Knoglestyrkende lægemidler påvirker mundhulen

Antallet af patienter med knogleskørhed er markant stigende, ligeledes behandling med lavdosis knoglestyrkende medicin. Patienter med knogleskørhed, udfordrer ikke alene de tandfaglige på de private tandklinikker, men også̊ hospitalernes kæbekirurgiske afdelinger

Mange patienter med knogleskørhed modtager knoglestyrkende behandling i form af bisfosfornat eller denosumab, som led i behandling af knogleskørhed eller som forebyggende behandling, for at minimere risikoen for skeletale komplikationer.

Den medicinske behandling ved knogleskørhed kan medføre en øget risiko for nedbrydning af kæben, også kaldet osteonekrose eller ’død kæbe’. Osteonekrose opstår oftes i forbindelse med en infektion i mund, tryksår fra en protese eller en operation.

Osteonekrose kan medføre komplikationer, såsom tab af tænder, kæbedele og tyggefunktion og dermed tab af livskvalitet

Sygdommen er meget sjælden, og rammer hvert år meget få, men med mulige omfattende komplikationer, hvor patienterne efterlades oralt medtagede, idet rehabilitering er vanskelig. Har man fået osteonekrose skal man i behandling på en kæbekirurgisk afdeling på sygehuset, og langt de fleste opnår et godt behandlingsresultat, hvis det opdages i tide.

Medicinen bliver i kroppen

Man kan være i risiko for at udvikle osteonekrose lang tid efter, den medicinske behandling er afsluttet. Bisfosfornat har en halveringstid på 12 år. Det vil sige den tid, det tager kroppen at halvere koncentrationen af lægemidlet i blodet.

Risikofaktorer for udvikling af osteonekrose er afhængig af præparat, dosis og behandlingsperiode. Ligeledes påvirker lokale og generelle risikofaktorer også udviklingen af osteonekrose.

De lokale risikofaktorer:
• Orale infektionstilstande, f.eks. dårlig mundhygiejne, parodontitis, kirurgiske indgreb, tandekstraktioner, dårligt tilpasset protese med andet.

De generelle risikofaktorer:
• Rygning, diabetes og steroidbehandling.

Der forskes stadig i området, og derfor må det forventes, at fremtidig forskning kan give nærmere indblik i knoglestyrkende medicin og osteonekrose for at kunne forbedre diagnostikken og behandling, så resultaterne kan blive bedst mulige.