Lars Pedersen, bedre kendt som Chief 1, er en dansk sanger, sangskriver, musikproducer, DJ, rapper, manager og artist.
Hans far, Jan Pedersen, var trommeslager i det populære 60’er rock and roll band The Cliffters.
Født: 21. februar 1970
Var i 1986 med til at danne den navnkundige rapgruppe, Rockers By Choise.
Pladeselskab: Chiefment
Lige nu aktuel med sit nye album Tro og Bjerge.
Bor i København.
Efteråret viser sig fra sin mest mørke, kolde og regnfulde side. Det er først på aftenen, kalenderen siger midt november, og Chief 1 med det borgerlige navn Lars Pedersen skal lige om lidt i gang med at afslutte sin efterårsturné på spillestedet Re- alen på Fanø. Indenfor er stemningen høj og fuld af forventning til koncerten, hvor Chief 1 blandt andet vil præsentere sit nye album, Tro og Bjerge, for en propfuld sal.
Læs også: Vi har alle brug for bøvl i hverdagen
Med energi og varme indtager han scenen med sit nye band og opfordrer til, at de næste par timer bliver dedikeret til livet og glæden.
– For lige nu er der så mange formodninger, der bremser glæden og livskraften – formodninger, som er bundet op på frygt og begrænsninger. Dem vil jeg altså gerne opfordre til, at vi får smidt på porten, siger Chief 1.
– Vi må aldrig glemme, at vi godt må være glade. Selvom verden udenfor står i brand, siger han med henvisning til de krige, der raser i Ukraine og i Gazastriben.
Og så går koncerten i gang, og chefens opfordring til at hylde glæden får hurtigt flyvehøjde, mens han med sit nye band, som han tydeligt er meget stolt af, sender liflig og inciterende musik og sang ud i et stærkt modtageligt rum.
”Du skal gøre det, der gør dig glad – det, der får dig til at smile igen – uanset, hvor livet tager dig hen – kom igen – flyv, flyv, igen – præcis!”
”Lev for i dag og dø smukt i morgen – alt er nu”
”Alle leder efter en regnbue og en krukke af guld.”
Hænder klapper, munde og fødder bevæger sig, og temperaturen og stemningen bliver mere og mere varm og sommerlig. Chief 1 har mærkbart publikum i sine hænder.
Et par dage efter koncerten møder jeg igen Chief 1 til en samtale om lys og mørke. Livets ups and downs og troen på, at det hele nok skal gå.
Og Chief 1 ved, hvad han taler om. For den glæde og den livskraft, der nu stråler ud fra ham, var slukket og opslugt af mørke, da han for nogle år siden blev ramt af dyb depression.
– Det var som om mit indre farvefjernsyn langsomt men sikkert blev overtaget af mørke og grå toner, forklarer Chief 1, der tidligere også har været ramt af en nyresygdom, som i 90erne var tæt på at give ham en medicinsk dødsdom. Men en mistanke om en tumor mundede ud i en godartet diagnose, som han kæmpede sig ud af, ved at gøre noget ved sin livsstil efter at have været omkring flere alternative behandlere. Det skete efter en tiltrængt pause fra det etablerede sundhedsvæsen, fortæller han.
”For din tid kommer tilbage – ingen skal fortælle dig, hvad du er værd,” synger Chief 1 på Realen på Fanø.
Nu sidder han overfor mig og funderer over den livsindsigt, han fik efter depressionen slippede sit tag i ham.
Nu har jeg sat alting på spil – også selvom det kan føles som 400 ørkenvandringer og som om 10 sumobrydere har været i gang med mig
– Der er faktisk en gave i enhver livskrise – hvis vi vil. Det er jeg overbevist om. Jeg ville ikke kunne skrive de sange, jeg kan i dag, hvis jeg ikke havde været i det mørke og dybe hul, siger han bevæget.
Selv tror han, at en årsag til, at han endte i dyb depression nok har været, at han glemte at lytte til sig selv,
– Jeg stod ikke ved mig selv – min brønd var tømt, siger han stille.
Chief 1 rakte ud efter gaven, da der viste sig en lille sprække af lys i depressionens mørke.
– Pludselig gik det op for mig, at jeg skulle til at skrive sange og musik for mig selv og folde det helt ud. Og så gik jeg i gang.
”Verden er i farver – Du må ik’ gi’ op,” lyder det i den sang, der blev trædestenen til den scenekarriere, som Chief 1 har gang i nu. Det er seks år siden, og han håber så meget på, at den nye tid for ham vil vare i mange år endnu.
For selv om han har været i den danske musikbranche i flere årtier, så er han altså først lige begyndt. Og nu handler det om at få kroppen til at samarbejde, For som 53-årig kan det godt være hårdt, siger han.
– Nu har jeg sat alting på spil – også selvom det kan føles som 400 ørkenvandringer, og som om 10 sumobrydere har været i gang med mig.
Men det giver mig stor mening i livet at være herre i mit eget tempel. Musikken, sangen og formidlingen er i mit DNA. Og det skal jeg holde fast i, siger han og tilføjer:
– Jeg skulle dø lidt for at finde min vej. Jeg tror på, at der er en årsag til, at tingene sker. For at vi skal få selvindsigt, siger Chief 1, der har valgt at gå med glæden.
– Egentlig lyder det som en overfladisk jubelidiot. Men det der med glæden kommer altså fra et dybt sted, hvor angsten stadig bor og erkendelsen af, at der skal kæmpes for de gode dage, hvor jeg har det godt.
– Men vi må aldrig blive bitre på vores eget liv, og her vil jeg gerne italesætte håbet – det må vi altså ikke glemme. – Vi skal nyde rejsen og trodse angsten – vi skal sammen sætte gang i en empatibevægelse. Det handler om at kunne finde en varm hånd i det tragiske. Og det skal nok gå.
”Du står der på 10. sal – Fortvivlet, forsvundet men aldrig fortabt,” synger han på Fanø.
Men vi må aldrig blive bitre på vores eget liv, og her vil jeg gerne italesætte håbet – det må vi altså ikke glemme.
En sundere livsstil og motion er nogle af redskaberne til at passe bedre på sig selv, forklarer Chief 1, mens han peger på en grøntsagsjuice ved siden af ham. En nyopdaget diabetes 2 har også været med til at få ham på sundhedsvognen.
– Da jeg fik diagnosen, kastede jeg mig over en masse fagbøger og læste, at jeg kunne spise mig fra min diabetes – og det har jeg faktisk gjort her seks uger uden sukker og kulhydrater. Mit tidligere høje blodsukker er nu normalt, siger han med glæde og forhåbning i stemmen.
Chief 1 har også fundet glæde ved at dyrke motion, noget som han tidligere ikke rigtig troede var muligt. Han er rigtig glad for reformer-træning. Og hans kæreste skal nok sørge for, at han kommer afsted. Hun er nemlig reformer træner og ejer ni Energii-centre i Københavns området, fortæller han.
– Første gang var der dæmoner i mit hoved, som sagde, at det vil jeg ikke. Men min fitness dronning, Gitte, overtalte mig, og da jeg var færdig, kunne jeg mærke en forskel. Der var endorfiner i kroppen – og jeg havde det bare skønt.
Chief 1 er klar over, at han skal passe godt på krop og sjæl, så hans livsplan kan folde sig helt ud – selvom intet er sikkert her i livet, pointerer han.
Der er jo så meget, han så gerne vil nå. På scenen og ikke mindst med sin 12-årige søn. De kommende måneder ser kalenderen ikke helt så hårdtpumpet ud mere. Men i løbet af det nye år tegner der sig flere genbookinger, og han får igen travlt.
– Angsten for manglende genbookinger er der. Men det er godt for mig at tage den med ro indimellem. Så jeg tror, at Vorherre har en hjælpende finger med i spillet om min kalender, siger han. Og ja, der er så meget han så gerne vil sammen med familien – og sin søn.
– Jeg er i fuld gang med at skrive en ny sang til ham om alt det eventyrlige, vi skal nå sammen, siger Chief 1, inden han går tilbage til sit studie og fortsætter med sangen.