Der er sket meget på salatfronten, siden Anne Hjernøe udgav sin bestseller, Sunde Salater. Vi spiser mere grønt og skærer ned på kødet, som aldrig før. Salater er i dag noget af det mest sunde, lette og lækre, vi kan spise til frokost og aftensmad.
Salaterne i den nye bog er en eksplosion af smag og farver samt spændende råvarekombinationer. De spænder over alt fra lette sommersalater med frugt og bær over rustikke salater med kål og rodfrugter til mættende salater med planteprotein, fisk eller kød. Prøv selv – her får du tre udvalgte opskrifter.
Til 2 personer
DET SKAL DU BRUGE
• ¾ dl valnøddekerner
• 6 skiver parmaskinke
• lidt koldpresset jomfruolivenolie
• 200 g savojkål
• 3 stængler bladselleri
• 1 klase druer, ca. 250 g
• 100 g blå ost, efter smag
• lidt frisk timian
Æblevinaigrette
• 4 spsk koldpresset jomfruolivenolie
• 2-3 spsk æbleeddike
• 2 tsk ahornsirup eller flydende honning
• flagesalt og friskkværnet peber
SÅDAN GØR DU
Rist valnødderne på en tør, varm pande, til de får endnu mere farve, og lad dem køle af.
Steg parmaskinken sprød på panden i lidt olivenolie, til den er knasende. Læg den på fedtsugende papir.
Skyl kålen og pluk eller skær den helt fint, slyng den tør og fordel den på et fad.
Snit bladsellerien fint. Halvér druerne og fjern kernerne. Fordel bladselleri og druer på salaten.
Pisk olivenolie, eddike, ahornsirup, salt og peber godt sammen og fordel æblevinaigretten over salaten.
Drys med blå ost i små klumper samt de ristede valnøddekerner og den sprøde skinke brækket i mindre stykker.
Drys lidt frisk timian over salaten og servér.