Lær at lytte

Hold fast, hvor er vi danskere blevet dårlige til at lytte. Det var under et lederkursus forleden, hvor kursuslederen indskød en bemærkning om, at mange ledere er dårlige til at lytte, at den skræmmende erkendelse slog ned i mig: Det er ikke bare et ledelsesproblem, det her, det er et samfundsproblem: Vi er blevet ekstremt dårlige til at lytte – og værre endnu, måske har vi aldrig rigtig lært det.

Som forældre lærer vi vores børn at tale. Gentag efter mig: ”far”, ”mor”, ”mad”. Vi taler til dem og beder de små gentage efter os. I skolen lærer vi børnene at holde en mundtlig præsentation. Træde frem og tage ordet. Men vi lærer dem grundlæggende ikke, hvad det vil sige virkelig at lytte. Vi belærer dem om ikke at afbryde, når andre taler, men det er ikke det samme som at lytte.

Vi voksne er ikke meget bedre. Lytter man til tilfældige samtaler i toget eller på caféer, bliver man ofte klar over, at mange samtaler i virkeligheden mere er parallelle taleforløb, end virkelige samtaler

Vi udveksler data, stiller pligtskyldigt spørgsmål til hinanden uden virkelig at lytte. Vi taler efterhånden mere til end med hinanden.

Nysgerrighed, nærvær og opmærksomhed er en mangelvare i mange livs- og arbejdsrelationer. Måske er det dybest set roden til den stigende oplevelse af ensomhed, vi ser i det danske samfund. Vi når aldrig rigtigt ind til hinanden.

På det større samfundsmæssige plan er vores evne til at lytte truet. I det moderne samfund handler det nemlig om at tage ordet. Gøre opmærksom på sig selv. Bag enhver identitetspolitisk fraktion er der et brændende ønske om at blive hørt. Vi forsøger alle at overdøve hinanden i det store råbekor. Vi forsøger  alle at overdøve hinanden i det store råbekor

Det er demokratiets grundlæggende præmis, at enhver har en stemme. Retten til at tale og udtrykke sig

Men forudsætningen for at kunne tale er at kunne lytte. Den tyske sociolog Hartmut Rosa udtrykker det tankevækkende i sin nye lille bog “Demokrati har brug for religion”: “Dette samfund har en massiv mangel på lydhøre hjerter.” Som samfund har vi brug for at lade os kalde på, eller anråbe, som han udtrykker det. Og det kan religionen bidrage til at lære os. Kirken har potentialet til at lære det moderne menneske at lytte.

Som tidligere præst har jeg deltaget i forskellige kurser om at tale og prædike. Allerede på pastoralseminariet lærer de kommende præster at tale for andre. Men ikke at lytte. Mange kirker længes efter at få en stemme i det sekulære samfund, at man lytter til kirkens budskab. Men måske går bevægelsen den anden vej, ikke i at sige mere, men i at sige mindre. Ja, måske må kirken begynde med at lytte, før den kan få en stemme som moderne mennesker vil høre på.

Der skal langsomhed til for at lære os at lytte. Nærvær. Lytte til vores nærmeste, lytte til fuglene en stille sommermorgen, lytte til Gud, når han taler i ordet, lytte i fællesskaber og alle mulige andre steder.

Vi har brug for et skifte. Vi skal lytte mere, end vi taler. Vi skal have mere lydhøre hjerter end hørbare stemmer.

“Vi forsøger alle at overdøve hinanden i det store råbekor.”

Teksten er et uddrag af en kronik i Kristeligt Dagblad.

Læs også synspunkterne:

Fra selvoptagethed til egenkærlighed og næstekærlighed

Folk med vaccineskader ender som kastebolde