Når kvinder kommer på hospitalet og får stillet en diagnose, sker det gennemsnitligt fire år senere end mænd, viser et nyt studie. Med studiet understreges det, hvor vigtigt det er, at forskning i sygdom og medicinudvikling i fremtiden bliver mere kønsspecifik, siger en af forskerne bag studiet.
Der har længe været en tendens til, at mænd omtales som det svage køn i sundhedssystemet. De er dårligere til at gå til lægen i tide, og de passer ikke deres genoptræning og medicin ligeså godt som deres kvindelige modstykker, har det heddet sig. Men nu viser det sig, at det måske alligevel er mere nuanceret end som så.
I et nyt dansk studie udført af Novo Nordisk Fondens Center for Protein Forskning, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet, der blev offentliggjort i forskningstidsskriftet Nature Communications i februar måned i år, er den overordnede konklusion således, at kvinder, når det kommer til kønsneutrale sygdomme – dvs. sygdomme, der rammer begge køn – i gennemsnit får stillet deres diagnose fire år senere end mænd.
Til undersøgelsen er der blevet brugt data fra Landspatientregistret i årene fra 1994 til 2015, hvorved man har kortlagt patientforløb fra i alt 6,9 millioner danskere. Det er ved at analysere disse, at forskerne til slut stod med det også for dem noget overraskende resultat, at mænd i gennemsnit får deres diagnose fire år før kvinder.
– Det kom bag på os, at der er så stor forskel på de to køn. Selvfølgelig er det velkendt, at de primære dødsårsager, der rammer mænd, er hjertesygdomme, mens det for kvinder er cancer.
– I vores studie er vi gået ind og har udelukket de sygdomme, som udelukkende rammer det ene køn – ovariecancer for kvinder og prostatacancer for mænd for eksempel – og har kun medtaget de sygdomme, som begge køn kan få. Vi sammenligner med andre ord æbler med æbler, siger professor Søren Brunak, en af forskerne bag studiet.
Med den nye viden rejser der sig naturligvis en byge af nye spørgsmål. Ikke mindst er det oplagt at spørge efter en forklaring på, hvorfor kvinder diagnosticeres senere end mænd. Noget entydigt svar skal man dog endnu ikke forvente, påpeger Søren Brunak.
– De her i gennemsnit fire år er som udgangspunkt en god ting for kvinderne, hvis det er et udtryk for, at de har flere sygdomsfri år, mens det er noget hø for dem, hvis det i stedet skyldes for sent givne diagnoser og underdiagnosticeringer. Men fakta er, at vi ikke ved det, og at det kan skyldes mange ting – miljø, genetik og kultur – og en blanding af det hele, siger han.
I det svar ligger, at ingen endnu med sikkerhed ved, hvorfor tallene er, som de er, og at der er mange facetter at holde sig for øje. For selvom danske kvinder har en middellevetid, der er næsten fire år længere end mænds (for mænd er den 79 år, for kvinder 82,3 år), er det ikke givet, at forskellen skyldes, at kvinder lever gennemsnitligt længere.
Flere studier har således inden for de senere år vist, at en del ikke-kønsspecifikke sygdomme rammer kvinder hårdere end mænd. Det gælder for eksempel Alzheimers sygdom og Multipel Sklerose, hvor to til tre gange flere kvinder end mænd får sygdommen, ligesom nyere forskning viser, at kvinder med type 2 diabetes har højere risiko for at udvikle blodpropper og hjertesvigt end mænd med type 2 diabetes.
Næste skridt for forskerne bag studiet er derfor netop at zoome ind og forsøge at finde ud af hvilke komponenter, der influerer på forskellen mellem de to køn. Men allerede nu mener Søren Brunak, at der kan drages nogle vigtige konklusioner af det store kohortestudium.
– Der har altid været en tendens til at undgå kvinder i kliniske forsøg, fordi de var lidt “besværlige”, i og med at de bliver gravide og går i overgangsalderen. Der er mange årsager til, at man har ment, at mænd var nemmere at “deale” med – det gælder også i dyreforsøg, hvor man traditionelt set ofte er startet med at bruge hanmus.
– Men det her studie viser, at vi skal til at tænke over, at der kan være en biologisk kønsforskel, som der skal tages højde for både i forskningen og på hospitalerne, siger han.
Det er i dag ingen hemmelighed, at megen medicin i de tidlige faser af lægemiddeludviklingen i forskningsstadiet testes mere på hanmus end på hunmus – medicin, som vel og mærke også udskrives til kvinder.
For år tilbage var der i USA en sag, hvor sundhedsmyndighederne gik ind og halverede den anbefalede dosis på sovemidlet Zolpidem for kvinder, netop fordi, der var indikationer på, at den anbefalede dosis var for stor og resulterede i både overdosering og bivirkninger hos kvinderne.
I Danmark findes der så vidt vides endnu ingen lignende tilfælde. Men det kan der sagtens komme i fremtiden, hvor begrebet ’personlig medicin’ vinder mere indpas.
– Personlig medicin handler om at skræddersy medicin til den enkelte patient, men også til undergrupper. Og man vil komme meget længere i begyndelsen, hvis man startede med de to største undergrupper – altså mænd og kvinder – zoome ind og finde ud af, hvor forskellene er, siger Søren Brunak.