Lille spejl på væggen der

Hver gang min klient ser sig selv i spejlet, ser hun det, omverdenen ikke ser: billeder af overflødig fedt og en kæmpemæssig krop. Tanker om kilo og kalorier optager konstant hendes bevidsthed. Hun lider af anoreksi. Hun har ikke noget ønske om at leve sit liv sammen med anoreksien, men den vil ikke slippe hende. I de seneste år er hun gået ud og ind af hospitalet.

Anoreksibehandlingen indenfor det traditionelle hospitalssystem har i mange år overvejende haft fokus på fødeindtagelse og vægten fremfor de bagvedliggende symptomer. Det har betydet, at man lykkes med at få den unge op på en acceptabel vægt, men straks den unge er udskrevet, taber hun sig igen. I min klients journal er hun omtalt som ”ikke-samarbejdsvillig”. Tilbage står en pige, som gerne påtager sig skylden for den fejlslagne behandling, for det passer godt ind i billedet af hende selv som umulig og en fiasko.

At være forvirret omkring sine følelser kan være en ganske naturlig oplevelse i perioder af ens liv. Men ved spiseforstyrrelser opleves følelseslivet som et stort kaos hele tiden. Den spiseforstyrrede har opbygget en stor negativitet mod sig selv. Uanset hvad hun præsterer, synes hun ikke, at det er godt nok, hun føler sig afvist og til besvær.

I sin sårbarhed og afmagt griber hun efter noget, som hun kan overskue og hvor hun kan bevise overfor sig selv, at hun kan genvinde kontrollen. Hun er ofte så usikker på egne evner, at hun føler, at vægten er det eneste område, hvor hun
med sikkerhed kan måle, om hun klarer sig godt eller dårligt.

Det er sådan, det er startet for min klient. Med oplevelsen af kontrol. Hun havde i et stykke tid tænkt, at nu var hun ved at blive lidt for godt i stand. Hun satte sig som mål at ville tabe sig fra 59 kilo til 50 kilo. Hun undlod at spise kager, chips og choklade. Hun tabte sig og fik mange positive kommentarer.

Hun følte sig høj, hver gang vægten faldt. Hun følte, der var noget hun kunne finde ud af, og det blev starten på mange år fanget i anoreksiens kløer. For denne kontrol er kun tilsyneladende, for det bliver med en spiseforstyrrelse aldrig den ramte, der har kontrollen.