Hvis man to gange har fået målt langtidsblodsukker på 48 eller derover, har man pr. definition type 2-diabetes. Selv om man efterfølgende ændrer livsstil og formår at sænke blodsukkeret til under dette niveau, har man fortsat diagnosen. Grunden til, at man fastholder diagnosen, er, at man gerne vil fastholde opmærksomheden på den sårbarhed, der er forbundet med at have diagnosen.
Type 2-diabetes, der ikke er velreguleret, er forbundet med risiko for senfølger i form af blodkarsygdom. Der er risiko for småkarsygdom, der kan give synsproblemer, nyrepåvirkning og føleforstyrrelser i fødderne, og storkarsygdom, der kan give blodprop i hjertet. For at sikre et godt liv med diabetes, er det derfor vigtigt, at man både som patient og behandler har opmærksomhed på at sikre, at sygdommen er velreguleret.
Som patient er det vigtigste, man kan gøre, at stoppe med at ryge, hvis man ryger. Derudover er sund kost og fysisk aktivitet det vigtigste, man kan gøre for at undgå senfølger. Som behandler har man ansvaret for at sikre, at de værdier, der er vigtige for at undgå senfølger, er som de skal være. Det vigtigste, der holdes øje med, er kolesterol, blodtryk, blodsukker og nyrefunktion, som typisk bliver kontrolleret i forbindelse med årskontrol i lægehuset.
Når jeg fastholder Torben i, at han har type 2-diabetes, er det samtidig vigtigt at rose ham for alt det, han selv gør.
Han gør det meget nemmere for mig, at sikre, at hans værdier er, som de skal være, med mindst mulig medicin, når han har en sund livsstil. Fysisk aktivitet sænker blodtrykket, og blodsukkeret, og så betyder det, at man får mere af det sunde kolesterol og mindre af det usunde kolesterol i blodet. Sund kost giver også mindre af det usunde kolesterol og sænker blodsukkeret.
Nu kender jeg heldigvis Torben. Jeg ved godt, hvad han prøver at fortælle mig, når han siger, han ikke har type 2-diabetes mere. Han prøver at fortælle, hvor meget han selv gør, for at sygdommen er under kontrol, og han vil også gerne have lidt ros for indsatsen. Det er et stort arbejde, som han bestemt fortjener stor ros for. Det han selv gør, har uden tvivl større betydning for hans sundhed end det, jeg kan gøre med medicin. Det bedste udgangspunkt for, at han kan leve et langt og godt liv med sin sygdom, er et godt samarbejde, hvor han har fokus på sund livsstil og tager den ordinerede medicin, og at jeg som hans behandler sikrer, at han er i mål med de værdier, der er vigtige for at undgå senfølger.
Nu er livet jo mere end diabetes: Torben er ved at være træt af at tale om diabetes og prøver igen at flytte samtalen væk fra sygdommen, og denne gang følger jeg med. Han har fat i noget. Jeg siger til ham, at jeg er enig med ham. Jeg prøver alligevel at få os tilbage på sporet ved at sige, at en velreguleret sygdom netop gør, at han kan bruge mindre opmærksomhed på sygdommen og mere på at leve det liv, der giver mening for ham.
Så er vi da enige om målet, siger han og smiler, mens han rejser sig for at gå, og jeg nikker.