”Jeg drømmer om at få lov at blive gråhåret”

På under et år gik Henriette Riedl fra at have et langt, flot og sundt hår til at være skaldet. Hårtabet har betydet et knæk i selvtilliden, men hun insisterer på ikke bare at være ’hende den skaldede’.

Tredje august 2013. Datoen sidder indprentet i Henriette Riedls hukommelse. Det var den dag, hun tog hårtrimmeren og med tårerne løbende ned af kinderne barberede de sidste hårtotter, hun havde tilbage på sit hoved, af.
Forud for den skelsættende dag var gået knap et år, hvor en lille, bar plet i hovedbunden havde udviklet sig til flere og større bare pletter og en efterhånden ikke eksisterende hårpragt.

– Jeg sad ved frisøren, da hun pludselig spurgte, om jeg havde være stresset. Hun havde fundet en bar plet på størrelse med en tommelfingernegl i min hovedbund. Blandt frisører kalder de det åbenbart stresspletten, fordi det er noget, de ofte oplever hos kunder, der er stressede, fortæller Henriette Riedl.

Den 37-årige kvinde fra Odense havde været stresset i en periode, og hun godtog derfor i første omgang frisørens forklaring. Men pletten voksede hurtigt, og bekymret bestilte hun tid hos sin læge.

– Han beroligede mig, gav mig et middel mod svamp i hovedbunden og sagde, jeg ikke skulle være bange for at miste al håret, siger Henriette Riedl.
Hun trækker på smilebåndet, da hun fortæller det, for ironisk nok gik det fuldstændig modsat af, hvad lægen forudsagde.

– Jeg blev mere og mere tyndhåret. De dage, hvor der næsten ikke var hår på børsten, når jeg børstede det, var jeg det lykkeligste menneske. Så troede jeg på, at nu vendte det. Men de dage, hvor jeg stod i badet og kunne tage lange hårtotter af, var jeg det ulykkeligste, siger hun.

Henriette Riedl var glad, da hun blev henvist til specialister på hospitalet. Hun regnede med, at hun nu kunne få hjælp til ikke bare at blive udredt, men til også at få sit hår tilbage. Sådan gik det imidlertid ikke. Det eneste, der skete, var, at hun fik taget en blodprøve, der skulle sikre, at hendes skjoldbruskkirtel fungerede.

– Da de kunne se, at den ikke fejlede noget, afsluttede de mig og gav mig en seddel i hånden med en henvisning til en parykmager. Det var det, siger hun.
Henriette Riedls sygdom hedder alopecia, også kendt som pletskaldethed. En autoimmun sygdom, der er kendetegnet ved, at man mister sit hår. Nogle får blot få pletter uden hår. Andre taber det hele. Nogle får deres hår igen. Andre gør ikke. Og værst af alt – der findes ingen behandling, der kan få håret til at gro ud igen.

Teorierne går på, at sygdommen skyldes både genetik og stressrelaterede tilstande, men ingen ved det med sikkerhed.

– Det forbandede problem er, at vi er en forholdsvis lille gruppe patienter, og at vi ikke er dødssyge. Der er ikke penge og prestige i at forske i den her sygdom, siger Henriette Riedl, der er uddannet sygeplejerske, men arbejder som it-konsulent.

I dag går Henriette Riedl med hue eller tørklæde på hovedet, når hun er væk hjemmefra. Hendes børn på otte og 12 år er ikke flove over, at deres mor ser ud, som hun gør. Og når deres kammerater i skolen spørger hende, hvorfor hun ikke har hår på hovedet, kan hun sagtens lave sjov med det.

– Så hiver jeg huen af, viser mit skaldede hoved og siger, at det er fordi, jeg ikke har spist nok grøntsager, siger hun og smiler.
Hun har ellers flere parykker liggende, men de kradser og er ikke rare at have på. I stedet har hun vænnet sig til, at folk kigger undersøgende på hende, og hun insisterer for eksempel også på stadig at gå i svømmehallen, selvom hun mødes af mange nysgerrige blikke i omklædningsrummet.

Sit eget spejlbillede har hun derimod ikke vænnet sig til.

– Hele mit liv har jeg overlevet på at være en pæn pige, fordi jeg altid har haft lavt selvværd.

Da mit hår så forsvandt, var det ikke til at holde ud. Når jeg ser mig i spejlet, ser jeg et monster. Jeg føler slet ikke, at jeg har noget at tilbyde. Folk siger til mig, at jeg er heldig, fordi jeg kan bære at være skaldet, men det kan jeg slet, slet ikke se, siger Henriette Riedl.

Frygten for at blive forladt

Førhen kunne Henriette Riedl få et selvtillidsboost, når hun tog ud – hun var tilfreds med sit udseende og fik ofte komplimenter i byen. I dag føler hun ikke, at hun er værd at komplimentere. Hun kan også til tider bekymre sig om, hvorvidt hendes mand stadig finder hende tiltrækkende og dejlig.

– Jeg er ikke flov over mig selv, og selvom min mand ikke kun har valgt mig, fordi jeg så ud, som jeg gjorde, så har det jo alligevel haft en betydning dengang. Og selvom han aldrig nogensinde har givet udtryk for, at det betyder noget, at jeg har tabt håret, så har jeg ind imellem tanker om, hvad jeg skulle gøre, hvis han gik fra mig. Der er jo ikke andre, der vil kigge efter én som mig. Heldigvis er min mand sød og plejer at sige, at jeg bare er som en plante, der har fået frost og har smidt bladene, smiler hun.

På trods af at hårtabet fylder meget inden i Henriette Riedl selv, har hun ikke lyst til, at det skal fylde alt i hendes relationer til andre mennesker. Hun vil bare gerne ses som den mor, hustru og veninde, hun også er. Hun har af samme grund heller aldrig været medlem af foreninger eller grupper for mennesker med alopecia.

– For det første bliver jeg i rigtig dårligt humør af at se så mange andre med skaldet hårbund. Og så har jeg heller ikke lyst til at blive identificeret med en gruppe, der ser sig selv som ”os, der er syge”. Jeg er jo så meget andet end mit manglende hår, siger hun.

Det er mere end tre år siden, Henriette Riedl sidst havde hår på hovedet. Hun har prøvet alverdens behandlinger og betalt i store summer til alternative behandlere, der har vist sig ikke at kunne gøre en forskel. Men hun nægter stadig at opgive drømmen om igen at kunne lade en børste glide igennem sit eget lange hår.

– Hvis jeg nu vidste, at håret aldrig kunne komme igen, ville det måske være nemmere at acceptere det. Men fordi man ved, at folk med alopecia kan få deres hår igen – nogle efter mange år – så giver det jo håb. For mange lyder det måske mærkeligt – men jeg drømmer om at få lov at opleve at blive gråhåret, siger Henriette Riedl.

Hårpragten er særlig vigtig for kvinder. De bruger den til at definere sig selv og signalere, hvilken type kvinde de er, siger sociolog Emilia van Hauen.
Når kvinder friserer sig, fremtryller flotte frisurer og bruger mange penge på produkter og tid i frisørstolen, handler det blandt andet om noget så elementært som biologi og overlevelsesinstinkt, fortæller Emilia van Hauen.

– Kvinder er det fysisk svage køn, hvilket betyder, at vi rent genetisk er kodet til altid at søge at få den bedst mulige beskyttelse gennem den mand, vi finder. Mænd tiltrækkes instinktivt af skønhed, fordi det er lig med sundhed i naturen, og når kvinder derfor gør meget ud af sig selv – også deres hår – gør de det blandt andet ud fra forestillingen om, at det giver dem de bedste overlevelsesmuligheder. Også selvom det kan virke overflødigt i 2017, forklarer hun.

Derfor er det også rigtig svært for især kvinder at miste deres hår. Fordi det grundlæggende betyder, at de mister et redskab til overlevelse og med det manglende hår tillige signalerer, at de er svage og skrøbelige.
Hårpragten kan også betragtes som et mere direkte kommunikationsmiddel, påpeger Emilia van Hauen.

– Hvis du laver en hanekam, signalerer du f.eks. oprør – sætter du dit hår op i en stram, høj hestehale, signalerer du f.eks. kontrol. Håret siger rigtig meget om, hvem du er som type. Så når kvinder mister deres hår, er det blandt andet også svært, fordi de frarøves en mulighed for at lave noget social kommunikation om dem selv, siger Emilie van Hauen, der heller ikke mener, at man skal glemme, at hår også har en forførende kraft.

– Har du det lange hår sat op, er det tegn på, at du tæmmer dig selv. Men det øjeblik, du løsner det, gør du dig fri, og det kan ses som en optakt til sex, som jo også handler om at give efter og slippe kontrollen, siger Emilia van Hauen.

Det kan gå hårdt ud over identitetsfølelsen hos både kvinder og mænd, der mister deres hårpragt, fortæller psykolog Neela Maria Sris.

Det er forståeligt, at de fleste mennesker ønsker at få det bedste ud af det udseende, de er blevet givet fra naturens side. Men forholdet til ens eget ydre bør være balanceret. Det mener privatpraktiserende psykolog Neela Maria Sris. Ellers kan et hårtab opleves som særdeles belastende.

– De, som får det værst med et hårtab, er mennesker, som identificerer sig meget med deres hår. Der er således forskel på at tænke: ”Ingen vil nogensinde finde mig attraktiv nu, da jeg har mistet mit hår, og mine venner er flove over, at blive set med mig,” sammenlignet med: ”Jeg er præcis den samme person som før, også selvom jeg har mistet mit hår. Jeg er en lige så god ven, far/mor, bror/søster, partner og kollega som altid. Mit hår siger ikke noget om, hvem jeg er”, siger Neela Maria Sris.
Hos både mænd og kvinder risikerer hårtab at gå hårdt ud over identitetsfølelsen. Dog på forskellig vis.

– For mænd er hårtab noget, som hører alderdommen til. Det bærer en symbolværdi. Nu træder man ind i en anden epoke af ens liv; nemlig alderdommen, hvor man har opnået mange af de mål, man havde sat sig for i livet, blandt andet at finde en partner. Det betyder, at det kan være enormt svært for mænd at miste deres hår i en ung alder. De kan føle, at det vil begrænse dem i at opnå deres mål i livet, og mange vil opleve at føle sig mindre værd, hvilket spiller ind på identitetsfølelsen, siger Neela Maria Sris.
For kvinder handler det om, at håret er forbundet med selve kvindeligheden.

– Ligesom bryster og æggestokke kan være afgørende for følelsen af at være kvinde, kan håret være det. Derfor vil kvinder, der mister deres hår, typisk føle sig mindre kvindelige, hvilket uden tvivl har indflydelse på oplevelsen af identitet, siger hun.
Neela Maria Sris opfordrer til, at man arbejder på at få et positivt selvbillede, hvis man oplever at miste sit hår og har det svært med det.

– Man kan øve sig i at have konstruktive tanker om sig selv og f.eks. udfordre ens negative tanker ved at lave adfærdseksperimenter. Hvis man tror, at ingen mennesker vil finde en skaldet person attraktiv, kan man jo spørge andre folk, om det også er deres opfattelse, siger Neela Maria Sris.