Lev en sårfri tilværelse

Sår kan opstå som konsekvens af mange ting. Alt fra andre sygdomme til planlagte operationer, ulykker eller forkert belastning kan give sår. Fælles for dem er dog, at man gennem sin livsstil og simple tricks kan mindske risikoen for, at såret udvikler sig fra skidt til værre.

Det er de færreste, hvis nogen overhovedet, der går gennem livet uden skrammer. Derfor er det godt at vide, hvordan man hjælpe sin helingsproces på vej, når skaden sker. Og taler vi fysiske sår, er der en række parametre, man selv kan skrue på, for at fremme sin sårheling.  

Helt overordnet kan man tale om tre typer indenfor sår. Sår som følge af diabetes, venøse sår, og alle de andre. Fælles for dem er, at der er en række gengangere når man ser på, hvordan man gennem livsstil kan påvirke helingsprocessen. Groft skitseret kan man sige, at det som så meget andet med sundhed handler om at skrue op for motion og sund kost og ned for usunde vaner som rygning og alkohol.

Og det lyder jo egentlig simpelt, men virkeligheden er ikke altid så ligetil som teorien. Særligt fordi, det kan kræve en indsats længe inden såret opstår, hvorfor motivationen kan halte, og fordi det kræver, at man kan mærke, at der er noget, man bør reagere på, hvilket for nogen er umuligt.

Læs også: Skal der gnides bakterier i såret?

Alle sår kan blive kroniske

Sår skal som bekendt gerne hele og hele hurtigt. Og med mindre skrammer kan kroppen for det meste løse den opgave selv, særligt hvis den bliver hjulpet lidt på vej. Den hjælp kan være så simpel som at rense såret med rent vand, i udvalgte tilfælde lidt sæbe for at fjerne olieholdigt skidt, og sørge for ikke at irritere det udsatte område med tøj, der gnider på såret, men derimod give det ro og luft så vidt muligt. Men sår kan risikere at blive kroniske.

Klaus Kirketerp-Møller er overlæge på Videncenter for Sårheling på Bispebjerg Hospital og sidder med i Diabetesrådet. Han forklarer her definitionen på et kronisk sår.

– Jeg prøver egentlig at lade være med at bruge den betegnelse og opfordrer andre til heller ikke at gøre det, for ved at sige, at noget er kronisk, accepterer man sprogligt, at såret forbliver der, og det er for langt de flestes vedkommende ikke sandheden. Men lægeligt så er et kronisk sår et, der har været der i mere end tre måneder.

“Derfor risikerer alle sår potentielt at blive kroniske.”

Når Klaus Kirketerp-Møller siger, at det for langt de flestes vedkommende ikke er gældende, at de skal affinde sig med et kronisk sår, er det fordi, man med den rette indsats kan få langt de fleste sår til at hele. Det er præcis det, de arbejder med i praksis på Videncentret, og det gør de ud fra en række faste principper, som vi vender tilbage til. For den anden ting, der er værd at bide mærke i, er, at alle sår har risikoen for at blive kroniske, men i det ligger også muligheden for, at de ikke bliver det, og det er her livsstil kommer ind.  

Der er nemlig nogle forskellige fysiologiske processer, som kan arbejde enten for eller imod sårheling, og den vigtigste af disse er blodomløb. Et godt blodomløb er fremmende for helingsprocessen, og helt konkret fremmer man blodomløbet ved at dyrke motion. Og det gælder både før og efter såret er opstået. Regelmæssig motion styrker kroppen ved både at påvirke immunforsvaret og blodomløbet, og man er altså bedre rustet til at klare et sår, hvis fysisk aktivitet er en del af hverdagen. Derudover er det også vigtigt, at man rører sig, mens såret er der.

“Man skal ikke overbelaste såret, men det er godt at røre sig i det omfang, man kan, fordi det fremmer blodtilstrømningen til såret og dermed speeder helingen op.”

Når kroppens signaler går tabt

Derudover bør man spise sundt, lægge smøgerne på hylden og skrue ned for alkohol. Alkohol ser nemlig ud til at kunne påvirke sårhelingen og bør derfor minimeres i helingsfasen. Rygningen påvirker ilttilførslen til de små blodkar i huden, som så igen sænker helingsprocessen og øger risikoen for infektion.

Og med de gode råd på plads vender vi tilbage til de faste principper på Videncenter for Sårheling. Principperne afhænger af typen af sår, men at arbejde med blodforsyningen går på tværs af alle sårgrupper, og det kan man altså selv påvirke ved at dyrke motion og skære ned på usunde vaner. De hyppigste typer af sår, de ser på afdelingen, er sår som følge af diabetes og venøse bensår.  

Sår som følge af diabetes opstår, fordi mange mennesker med diabetes med tiden vil opleve en nedsat følesans. Det betyder, at man ikke mærker, hvis der er et sår på vej. Det kan især blive problematisk, hvis det er på steder af kroppen, man typisk ikke ser – som på hælen eller under foden.

– Når følesansen er nedsat, så misser man en masse beskyttelsessignaler og reagerer ikke på, at der er noget, der gør ondt. Så det, der kunne være stoppet med en vabel, bliver et sår. Derfor er det vigtigt, at man har fokus på at tjekke sine fødder, som er meget udsatte for nedsat føling, hyppigt, hvis man har diabetes, siger Klaus Kirketerp-Møller..

Det er ikke muligt at genetablere den tabte følesans, og derfor er noget af det, de arbejder med på centret, at aflaste. Ved at finde ind til, hvad der gør, at såret opstår – det kan være forkerte sko – kan man mindske risikoen for, at såret kommer igen. Der er dog uforudsete ting, man ikke kan planlægge imod, som en sten i skoen, og derfor er opmærksomheden fra den enkelte også helt afgørende.

– Udfordringen er her, at man ikke mærker noget, og derfor er der ikke nogen belønning i at gøre indsatsen for at holde øje med sine fødder. Det er lidt ligesom med rygning – du får ikke en belønning her og nu for at stoppe, den kommer først på sigt, forklarer Klaus.

Læs også: Godt at vide om hudafskrabninger

Hjemmebehandling kan gøre ondt værre

Klaus Kirketerp-Møller anbefaler også, at mennesker med diabetes dyrker motion, både fordi det er godt for sygdommen, og fordi det styrker blodomløbet, hvilket er godt i helingsprocessen, men han appellerer til, at man her skal være særligt påpasselig. 

– Nedsat følesans betyder, at man skal have ekstra meget fokus på det rigtige fodtøj, så risikoen for at få sår i processen er så lille som muligt. Man kan også vælge at cykle eller ro for at aflaste fødderne, siger han.  

Foruden aflastning og blodomløb er det sidste parameter, man skal være særlig opmærksom på, bakterier – og det gælder ved alle sår. For bakterier kan give infektion, som kan gøre såret mere kompliceret. Ved den anden gruppe af hyppige sår, Klaus Kirketerp-Møller ser til daglig, nemlig de venøse bensår, er det de tre samme ting, han har øje for, men så med en lille tilføjelse.

Et vigtigt element i at fremme helingen af denne type sår er nemlig at undgå hævelse og ødemer. En effektiv måde at gøre det er ved at lægge kompression, som Klaus Kirketerp-Møller ville ønske var en meget mere udbredt praksis. Faktisk er det hans anbefaling, at alle mennesker, som kommer på skadestuen med et sår under knæet, får lagt kompression for at fremme helingen. Han understreger dog, at man skal være uddannet for at lægge kompression, men at man i nogle tilfælde kan benytte sig af kompressionsstrømper.

– Når man ikke skal begynde at lægge kompression derhjemme, er det fordi, der skal laves en vurdering af, om såret skyldes dårlig blodtilførsel. Gør det det, så risikerer man at gøre ondt værre ved at lægge en kompression, forklarer han.

Ligesom for mennesker med sukkersyge, er det godt at få brugt kroppen, selvom man har et sår på benet. Klaus Kirketerp-Møller forklarer, at man ved at gå en tur øger venepumpen og får brugt musklerne, hvilket er yderst vigtigt, hvis man har bandage om såret.

Alle sår kan potentielt blive problematiske, og har man sukkersyge, været udsat for blodpropper eller andet, som påvirker venerne, er risikoen for, at det sker ekstra stor. Men med opmærksomhed, motion og sund livsstil kan man øge sandsynligheden for en sårfri tilværelse. Vær dog opmærksom på, at man altid bør søge læge, hvis man har diabetes og får et sår, eller et sår generelt ikke ser ud til at udvikle sig i den rigtige retning.