Jeg er skuffet over forløbet

En af mine patienter gennem mange år er død for en uges tid siden. Hun er blevet tiltagende syg de senere år og har de sidste to år boet på plejehjem. Det har været et svært forløb både for hende og hendes mand. Det sidste års tid er hendes funktionsniveau blevet tiltagende dårligt grundet sygdom med både kræft og Parkinsons sygdom.

Nu har den efterladte mand en tid hos mig til samtale om forløbet. Han sætter sig yderligt på stolen, med knyttede hænder, og jeg spørger, hvordan han har oplevet forløbet, og hvordan han har det. Han starter med at sige, at han er skuffet over forløbet. Jeg er helt uforberedt. Jeg har haft indtryk af, at det har været et godt forløb, og at vi har været enige om, hvordan vi bedst kunne varetage hans kones behov i den sidste tid.

Jeg spørger ham om, hvad han er utilfreds med, og han fortæller, at hans kone døde i weekenden, og at de ikke var forberedt på en ordentlig måde.

Det gik meget stærkt. Hun blev både bange og havde smerter, og jeg havde ikke forberedt den rigtige medicin. Det betød, at de måtte kontakte lægevagten, og der gik derfor længere tid før, hun fik den nødvendige medicin.

Jeg havde talt med plejehjemmet fredag og aftalt et sygebesøg ugen efter for netop at planlægge, hvordan vi bedst kunne sikre en tryg og ordentlig behandling den sidste tid.

Jeg troede ikke, hun var så dårlig, det var mit indtryk, at vi havde bedre tid. Jeg mærker, hvordan jeg bliver ramt af magtesløshed overfor livets skrøbelighed og uforudsigelighed. Jeg kan ikke gøre det om. Jeg kan ikke gøre noget for at ændre på den oplevelse, de er efterladt med.

Jeg fortæller hendes mand, at jeg er meget ked af den oplevelse, han og den nærmeste familie har haft. Jeg fortæller, at jeg ville ønske, at jeg kunne gøre det om, og at jeg godt kan forstå, at han er skuffet over forløbet.

Jeg er ærlig og fortæller om, hvilke tanker og overvejelser, jeg har haft. Ikke som en undskyldning, men som en forklaring på forløbet. Jeg har vurderet, at hun ikke var så tæt på at dø, og det er jeg ked af.

I Danmark har vi fri og lige adgang til lægehjælp hele døgnet og hele året. Det er et både effektivt og trygt system, der sikrer, at vi som borgere altid har adgang til lægehjælp også uden for egen læges åbningstid.

Når det er sagt, er det også vigtigt at understrege, at det gør en stor forskel, at vi kender hinanden i visse situationer. Når det handler om halsbetændelse eller andre akutte problemstillinger, beskriver de fleste, at det vigtigste er, at der er adgang til hurtig hjælp og mindre vigtigt, hvilken læge, der hjælper.

Når det derimod handler om problemstillinger, med høj grad af følelsesmæssig involvering, er det helt afgørende, at vi kender hinanden. At man som patient har tillid til lægen, og at jeg som læge kender patientens ønsker og behov.

Vi afslutter konsultationen i en fælles forståelse af, at vi begge ville ønske, at det havde været anderledes.

Jeg siger til ham, at jeg er glad for, at han har været ærlig og fortalt mig, hvordan han har det, og at vi har fået talt om det. Han siger, at han har det på samme måde, og at han stadig gerne vil have, at jeg er hans læge. Det glæder mig, at vores relation ikke er afhængig af det forløb, han har oplevet, men at vi kan have en ærlig og tillidsfuld relation, også når det er svært.