Lasse & Mathilde: Musik og humor overvinder alt

Ægteparret Lasse Helner og Mathilde Bondo er et levende bevis på, at det kan lade sig gøre at arbejde sammen og blive sammen. I mere end fire årtier har de som den legendariske duo, Lasse & Mathilde, dannet par både på den danske musikscene og privat. Og selvom livets hamsterhjul ind imellem truer, og et alkoholmisbrug nær havde sat en stopper for det hele, så vinder kærligheden til livet, musikken og hinanden altid.

Der er ikke meget Boa Vista eller blå himmel på Café Jorden Rundt i Nordsjælland, men derimod udsigt til et gråt Øresund og kold, piskende regn. Helse er inviteret til en snak med den folkekære fynske musikerduo Lasse & Mathilde om musik og om at danne par privat og professionelt i mere end fyrre år.

På en inspirationstur til Kap Verde blev den første sang på deres nye album, ”Hvem drømmer hvem” skabt. Sangen hedder Boa Vista, og med Lasse & Mathildes lune humor fordufter kulden uden for hurtigt.

Historien om Lasse & Mathilde begynder i 1975, da bogforlaget Gyldendal beslutter sig for lidt af et vovestykke. De vil udgive et album, hvor musik sættes til Tove Ditlevsens digtsamling ”Pigesind.” Albummet solgte 25.000 eksemplarer, og duoen Lasse & Mathilde var en realitet.

– Da vi kom ud med melodier til Tove Ditlevsens tekster, var det et helt nyt tiltag i dansk kulturliv, og musikhistorie blev skrevet. At det gik så godt, som det gjorde, skyldtes måske, at det var i en tid, hvor dansktoppen florerede med elendige, banale tekster, som ikke havde noget på hjerte, fortæller Lasse, og Mathilde fortsætter:

– Tove Ditlevsens tekster blev af mange dengang opfattet som lidt højpandede. Men på alverdens scener rundt i landet, hvor end vi spillede, tog folk teksterne til sig, fordi der var kød på. Digtene fanger og udtrykker det, der rører sig i os alle uden at være overfladiske.

Siden dengang er det blevet et slags varemærke for Lasse & Mathilde at sætte musik til kendte, danske lyrikeres ord. Og at være sig selv på og uden for scenen. Her er ingen stjernenykker, selvom parret er musiklegender med deres store repertoire af evigt grønne ørehængere og nationalklenodier som sangen ”Fyn er fin” med tekst af Jan Monrad.

Mens ungdomsoprør, hønsestrik, pandebånd og hippier i afghanerpelse for længst er gået på dato, er Lasse & Mathilde med deres store overskud og virkelyst langtidsholdbare.

At musikken skulle være levevejen, vidste Mathilde noget tidligere end Lasse.

– Jeg ville musikkens vej, trods det at min familie gerne så, jeg lavede noget andet. Eller som man sagde dengang: ”Du skal have noget at falde tilbage på”. Men jeg havde ikke lyst til at falde tilbage. Jeg havde lyst til at læne mig frem, fortæller Mathilde sprudlende, mens hun demonstrerende læner sig frem i caféstolen.

Og Lasse tilføjer om sit karriereforløb: Mathilde Bondo, der på det tidspunkt kun er 19 år, skal synge, og Lasse Helner komponerer musikken. De to musikere, der aldrig før har mødt hinanden, bliver bedt op at optræde på forlaget foran selveste Tove Ditlevsen, hvis blotte tilstedeværelse indgød ærefrygt hos de fleste.

Det siges, at Tove Ditlevsen indledte koncerten med ordene: ”I skal vide, at jeg ikke kan fordrage musik”.

Sommerfuglene baskede i de to musikere, men heldigvis gik det godt. Glædestårer løb ned ad digterens kinder.

– Jeg var anlægsgartner til at starte med, så spillede jeg pigtrådsmusik professionelt i nogle år indtil 1969. Så tog jeg studentereksamen og begyndte at læse historie, men efter bifagseksamen lokkede musikken igen, og da ‘Pigesind’ blev indspillet, kom jeg aldrig tilbage til universitetet. Du kan sige, at historiestudiet blev historie. Og i stedet begyndte jeg selv at lave historier, griner Lasse.

Der opstod ikke straks sød musik mellem Mathilde og Lasse. Lasse syntes, at den ni år yngre Mathilde var en yndig violinist med et særligt talent, men samtidig også en lille, irriterende tøs. Så var han i øvrigt gift, og Mathilde var i et forhold. Men allerede før parret selv anede noget, fornemmede andre noget.

– Når vi var ude at spille, spurgte folk, om vi var kærester. Det blev vi så godt et år efter ‘Pigesind’. I 1977 udgav vi vores første album, og i 1979 blev vi gift, siger Lasse med et glædesglimt i øjet, og Mathilde fortsætter:

– Lasse havde været gift før, det havde jeg ikke. Og Lasse ville ikke vies i kirke igen, men jeg ville ikke have et borgerligt bryllup, fordi det var for uromantisk. Så det blev til frikirken i Ryslinge. Det var fint, for de bruger ikke sætningen ”til døden jer skiller” i ceremonien. Det løfte duede ikke, syntes vi. Men jeg husker ikke præcist, hvad vi så sagde i stedet for.

– “Til du ikke kan holde ham ud mere”, eksploderer Lasse i et latteranfald.

Og Mathilde ler med og tilføjer drillende:

– Ja, “til I simpelthen ikke gider glo på hinanden mere”. Men det var faktisk en lettelse. Lasse ville ikke stå og sige ”til døden jer skiller” en gang til foran alteret. Det gav meget god mening.

– Vi har på den måde aldrig lovet hinanden at blive sammen for evigt. Men nu har vi været sammen i 43 år. Og det er jo fantastisk. Men det er ikke en garanti i sig selv. Det, at vi ikke har lovet noget, er måske grunden til, det fungerer. Det er jo HVER eneste dag, der skal bringe dig videre sammen med den anden, ikke et forkromet, hult løfte om i al evighed. Er det ikke sådan noget lignende, spørger Lasse og kigger over på Mathilde.

– Jo, du er SÅ klog, så jeg behøver ikke sige mere om det.

– Jo, du må, siger Lasse bestemt.

– Du kan jo bare sige ”hold din kæft, din gamle idiot”.

Begge griner højlydt, indforstået og længe.

Det hele har langt fra været uden ridser i lakken. Som alle andre har Lasse og Mathilde haft deres andel af modgang, sammenstød og bekymringer.

I 1980’erne ramte parret deres livs lavpunkt med tvangsauktion af deres lille husmandssted på Fyn, og i en periode boede de hver for sig. Men der gik ikke længe, så savnede Lasse Mathilde, og Mathilde savnede Lasse.

– Der har været perioder, hvor vi var nødt til at være væk fra hinanden. Endda et helt halvt år på et tidspunkt. Fordi potten flød over. Fordi hverdagens kedsommelighed trængte sig på. Det var så også i den periode, hvor jeg drak, siger Lasse og kigger eftertænksomt på Mathilde, som omsorgsfuldt uddyber:

– Lasse var ved at dø af druk, men tørlagde sig selv for 19 år siden. Han er udstyret med en stor portion stamina og vitalitet. At vi kan bevare gnisten imellem os er ret så skønt. Selvfølgelig løber vi også tør for strøm indimellem. Så hjælper det at holde lidt pause fra hinanden og tage nogle dybe indåndinger.

– Det gør altså noget godt for kærligheden at savne hinanden en gang i mellem. Især når man som vi er sammen 24/7, siger Mathilde, og Lasse ser sit snit til at komme med en kæk kommentar:

– Det er nogle gange bydende nødvendigt at være væk fra hinanden.

Mathilde udbryder et smældende, højt ”ja!”, og således vinder de begge den serv.

I selskab med Lasse & Mathilde bliver der grint meget og ofte. Og netop humor er en særlig vigtig ingrediens i deres ægteskab, forklarer de.

– Stort set alle situationer kan reddes med en god portion humor. Vores forhold har helt klart overlevet de udfordringer, man nu en gang støder på, takket være vores begge store humoristiske sans.

Lasse bidrager:

– Det hjælper altid at grine af noget frem for at blive fornærmet, chokeret eller ulykkelig. Og vi er nok gode til at ride storme af. Jeg ved ikke, om man lever længere, når man kan grine af det mørke, men man lever i hvert fald bedre.

– Økonomisk usikkerhed, projekter, der kan gå i vasken og alkoholmisbrug er desværre en del af musikbranchen. Vi har aldrig nogen garantier, vi har ingen pension, men vi har hinanden, humoren og ikke mindst musikken.

Lasse kigger muntert på sin livspartner, der med det samme giver ham ret:

– Når først vi er ude at spille, er der altid en enorm glæde til stede, som vi deler uanset hvad, der måtte være på færde imellem os. Vi har musikken som en åbner. Musikken formår at favne livets følelser og stemninger, og således viderebringe og forløse dem. På den måde virker musik helende. Musikken er vores fælles drivkraft og et bindemiddel. Du kan sige, at det er et andet sprog imellem os.

Lasse indskyder:

– Hvis ikke det er vores første sprog.

Og Mathilde nikker anerkendende:

– Ja, det er det jo faktisk.

På spørgsmålet om Lasse og Mathilde ikke ind imellem kan blive uenige, når de skal lave musik sammen eller have forskellige meninger om, hvilken retning de skal gå kreativt, svarer Lasse prompte og bestemt:

– Aldrig!

Hvorefter han bryder ud i en lang latter, der tydeliggør ironien i hans svar. Og Mathilde samler tråden op og siger:

– Jo, er du vimmer, der kan virkelig komme ild i det hele.

– Og slå lyn ned og slå gnister, tilføjer Lasse, hvorpå de begge ler hjerteligt.

Begge er dog enige om, at det afgørende i at skabe musik sammen og bevare et godt parforhold er at have fælles mål, og så være i stand til at fralægge sig nogle ansvarsområder og forstå, hvad det er, man hver især kan bidrage med.

– Et godt samarbejde handler om at have tillid til, at den anden kan varetage opgaven, frem for at du selv vil sidde på det hele. At kunne sige: ”Det der, det er dig, for det er du god til”. Præcis sådan er vores nye album kommet til verden. Arbejdsforhold og kæresteforhold er kompromisets kunst i allerhøjeste grad, siger Lasse, og Mathilde konkluderer:

– Vi har heldigvis haft tiden med os til at få slebet nogle kanter af.

Kort om Lasse & Mathilde

• Folk-duoen, Lasse & Mathilde, blev dannet i 1975, da Mathilde Bondo indspillede solopladen ‘Pigesind’ med tekster af Tove Ditlevsen og musik af Lasse Helner.
• I 1977 udgav de deres første album under navnet ‘Lasse & Mathilde’. Siden er der kommet adskillige albums fra Lasse & Mathilde, der bl.a. har fortolket sange fra Højskolesangbogen og sat musik til tekster af blandt andre Poul Henningsen, Niels Hausgaard, Martha Christensen og Piet Hein.
• Parret bor i Lundeborg på Fyn.