Kroniske sygdomme – ikke livsstilsygdomme!

Det er en dårlig idé at kalde nogle sygdomme for livsstilsygdomme. Det er det, fordi sygdommene skyldes meget andet end folks adfærd. De fleste, men ikke alle, som får lungekræft, har røget, men ikke alle rygere får lungekræft, der skal altså mere til. Slanke og fysisk aktive mennesker kan få diabetes.

Stort set alle sygdomme har mange årsager, og det gælder ikke mindst kroniske sygdomme som hjerte-karsygdomme, diabetes, KOL og forskellige former for kræft.

Andre årsager kan være arbejdsmiljøet, både det fysiske og det psykiske, dårlige sociale relationer, luftforurening, forhold i fostertilstanden og barndommen, genetik mv.

Risikerer at overse årsager til kroniske sygdomme

Ved at bruge ordet livsstilssygdom udpeger man nogle faktorer, der knyttes til adfærden, som årsager.

Dermed risikerer man for det første at se bort fra alle de andre årsager til sygdommene, som nemt får en mindre rolle i sygdomsforebyggelsen. For det andet kan man komme til at lægge skylden for sygdommene på de syge selv, selv om de ikke nødvendigvis har haft muligheder for at undgå dem.

Vores adfærd spiller selvfølgelig en rolle for, om vi får de pågældende sygdomme, og adfærden bestemmer man da selv? Ja, sikkert en del af den, men nok mindre end vi gerne vil tro.

Vi bestemmer ikke alt selv

Rigtig mange af vores handlinger udfører vi uden at reflektere over, hvad vi gør. Desuden er mennesker flokdyr, dvs. vi gør ofte som dem, vi ligner. Der er meget tydelige sociale mønstre i vores adfærd. Vi har ofte de samme ferievaner, tøjstil , spisevaner mv. som vores sociale gruppefæller. Kortuddannede ryger nu om dage mere end andre, og højtlønnede, i hvert fald de ældre, har oftere et potentielt skadeligt alkoholforbrug. Helt frit vælger vi ikke.

De sygdomme, man kalder livsstilssygdomme, er blevet mere almindelige som dødsårsager i løbet af det 20. århundrede, men det skyldes ikke, at mennesker i dag har en væsentlig anderledes adfærd end for hundrede år siden.

Velstand giver flere kroniske sygdomme

I 1920’erne, hvor mange stadig døde af infektionssygdomme som tuberkulose, døde mange også af hjertekarsygdomme, diabetes og kræft. De, som døde af infektionssygdommene, var de unge, mens de gamle døde af de nævnte kroniske sygdomme.

Det var velstandsstigningen, der gjorde de kroniske sygdomme mere almindelige, fordi den bidrog til, at børn og unge stort set ikke længere dør af infektionssygdomme og derfor lever længe nok til at udvikle hjertekarsygdomme og kræft. Alder er en af de største risikofaktorer for at få en såkaldt livsstilssygdom, og den er svær at gøre meget ved.

Af alle disse grunde vil det være godt, hvis vi lod være med at bruge ordet livsstilssygdomme.

Holdningerne inden for sundhed er mangfoldige, og alt kan ikke bevises i store undersøgelser. Derfor har Helse inviteret stærke personligheder til at komme med deres syn på sundhedsvæsenet anno 2017. I oktober er det Signild Vallgårda, der er historiker og professor i folkesundhedsvidenskab ved Københavns Universitet. Hun er desuden medlem af Etisk Råd.