Lars Erik lever med kræften som følgesvend

For 10 år siden fik Lars Erik Jørgensen diagnosticeret leukæmi. Det var et kæmpe chok, og sygdommen har sendt ham ned i flere sorte huller. Men i dag er han afklaret med, at han skal være i behandling resten af sit liv og vænnet sig til at leve med kræften.

Da Lars Erik fik at vide, at han havde leukæmi var han 34 år gammel. Det er i dag 10 år siden, men han husker stadig tydeligt, de følelser, der gik gennem ham, da han hørte ordene for første gang.

– Det var jo et væld af alt muligt, men der var sådan to bærende tanker. På den ene side tænkte jeg, at så kan alt også være ligemeget, for jeg skal alligevel dø om lidt, på den anden side, at nej fandme nej, den her sygdom skulle ikke bestemme over mit liv, siger Lars. 

De to tanker blev hos ham længe, og han skiftede mellem de to sindstilstande. Nogle dage sad han bare på sofaen og græd. Men han døde ikke. I første omgang blev leukæmien slået ned med kemo, som holdt ham sygdomsfri i tæt på fem år. Så viste sygdommen sig igen, og denne gang blev Lars Erik startet op på medicin. Det var i høj grad hans alder, der dikterede behandlingen. For kemo ville på sigt være en uholdbar måde at holde kræften i skak, når han på daværende tidspunkt kun var i slutningen af 30’erne. 

– Så startede jeg jo op på de her piller, som hæmmer kræftcellerne, og dem skal jeg jo så tage resten af mit liv. Det har jeg affundet mig med, og det ser ud til at virke, så for det meste har jeg det godt, siger Lars Erik.

Han kan dog tydeligt mærke, at hans energiniveau ikke er, hvad det har været. Hverken fysisk eller mentalt. Og det kan godt ærgre ham. Særligt fordi det betyder, at han kun kan arbejde på deltid som automekaniker, og fordi, han nogle gange går glip af en masse sjovt på værkstedet.

– Jeg er virkelig glad for at kunne arbejde på deltid, jeg ved slet ikke, hvad jeg ville gøre uden, men det kan godt være hårdt at møde ind en morgen, og så snakker de andre om noget, der er sket eftermiddagen forinden, som jeg ikke har været med til. Det er lidt træls, griner han.

Glemte sin kone i sygdomscirkusset

Når det alligevel betyder så meget for Lars Erik, at han stadig er en del af værkstedet, er det fordi, det giver ham noget at stå op til, og nogle timer, hvor sygdommen ikke fylder. Derfor har det også været særligt svært for ham under corona. Både fordi hjemsendelser har betydet, at han ikke kunne få sine daglige sygdomsfri-timer, og fordi den konstante mediedækning med fokus på de udsatte, har mindet ham om, at han faktisk hører til i den gruppe.

– Nu har jeg levet med kræft i så mange år, at jeg normalt bare kan putte det i en kasse i baghovedet, så det ikke fylder – for fylder det for meget, så kan jeg godt blive nedtrykt – så det her med hele tiden at tænke mig selv som syg, det har været svært, siger han.

For faktum er jo, at selvom Lars Erik på mange måder har det godt, og medicinen holder leukæmien nede, så er han ikke rask, og han kan heller ikke så meget, som han kunne inden, hvilket også har lagt et pres på hans kone. Som pårørende har hun både fungeret som en stor støtte for Lars Erik gennem de svære perioder, og hun har også haft rigeligt at se til med de praktiske gøremål, som skal til, for at en familie med børn fungerer. Derfor var hun også for nogle år siden ved at gå ned med flaget.

– Vi fandt en pårørendegruppe, som hun går i, og vi joker lidt med nu, at hun er den syge af os to, fordi jeg jo egentlig har det fint. Alt det her med mig har fyldt så meget, så nu er det hende, der skal være i fokus, siger Lars. 

Det var hårdt for ham at opdage, hvor meget, det faktisk havde slidt på hende. For selvom der har været perioder, hvor han selvfølgelig ikke har haft overskud til andet, end bare at komme igennem, så har det også været stræk, hvor han i dag tænker, at han burde have set, hvor meget det egentlig sled på hende, at han var syg.

– Det er satme ikke sjovt at se, at jeg slet ikke har haft fokus på hende, og også lidt har glemt hende i det her cirkus. For ja, jeg er syg, men det er jo ikke meningen, jeg skulle trække hende ned med flaget, så det har jeg det rigtig træls over, siger Lars. 

Og han oplever, at det faktisk er et udbredt problem, at de pårørende bliver negligeret og ender med at blive ramt af stress.

Fandt støtte hos andre mænd

For at få hende tilbage på sporet fandt de en pårørendegruppe, og Lars går også selv i en mandegruppe, hvor han taler med andre kræftramte. Og selvom de fleste i gruppen lider af andre kræftformer end han selv, er det en god støtte.

– Jeg begyndte i gruppen for fire år siden, og vi kan tale om alt muligt, ikke kun sygdom. Men vi kan selvfølgelig forstå hinanden i det, vi går igennem og hjælpe med gode råd, men også de tanker, der hører med, siger Lars.

For ham har det været vigtigt, at det var en gruppe udelukkende bestående af mænd, fordi han oplever, at de kan tale om tingene på en anden måde, og har lidt en anden tone og betoning, som er nemmere at forholde sig til.

“Vi taler på en anden måde, når det kun er os, end vi ville, når der er kvinder til stede, og nogle gange gør det det lidt nemmere at lytte.”

For Lars Erik er kræften noget, han regner med at skulle leve med, til han en dag ikke er her mere. Og selvom det ikke er en følgesvend, han selv har valgt, og som han gerne ville være foruden, så har det også tvunget ham til at tænke over, hvad der er vigtigt i tilværelsen. 

– Det rusker ligesom op i tingene, og man ser på sig selv og hinanden og børnene og på, hvad der egentlig betyder noget. Hvor man står, og hvor man er på vej hen, siger han.

Du kan høre mere om Lars Erik og hans forløb på https://sundhedstv.dk/podcast-cll/