklokkerne skal ringe.

Uanset alder, antallet af genstande, livssituation og social status er der mulighed for at blive og forblive ædru. Men det kræver, at man tør kigge ærligt på sig selv og finde en vilje til at ændre situationen, og det er ikke alle, der kan det, ifølge Allan Olsen.

– Der er nogle, der ikke kan helbredes, nogle, som ikke er i stand til at lægge deres liv om. De er ramt af et kæmpe selvbedrag og går mod det ene nederlag efter det andet, mens de skyder skylden for deres ulykke på alt andet end dem selv. Det er de andres skyld, det er omstændighederne, verden er ond… Det er det, misbrug gør ved én, at man ikke har virkelighedssans. Og mens omgivelserne kan se realistisk på én – at man er doven, en drukkenbolt, en platugle – så tror man selv på sit meget anderledes selvbillede. Det er selvbedraget, der er ædruelighedens værste fjende.