Lægen kan hjælpe med andet end medicin

Selv om psykiske lidelser traditionelt behandles med medicin og psykiatere, så er der også andet, der kan hjælpe.

– Der er otte måneders ventetid på at komme til samtale hos en psykiater, vil du prøve at have antidepressiver?

Det er et svar, som mange ikke har lyst til at høre fra deres læge, ligesom der ikke er ret mange læger, der har lyst til at give det svar til deres patienter. Desværre har det nogle steder været virkeligheden. Det er en af grundene til at Henrik Dibbern, formanden for Praktiserende Lægers Organisation, flere gange har været i pressen for at gøre opmærksom på, at der er flere måder at hjælpe patienterne på.

– Når der er flere hundrede tusindevis af patienter på en type medicin, bør man altid forholde sig kritisk, det er min holdning. Jeg udskriver også selv antidepressiver i min praksis, men jeg forsøger at begrænse det ved også at tilbyde mine patienter andre løsninger, siger Henrik Dibbern.

Al medicin har som bekendt bivirkninger, så den positive effekt ved medicinen skal ses i forhold til de negative bivirkninger medicinen giver.

– Fire ud af fem, der indtager antidepressiver, får det bedre, men faktisk er det kun en ud af de fem, der får det bedre på grund af pillerne. De øvrige tre får det bedre på grund af placeboeffekten (forventningen om at få det bedre, red.). Så kan vi give patienterne en anden hjælp, der er lige så effektiv, eksempelvis gennem regelmæssige samtaler, hjælp til at strukturere dagene med gode søvnmønstre, sund kost, motion og positive sociale relationer, så skal vi vælge det, mener Henrik Dibbern, der også mener at de alternative løsninger især skal komme i betragtning ved de lette og middelsvære tilfælde, mens de svære tilfælde skal have alt den hjælp, der er tilgængelig for at få det bedre.

– Jeg mener bare ikke, at medicin skal vælges automatisk, slutter Henrik Dibbern.