Til 4 personer
Kartoffelpandekager:
1 kilo kartofler
1 løg
150 g kikærtemel
1 tsk. salt
Peber
Olie til stegning
Ærtemos:
200 g ærter, optøede fra frost
1 håndfuld mynteblade
2 spsk. citronsaft
1 fed hvidløg
½ tsk. salt
1 avocado (kan undlades)
Riv kartoflerne groft på et rivejern eller brug en foodprocessor med rivejernsfunktion. Pres vandet ud af kartoflerne. Det er nemmest at bruge hænderne og ligesom vride vandet ud af dem.
Hak løget fint.
Bland kartofler og løg med kikærtemel, salt og peber. Hæld olie på en pande og opvarm den til medium varme. Form kartoffelfarsen til pandekager ved at tage klumper, som du presser sammen og derefter flader ud. Lav pandekagerne i en størrelse, så der kan være 2-3 pandekager på en stor pande. Det giver 5-8 pandekager i alt afhængig af den ønskede størrelse. Steg pandekagerne på hver side, indtil de får en gylden farve.
Lav ærtemosen ved at blende alle ingredienserne i en minihakker eller med en stavblender.
Servér kartoffelpandekagerne med ærtemos og gerne en frisk salat.
Tip: Prøv at erstatte nogle af kartoflerne med rødbede. Det giver nogle flotte røde pandekager.
Fra bogen “Vegansk madglæde” af Mia Sommer