Nogle gange kan det betale sig at kunne nogle ord på græsk. Det gælder især, når du er på ferie i Grækenland, eller når du skal forstå nogle anatomiske eller medicinske udtryk.
Kolla (koλλα) er det græske ord for ”lim”, og det er stammen i ordet ”kollagen”, som denne artikel handler om. Kollagen er en hovedbestanddel i bindevæv, som findes overalt i kroppen. Ud over at vi i disse år bliver stadig klogere på funktionen af bindevævets funktion i kroppen generelt, er bindevæv også en dominerende ingrediens i knogler, sener, brusk og hud.
Selvom du både indtager kollagen direkte igennem kosten, og din krop selv producerer det, kan du have brug for ekstra doser. Det kan skyldes, at du med alderen producerer mindre kollagen (faktisk topper din produktion allerede i 30-års alderen). Det kan også skyldes din adfærd; rygning svækker kollagenproduktionen, solens UV-stråler nedbryder hudens kollagenfibre, og det samme gælder stress eller forurening. Måske er din kostplan ikke optimal.
Men hvad er det, kollagen gør? tænker du måske.
Svaret kan gøres meget indviklet ved at nævne de mange aminosyrer, som danner kollagenets proteinforbindelser.
Mere enkelt kan du forestille dig kollagenet som et net, kroppen bygger sine strukturerer omkring. Sådan er det i knoglerne, i brusken, i sener og i hud. Samtidig hjælper kollagenet med at binde væske i vævet – forestil dig, hvordan en sund hud er spændstig og glat.
Med reduceret indhold af kollagen får huden furer – særligt i ansigtet – mens de indre funktioner som knogler og brusk bliver mere ufleksible og modtagelige for påvirkninger udefra.
Vidste du…
At kollagen også spiller en vigtig rolle i alle faser af sårheling. Studier har bl.a. påvist en betydeligt mere effektiv heling af liggesår hos patienter, som spiste kollagenstimulerende tilskud.
Så vi vil gerne have kollagen i kroppen. Så meget som muligt, faktisk, for det er ikke et stof, du kan få for meget af. Når kroppen har opfyldt sit behov, skruer den typisk ned for egenprodutionen.
Du kan starte med at kaste et blik på det foregående afsnit og droppe tobakken. Desuden følge de almindelige råd for eksponering af solen og – i det omfang du selv er herre over det – undgå stress og forurening.
I øvrigt er der rig mulighed for at bøje kostplanen i en kollagen-venlig retning.
De fødevarer, som især indeholder kollagen, der kan optages i kroppen, er kød, æg, mælkeprodukter samt fisk og skaldyr. Det tyder på, at de sidstnævnte, maritime kilder er de mest effektive for kroppens egen optagelse. Kollagenmolekylerne er mindre end i kødprodukter og derfor nemmere optaget.
Sammen med de kollagenholdige fødevarer skal du være opmærksom på tre andre typer af fødevarer.
Først og fremmest C-vitaminholdige fødevarer, fordi rigelige mængder af C-vitamin er forbundet med dannelsen af kollagenfibre. C-vitamin findes i det meste frugt og grønt samt i særligt omfang i citrusfrugter og bær. Du kan også tage C-vitamin som tilskud.
Røde frugter som æbler, peberfrugt, jordbær, kirsebær, rødbede, etc. indeholder stoffet lycopen, som stimulerer produktionen af kollagen. Ligesom C-vitamin er lycopen en kraftig antioxidant, så der er flere gavnlige virkninger ved denne gruppe frugt og grønt.
Endelig styrker også svovlholdige fødevarer kroppens opbygning af kollagen. Svovlholdige fødevarer er f.eks. alle typer kål samt porrer, løg og hvidløg. Hvidløg indeholder også taurin, der angiveligt modvirker nedbrydning af kollagen. Svovl-tilskud kan i øvrigt opnås med tilskuddet MSM, hvis gavnlige virkninger man ofte overser.
Kollagen kan også indtages i form af kosttilskud. Her kan man opdele produkterne i to typer:
Kollagenpulvere og bone broth.
Kollagenpulvere er typisk beregnet til at drysse i en væske og drikke. Det kan være et glas vand, men det kan også være en kop te eller endda et glas vin, påstår en producent.
Pointen med disse pulvere er, at de forholdsvist store proteinmolekyler, som udgør kollagen, er blevet nedbrudt i en laboratorieproces, som hedder hydrolyse. Resultatet af hydrolyseret kollagen kaldes kollagenpeptider. Peptiderne optages nemmere i tarmen end de komplette kollagenmolekyler, og de stimulerer kroppen til at producere nyt kollagen.
Bone broth er stadig et af de lidt nyere produkt i danske helsekostbutikker. Det er fremstillet ved at koge suppe på især kvæg eller kyllinger.
Pointen her er, at alle dele af dyret koges med, inklusive knogler og brusk, som indeholder mest kollagen. Bone broth fås især som pulver. Kollagenmolekylerne er ikke nedbrudt i bone broth, men de optages lettere i kroppen, fordi de indtages som food state.
Nogle kosmetiske produkter indeholder også kollagen, og det er naturligvis tillokkende, hvis smilerynkerne er lidt for permanente. (store molekyler)
Her optræder kollagen også i hydrolyseret form, fordi de store kollagenmolekyler er nærmest umulige at optage gennem huden. I huden stimulerer kollagen det fugtighedsbevarende hyaluronsyre. Der er en vis debat om, hvor effektiv kollagen til udvortes behandling virker. Her er du i høj grad nødt til selv at afprøve, hvad der virker bedst med din hud.
Denne artikel er blevet til i samarbejde med magasinet Naturli, der skriver om sundhed og velvære med fokus på naturlige og alternative metoder og midler. Se mere på www.naturli.dk hvor du også kan finde kilder til denne artikel og søge på andre artikler om kollagen.