Jeg dør, når jeg dør – sådan er det!

Jeg sidder med en kvinde i konsultationen. Jeg har kendt hende i mange år. Hendes mand er død for et par år siden, og hun nærmer sig selv 75 år. Hun har type 2 diabetes, og vi taler om hendes mål, mens jeg opdager, at vi taler forbi hinanden.

Jeg tror, vi taler om hendes mål for blodtryk, blodsukker og kolesterol. Jeg er midt i at forklare, hvordan kolesterolsænkende medicin kan reducere hendes risiko for skade på små og store blodkar og dermed reducere hendes risiko for blodpropsygdom og andre senfølger af type 2 diabetes.

Midt i min talestrøm siger hun så, at hun dør, når hun dør. Der bliver lidt stille. Jeg skal lige forstå, hvad der sker. Jeg ser derfor første gang rigtigt på hende og kan se, at hun har vand i øjnene, mens hun ser bestemt frem for sig. “Jeg dør, når jeg dør,” gentager hun. Jeg venter lidt, og da hun ikke svarer, siger jeg, at jeg kan se, at hun er ked af det, og at jeg gerne vil hjælpe hende. Hun tager en dyb indånding og siger:

”Det er ikke mine mål, det er dine mål. Jeg er ligeglad med mit kolesterol, og jeg vil ikke have din medicin!”

Jeg siger til hende, at jeg forstår, at der er noget andet, der er mere vigtigt, og at jeg gerne vil tale om det. Jeg spørger hende for første gang, hvad der er vigtigt for hende, og nu er det som om hendes blik bliver levende.

Hun fortæller om sit liv med sin mand. Hvordan de har mødt hinanden som unge, deres børn og deres store oplevelser. Hendes mand var meget udadvendt, og de har altid haft et stort netværk, som han var den drivende kraft i. Nu er der mere stille. Børnene er flyttet langt væk og har deres travle liv. Hendes eget netværk er ikke stort, og hun har svært ved at opsøge nye kontakter. Jeg bemærker, at tiden for konsultationen er overskredet men vil ikke afbryde hende. Jeg er ved at lære hende at kende, og det er vigtigt. Hun slutter af med at sige, at hun savner sin mand og har svært ved at leve alene. Da hun er færdig med at fortælle sin livshistorie, er der en anderledes lettet stemning i rummet. Jeg kender hende bedre og forstår, hvor hun er. Jeg foreslår, at vi gemmer kolesteroltallene til en anden gang. Hun siger, at jeg kan gemme dem til en anden, og vi smiler begge to.

De fleste ældre lever et godt socialt liv, men for nogle er ensomhed et stort og ofte overset problem. At være ensom er ikke det samme som at være alene. Ensomhed er en følelse, der kan opstå, når man har sparsom eller mangel på kontakt til andre i forhold til det behov, man har. Mange går alene med en følelse af ensomhed, fordi det også for mange føles flovt.

Forskning har vist, at ensomhed også fører til øget sygdom og tidligere død. Det er altså vigtigt for både vores fysiske og psykiske trivsel, at vi deler vores liv med andre.

Jeg fortæller hende om de tilbud, der er i kommunen for ældre, der oplever ensomhed, og hvilke tilbud, der er i landsforeningen Sind. Det er som om, hun vågner op undervejs i min gennemgang og afbryder mig. ”Er jeg ikke for gammel til at blive besøgsven?”. Jeg svarer, at der ikke er nogen aldersgrænse for besøgsvenner, og at jeg synes, det er en god idé. “Du er jo fysisk sund og rask, og hvis du er på farten som besøgsven i stedet for at sidde derhjemme, har det faktisk også en positiv effekt på det kolesterol, som vi startede med at tale om.”

Hun ruller med øjnene – “det er godt med dig og det kolesterol. Tak for i dag!”