Ældre og ensom: Livsvigtige relationer

”Det er længe siden, vi sidst har set hinanden”.  Jeg taler til ham på vej mod konsultationen, men han hører det ikke rigtig, før jeg gentager det, da vi har sat os i hver sin stol.

”Jeg har ikke tid til at rende her, hvis der ikke er noget at komme for. Husk på, at jeg er i den sidste ende. Faktisk har der aldrig været kortere tid tilbage af mit liv end lige nu!” Han griner selv af sit svar, og det smitter. Han er 85 år og har jo ret.

Han kommer til årskontrol for let forhøjet blodtryk, og alt er fint. Jeg forsøger at fortsætte den muntre tone ved at fortælle ham, at hans blodtryk er lige så fint som en 16-årig spejderdrengs. Han svarer ved at sige, at han altså ikke spejder ret langt, fordi han har grå stær, men ellers synes han da, det er meget fint.

Ensom og lidt færdig med livet

Vi både smiler og griner flere gange undervejs. Han er sjov. Han er selvironisk og kommer med det ene Gajolpakke citat efter det andet. På et tidspunkt bliver der stille, og folderne i hans ansigt bliver mere alvorlige. ”Jeg er ensom” – han har vendt blikket fra mig til et sted bag mig.

”Jeg har levet det, jeg skal, og jeg føler min opgave er færdig. Der er ikke længere nogen, der har brug for mig.”. Der er stille lidt, inden jeg spørger ham, hvor længe han har haft det sådan.

Han siger, at han savner sin kone, og at det bliver værre år for år. ”Vi fik det bedste ud af de gode tider og fandt ud af at leve med det, vi ikke kunne lave om, selv om vi var stædige begge to. Det, der er vigtigt for mig nu, er at få det bedste ud af livet uden hende og med de mennesker, der betyder noget for mig.”

En god fortæller

Vi er egentlig færdige med dagens konsultation og det, der var planlagt, og selv om vi har hygget os, er det først nu, vi kommer til at tale om det, der har følelsesmæssig tyngde for ham. Vi har en relation.

Han begynder at tale om dengang, de boede i en baggård uden vand og toilet, hvordan der var forældre, der ikke ville deres kærlighed, og hvordan de måtte kæmpe for at få lov at stifte familie. Han taler med farve i kinderne, levende gestikulation og liv i de gamle øjne med grå stær. Han er en fantastisk god fortæller, og jeg kan se det hele for mig.

På et tidspunkt, hvor der er gået alt for lang tid, må jeg stoppe ham, selvom det faktisk er svært. Jeg siger, som det er, at jeg er glad for at høre hans historie, og hvis jeg havde tid, ville jeg gerne høre mere, men at der er andre patienter som ham, der er i den sidste ende, som faktisk sidder og venter.

Han smiler og siger, at hvis han skriver en roman om sit liv, skal jeg nok få en kopi. Han rejser sig og trisser mod døren med sin rollator, og han er igen den gamle mand, der virker skrøbelig og ensom.

At være ensom er hårdt for helbredet

Da han er gået, sidder jeg lidt og tænker på hans historie og den fine oplevelse, han netop har delt med mig. Det er fint med et godt blodtryk, men det er ikke det, vi lever af eller lever for. Der er lavet mange undersøgelser på lykke, livskvalitet og det lange liv.

Der er mange bud, der handler om sund kost, motion og rygning, og det er da også vigtigt. En af de nyeste amerikanske undersøgelser har dog påvist, at det – at være ensom – koster flere sunde leveår end rygning, der ellers er kendt som den farligste risikofaktor. Min patient har forstået, at det vigtigste er relationer.

Han synes da, det er fint, at blodtrykket er, som det skal være, men han vil langt hellere snakke om det, der er vigtigt og har følelsesmæssig tyngde. Det er og var relationen til hans kone, der døde for nogle år siden.

Han lever med tabet, selv om det er svært og deler alligevel gavmildt ud af sig selv. Jeg kommer til at tænke på Morten Albæks bog ‘Et liv, en tid, et menneske’, hvor han netop beskriver det, han er ualmindelig god til.

Det handler ikke om at være lykkelig eller tilfreds, det handler om at have et liv med mening. Det er min patient god til på trods af tab og savn – på sin egen måde.