Jeg trives bedst i kaos

Som skuespiller og kunstner har Johanne Louise Schmidt altid ladet sin mave tage beslutningerne. Mens privatlivet har været lidt mere styret af tanker og kontrol. Nu har rollen som mor og et spring som selvstændig skabt en bedre balance

Undskyld, der roder, er noget af det første, der flyver ud af Johannes mund, da hun åbner døren. Hun, kæresten Thomas og datteren Allie på seks år er flyttet fra lejlighed i rækkehus, og det nye treetagers hjem kræver en kærlig hånd. Thomas er godt i gang med værktøjskassen, og man kan høre, han har startet boremaskinen ovenpå. Lige nu må tingene være, som de er. Opvaskemaskinen er beklædt med en kreativ træplade og træhåndtag. Og Allie har fået lov at pryde køkkenskabene med farverig kunst, inden det bliver deres tur til en udskiftning.

Læs også: Krisen blev mit springbræt til et liv i balance

Johanne sætter sig i sofaen med benene i skrædderstilling, og de lilla hjemmesko står i stærk kontrast til det grønne møbel.

Rækkehuset er ikke den eneste omvæltning i familiens liv. Johanne har netop taget et stort spring. Et spring, de fleste ville ryste over at tage. Hun har sagt jobbet op på Det Kgl. Teater og er gået selvstændig.

– Det kræver mod, for jeg ved ikke, hvad der ligger på den anden side. Jeg tror på at leve mit liv efter min mavefornemmelse og intuition, og min erfaring er, at det altid viser sig at være det rigtige, fortæller Johanne.

Tid til Johanne

Det store spring som selvstændig er slutresultatet af en længere proces. Det startede med en hofteskade, som tvang hende til at trække i håndbremsen. Hun blev nødt til at drosle ned for de fysisk hårde teaterforestillinger for at passe på sin krop. Pludselig gik det op for hende, at det ikke kun var kroppen, hun skulle passe på.

– Mens jeg indspillede en af Afdeling Q-filmene, fik jeg pludselig en følelse af at være fyldt op. De mindste krav fra arbejdspladsen eller derhjemme føltes intimiderende, for jeg kunne ikke give mere. Man har kun én tank, siger hun og tager sig til maven.

Johanne satte sig alene ud i familiens sommerhus. Her begyndte hun at skrive sine ønsker og drømme ned og stillede sig selv spørgsmålet: ”Hvad skal der til for at have det liv, du gerne vil?”

– Jeg skrev: ”Tid til at passe på dig selv.” For det gik op for mig, at jeg ikke kan være en god skuespiller, en god kæreste eller en god mor, hvis ikke jeg sætter mig selv først, fortæller Johanne.

Iltmasken skulle først på hende selv

I rollen som mor har Johanne også lært at skulle lytte til sig selv. Både fødsel og amning tog så hårdt på hendes krop, at hun til sidst tog beslutningen om at stoppe med at amme Allie, da hun var fire måneder gammel. En beslutning, der deler vandene.

– I virkeligheden handlede det slet ikke om amning. Jeg skulle tage iltmasken på selv først, før jeg kunne være der 100 procent for min datter, fortæller Johanne.

Spørger man hende om, hvad rollen som mor har betydet for hendes liv, kommer svaret uden tøven.

– Allie har været altafgørende for at lære at hvile i mig selv som menneske. Man har pludselig ansvaret for at holde et andet væsen i live, opdrage og styrke hende. Der er mange forventninger udefra, og jeg følte hele tiden, at jeg skulle gøre mit ypperste. Selvom Allie altid kommer først, har jeg lært, at jeg også skal give tid og plads til mig selv, hvis jeg skal give hende min tilstedeværelse og mit nærvær, siger hun.

Johanne har også opdaget nye sider i sig selv som mor.

– Mit sanseapparat og nervesystem er blevet forstærket på en måde, jeg slet ikke kan beskrive. Jeg har fundet ind til en helt særlig sårbarhed.

Rammer eller mavefornemmelse?

Det røde hår får ikke lov at være tøjlet på hovedet ret længe. Efter få minutter, bliver det sluppet fri, og den sorte hårelastik placerer hun på armen, så hun en gang i mellem kan pille ved den, mens hun reflekterer. Der er noget smukt vildskab over Johannes hår. Den samme vildskab, som kommer frem gennem hendes stemme og udtryksfulde bevægelser, når hun taler. Det er som om, man bliver trukket ind på scenen i et teaterstykke. Men hvor berettermodellen er dekonstrueret, og fortællingen konstant skifter mellem de helt umiddelbare følelser og beskuerens tanker. Johanne stopper flere gange op og beskuer sit eget liv og den nye tilværelse, hun nu står i.

– Mit nye liv som selvstændig har både vækket en angst og kreativitet i mig.

Kigger man rundt i stueetagen, kan man se, at den kreative åre ikke kun udmønter sig i skuespil. I et hjørne står to guitarer, som hun og Thomas spiller på. Johanne er i gang med et musikprojekt sammen med kollegaen Anders Hove, hvor hun synger og spiller klaver.

– Jeg ved ikke, præcis hvad det ender med. Det liv skal først til at forme sig, siger Johanne.

Selvom der ikke er én morgen, hvor hun vågner og tænker: ”Hvad skal jeg lave i dag”, så har hun tanker om at anskaffe et stort whiteboard til at strukturere opgaver, idéer og planer.

– Mit skisma er, at jeg har brug for faste rammer, men også trives i nu at have friheden til at kunne gå med min mavefornemmelse. Så nu er jeg ved at finde ud af, hvordan jeg skaber de rammer selv, siger Johanne og tilføjer:

– Men jeg kan mærke, at tanken om, at jeg ikke skal være væk fra Allie og Thomas så mange aftener mere, føles rigtig god. At jeg ikke altid skal sige ja, men kan prioritere mit privatliv. Det betyder alt.

Skru op for ét blus og ned for ét andet

Johannes far er fra en landmandsfamilie, og hun selv voksede op i sin fars boghandel i 70’erne og 80’erne. Der var altid noget at gøre, og det er måske det drive, hun selv lever efter i dag.

– Jeg er produktiv og driftig. Det er både min gave og min fjende, siger hun.

Når man taler med Johanne, er der ingen tvivl om, hvilke tre ting der betyder mest. Allie. Thomas. Og hendes arbejde som skuespiller.

– Jeg sidder ikke og drømmer om at sidde på en strand på Maldiverne eller have penge nok til ikke at behøve at arbejde, men jeg glæder mig helt vildt til at komme hen på filmoptagelserne i Hirtshals, siger Johanne og slår hænderne sammen; bam, bam, bam.

Filmoptagelserne, hun taler om, er til en ny film med navnet Synkefri, som er instruktør Christian Andersens første film, som forventes at få premiere i 2024. Den handler om en båd i Hirtshals, som skulle være den første fiskekutter, der ikke kunne synke. Alligevel synker båden med besætningen ombord, og man følger de efterladte og deres sorg. Johanne fortæller med stor passion om filmen. En passion, hun har opdaget, skal være til stede, før hun kaster sine ambitioner i et projekt.

– Ambitioner er godt. Dem kommer jeg heller aldrig til at slippe. Men det handler om at finde essensen af, hvorfor du gør det, du gør. Du kan ikke klare det hele på én gang.

Jeg har nu lært at skrue ned for blusset nogle steder for at kunne skrue op de steder, der er vigtigst for mig og mit liv, siger Johanne.

Fra kontrol til kaos

Netop essensen er der ingen tvivl om, at Johanne har fundet. Hun har anerkendt, at hun ikke kan leve sit liv som et rystende espeløv. Og hun imødekommer den angst, der følger med freelancelivet.

– Havde det været før, jeg fik Allie, havde jeg aldrig ladet mit hjem rode, når jeg fik besøg. Men jeg har fundet ud af, at du ikke kan forudse og styre livet. I kunsten har jeg altid været intuitiv og totalt i flow, men jeg havde brug for kontrol i mit privat liv, siger hun og tilføjer:

– Jeg lytter til mig selv nu, og det betyder, at jeg kan bevare roen. Jeg trives bedst i kaos, og jeg nyder det.