Jeg har trukket drømmene tættere på mig

Til trods for en kronisk kræftsygdom så klør skuespiller Esben Dalgaard alligevel på med livet og vælger på selv de mørkeste dage at kigge efter lyset. Og det lykkes som regel for ham at finde sprækken, fordi det for ham er en viljesag.

Vi har aftalt at mødes udenfor i en hyggelig gårdhave på Amager – Esben Dalgaards hood – hvis det ikke regner. Jeg kommer lidt før aftalt tid og sætter mig derude i lunt tørvejr og venter. Så kommer de første dryp, og de næste, som hurtigt formerer sig til decideret regnvejr, og jeg må rykke i ly for det lunefulde forårsvejr – indenfor i et roligt og ugeneret hjørne i cafeen med indbydende og stemningsskabende retromøbler og brætspil.

Så går døren op, og ind træder Esben Dalgaard, han siger hej og ærgrer sig lidt over, at forårsvejret spænder ben for at kunne sidde udenfor med frisk luft omkring sig, som han foretrækker. Vi sætter os til rette ved et bord og er enige om, at vi alligevel sidder ret godt lige der med velduftende kaffe indenfor rækkevidde.

Esben Dalgaard ser ved første øjekast veloplagt og frisk ud. Så hvordan er livet for Esben Dalgaard lige nu?
Han tænker ret længe over spørgsmålet, mens hans blik glider ud gennem vinduet til den regnvåde Amager­brogade. Så kommer svaret:

– Sagen er, at jeg faktisk ikke er det bedste sted mentalt lige nu. Og grunden til, at jeg tøver med svaret er, at jeg lige skal vende med mig selv, hvordan jeg giver det mest ærlige svar til dig og Helses læsere. Jeg må veje mine ord grundigt og med mig selv være sikker på, at jeg ikke giver et forvrænget og overfladisk svar, siger Esben Dalgaard og løfter sløret for, hvad det er, der lige nu nager ham mentalt. Det er ikke kræften, selvom han – som han siger, godt indimellem her op til tre-års dagen for sin kræftdiagnose kan føle sig lidt flad. Men kræftsygdommen er i ro, og Esbens krop tager stadig godt imod immunterapien. Så nej, det er noget andet, der trænger sig på.

– Det er om jeg har været for meget på i offentligheden, når det handler om min kræftsygdom. Og nu sidder jeg jo så igen her for at medvirke i en artikel. Om den i de sidste tre år er kommet til at fylde for meget i forhold til, hvem jeg også er. Hos mig selv fylder det jo stadig meget, at jeg er skuespiller og virkelig ønsker at blive betragtet som sådan én. Jeg længes efter mit fag, konstaterer Esben Dalgaard, der oplever, at der for tiden er mere end langt mellem de roller, han får tilbudt som skuespiller. I modsætning til de tilbud han får, hvor hans kræftsygdom er løftestangen. For dem er der rigtig mange af.

Hvad mon er årsagen til de manglende tilbud som skuespiller? Tror du, at din åbenhed om din kræftsygdom skygger?

Esben Dalgaard tænker sig igen godt om, inden han svarer.

– Jeg hælder mest til, at det ikke er årsagen, for mange andre skuespiller oplever også lige nu, at der kan være langt mellem rollerne. Men jeg ved det ikke. Så derfor kan jeg lige så godt vælge den positive indgang, frem for den negative. At min åbenhed om min kræftsygdom ikke spiller nogen rolle i den sammenhæng.

Den positive vej

Den positive tilgang er et vigtigt spor i ­Esben Dalgaards måde at takle de livs­omvæltende vilkår, han blev konfronteret med for knap tre år siden, da hans modermærkekræft var vendt tilbage, i stadie 4, og han skulle kapere lægernes dom, der lød på højst et år mere her i livet.

– Det var selvfølgelig et hårdt slag. Men jeg besluttede mig ret hurtigt for, at jeg ikke ville lade mig lamme af de ord. For sandheden er jo, at ingen af os ved, hvor længe, vi er her. Så igen var det den positive vinkel, der vandt hos mig. Jeg vælger simpelthen ikke at tage stilling til det uvisse. For mig er det et ærligt valg, som hjælper mig til at være til stede i livet. At leve livet ærligt og træde ind i det samtidig med at være helt klar over, at døden findes.

Esben fortæller, at han er ret sikker på, at han nok kan bære mere end de fleste – og netop derfor falder det naturligt for ham at række ud til andre, der har det svært. At være i et forpligtende fællesskab har han kendt og været fortrolig med ­siden barndommen, fordi han voksede
op i en superhumanistisk familie.

Esbens forældre arbejdede nemlig ­begge to for Dansk Flygtningehjælp, og da Esben var teenager, flyttede familien til det tidligere Jugoslavien fra hjemmet i Vejle, fordi Esbens far blandt andet skulle være med til at etablere opsamlingssteder for flygtninge. Esben og hans bror hjalp blandt andet med at dele mad ud i de krigshærgede områder.

– At jeg selv nu har oplevet, hvor hårde livsbetingelser, vi mennesker kan blive ramt af, har ikke gjort min trang til fællesskab og til at række ud til andre mindre.

Den mørke og lyse tilgang

Esben Dalgaard lægger ikke skjul på, at kræften også har haft en voldsom indvirkning på hans familieliv med hustruen Charlotte og to børn. Ikke mindst fordi han og Charlotte har to helt forskellige tilgange til at kunne være i de sorgfyldte livsvilkår.

– Charlotte har en mørkere tilgang og kan derfor godt blive provokeret af min mere lyse og positive måde. Her er det virkelig vigtigt at kunne tale sammen og lytte til hinanden og kunne rumme ­frustrationerne sammen. Jeg skal selv kæmpe mod at prøve at presse min måde at være i situationen ned over ­hovedet på Charlotte – det kan jeg godt have en tendens til og kan godt finde på at kalde hende en spade, når hun ikke gør som jeg, forklarer Esben med et lunt glimt i øjet.

Humor som forløser

Han fortæller, at humoren er en kær gæst i privatboligen på Amager.

– Det er så vigtigt stadig at kunne ­grine og lave sjov med hinanden. Det kan vores børn efterhånden også finde ud af. De kan selv komme med cancer-jokes og for eksempel sige til mig, hvis jeg ikke gider at tage ud af bordet eller vaske op: ”Nå ja, du har jo kræft, så selvfølgelig har du ret til at blive siddende og være doven,” fortæller Esben og tilføjer, at det at skulle leve med kronisk kræft – han bryder sig ikke om betegnelsen uhelbredelig kræft -, har gjort væggene tyndere ind til følelserne. Det ­kommer også til udtryk som vært i DR-podcasten, Inden vi dør, hvor Esben taler med andre alvorligt syge. Indimellem dør en af de medvirkende kort tid efter, de har været i studiet sammen.

– Når det sker, så går jeg helt ned ­følelsesmæssigt. Selvom vi kun har kendt hinanden i kort tid, så føles det ­altid, som var det en nær ven, jeg har haft hele livet og nu har mistet. Vi kommer sindssygt tæt på hinanden.

Havregryn og leverpostej

Men Esben kommer så op igen på livets hest – til en hverdag, som den kroniske kræft har gjort, at han sætter ekstra ­meget pris på.

– Jeg har virkelig fået det som Dan Turèll, der mest af alt holdt af hverdagen. Jeg elsker det ganske enkle hverdagsliv med havregryn og leverpostejmadder. ­Livet behøver på ingen måde at være
højt belagt.

– Jeg finder i det hele taget en glæde og ro i at kunne begrænse mine behov – at finde glæden i det mindste, som i ­virkeligheden er det største. Magien kan være lige så stor – eller større – i en baguette og en flaske rødvin i en picnic­kurv henne om hjørnet end på et slot i Frankrig, siger Esben og understreger:

– Kræften har gjort, at jeg har lært at trække drømmere tættere på mig. At finde glæden og livskraften i det nære. Det, der ligger lige for snuden af os.

Esben har også fundet en ny glæde i at gøre tingene én ad gangen. For det skaber også nærvær og ro, siger han. Derfor har han lært sin yngste datter, at det er meget bedre at lægge det tøj, hun skal have på i skole, frem aftenen før.
Så er der ro og god tid til først at børste tænder, få tøj på og spise morgenmad – et skridt ad gangen og ikke det hele i én pærevælling er et godt værktøj til at kunne være i nuet, har Esben erfaret.

Hadegaven

Det der med at kunne være i nuet er ikke en kliché for Esben. For kræften har faktisk været en driver til at få ham til at gribe nuet og til at kunne finsortere og begrænse sine behov. At snævre ind for at kunne spille frit. At kunne nyde i det mindre.

– På den måde kan jeg sige, at kræften var en hadegave, jeg ikke havde bedt om, men som viste sig ikke at være helt så forfærdelig endda, siger Esben og tilføjer.

Jeg har det med min kroniske kræft som dengang, jeg som barn fik en mundharmonika af min bedstefar. I ­begyndelsen lød det forfærdeligt, når jeg spillede på den. Men efterhånden kom det til at lyde meget bedre. Mere rent, harmonisk og melodiøst.

Kort om Esben Dalgaard:

• Født i 1976 
• Uddannet skuespiller, Odense Teater, 2008
• Har haft talrige roller på diverse teatre, film og tv-produktioner, f.eks, Netflix-serien, Kastanje­manden. 
• Vært for DR-podcasten, Inden vi dør.
• Modtager af Kræftens Bekæmpelses Hæderspris
• Ambassadør for Red Barnet
• Gift med Charlotte ­Dalgaard Larsen
• Sammen har parret ­udgivet bogen, Mærket, som handler om som familie at skulle leve i kræftens skygge
• Parret bor med deres to børn på Amager.
• Fik i 2012 konstateret modermærkekræft.
• Blev meldt kræftfri i 2017, men i 2021 vendte kræften tilbage og havde denne gang spredt sig. Esben Dalgaard har siden fået ­immunterapi, som har holdt kræften nede.