Knust eskimo med solbær og chokolade

Af: Adam Aamann

Foto: Columbus Leth

Princippet er selvfølgelig tyvstålet fra Friskos industriklassiker ”Kæmpe Eskimo”, men hold da op, hvor kombinationen holder i al sin enkelhed – solbærsyltetøj, vaniljeis og sprød chokolade. En af de få landvindinger fra 80’ernes gastronomiske ørkenvandring.

4 personer

Det skal du bruge

Chokolade

250 g mørk chokolade – 65-70 %

Solbærsyltetøj

200 g solbær (friske eller frosne)

25 g sukker

Parfait

6 æggeblommer

100 g flormelis

6 dl piskefløde

Korn af 1 stang vanilje

Pynt evt. spiselige blomster, f.eks. violer, stedmoderblomster

Sådan gør du

Chokolade

Smelt chokoladen i en skål over et vandbad.

Når chokoladen er smeltet, smør den i et tyndt lag udover en bageplade beklædt med bagepapir. Stil bagepladen et køligt sted, imens du gør resten klar.

Solbærsyltetøj

Kog solbær op med sukker og lad det koge i 4-5 minutter.

Blend det med en stavblender, lad det køle ned og kom det i en lille sprøjtepose.

Parfait

Pisk æggeblommerne med vanilje korn og flormelis i en skål med el-piskeren i ca. 8-10 minutter, til det er hvidt og meget skummende. Pisk fløden til flødeskum i en anden skål. Vend indholdet fra de to skåle forsigtigt sammen og kom det i en form i fryseren i min. 4 timer.

Servering

Kom lidt solbærsyltetøj på en kold tallerken. Læg parfaiten ovenpå og top med lidt syltetøj. Fordel chokoladen henover og drys til sidst med blomster.

 

Fra bogen “Aamanns Grønne Køkken” af Adam Aamann.