Lotte lever for at hjælpe andre – men først skulle hun hjælpe sig selv

Medicin er til for at gøre os raske. Men for Lotte ødelagde det hendes liv. For mere ville have mere, og pludselig stod hun med elefantfødder ved dørtærsklen til et døgnbehandlingstilbud i en tåge af kemi.

Et voldeligt ægteskab. Med snyd og bedrag. Det er det, der får Lotte Ingemann til at træde ind ad døren hos sin læge. Hun tigger og beder om hjælp, og lægen er ikke i tvivl, når han kigger ind i Lottes nedtrykte øjne. Hun skal have benzodiazepiner – også kaldet stesolid. For vi er i 90’erne, og det er proceduren på det tidspunkt. Så Lotte henter sin recept på apoteket og mærker hurtigt den beroligende effekt. En effekt, hun ikke kan få nok af.

Men videnskaben bliver klogere, og man finder ud af, at benzodiazepiner er stærkt vanedannende. Det stopper dog ikke den snu Lotte. Hun skifter løbende læge. For hun er fast besluttet på at få sin medicin.

Det er jo bare medicin

Efter en turbulent skilsmisse kommer Lotte tilbage på rette kurs. Hun starter vejen mod et normalt liv. Med en uddannelse som SOSU-hjælper, hvor hun kan gøre det, hun brænder for. At hjælpe andre. Men i 2000 får hun en revne i diskus og medfølgende stærke smerter af det hårde, fysiske arbejde med løft og pleje af de ældre. Og hvad hjælper på smerter? Morfin.

Lægerne overser Lottes tidligere misbrug og udskriver det stærke præparat. Lotte vil hele tiden have mere, og hun ved lige præcis, hvordan hun skal lokke lægerne til at øge hendes dosis. For hvem kan sige nej til en patient, der fortæller, at hun har så ondt, hun ikke kan gå?

Med morfinen som skjold kan hun klare hele verdenen. Alt imens benzodiazepinerne gør hende irritabel og aggressiv, hvis hun ikke øger mængderne for at få den afslappende effekt.

“Jeg så ikke selv, at jeg havde et problem. Jeg tænkte bare, at jeg fik lægeordineret medicin for mine smerter.”

Svigt, der går i arv

Herfra eskalerer misbruget gradvist. Et kortvarigt job på et kirkekontor, hvor hun skal assistere til bisættelser, vækker minder om svigt fra barndommen. Farens alkoholmisbrug. Morens overforbrug af hovedpinepiller, der ødelægger hende nyrer. Hun dør, da Lotte kun er 6 år gammel. Og mormoren og morfarens død. De eneste sunde, voksne mennesker i Lottes liv. Voksne, der skulle være der altid.

Da hun får nyt fleksjob, bliver hun konfronteret med sit misbrug af sin sagsbehandler, som tvinger hele til at gå på pension. Her bliver gulvtæppet for alvor trukket væk under hende. For nu sidder Lotte pludselig alene i en lejlighed. Uden job og kollegaer. Med pillerne som eneste faste selskab.

– Sagsbehandleren tog det eneste, der lugtede af et normalt liv, væk fra mig, fortæller hun.

Med medicinen følger angst. Og værst af alt. De svigt, hun selv har oplevet, giver hun nu videre. Til sin søn. Hun ringer og sviner ham til. Så meget, at han bliver psykisk udmattet og må sove flere timer efter opkaldene.

– Jeg bliver så ked af det, når jeg tænker på det. Det vil nage mig resten af mit liv, fortæller Lotte.

En klar melding

Pludselig en dag er der noget, der vækker liv i den følelseskolde Lotte. Hun får et ultimatum fra sin svigerdatter. Hvis Lotte ikke kommer i behandling, og der en dag kommer børnebørn, må hun ikke være alene med dem. Det får hende op på cyklen og ud i byen for at finde hjælp.

“Det var første gang, at nogen sagde tingene så direkte til mig. Det var det spark bagi, jeg havde brug for.”

Vil du dø eller i behandling?

På det kommunale misbrugscenter får Lotte valget. Vil du i stabilisering eller i behandling? ”Hvad betyder det?” spørger hun sin sagsbehandler. Svaret bliver ikke pakket ind.
”Du kan komme og få medicin et par gange om ugen, til du dør af dit misbrug, eller du kan komme i intensiv døgnbehandling,” svarer han. Valget er ikke svært.

Og da lægen skal hjælpe hende med nedtrapning og sætter hende i metadonbehandling, og Lotte svarer ”Jeg er ikke narkoman”. Lyder svaret tilbage: ”Jo, du skyder det bare ikke ind i blodårene.”

Nogle uger efter bliver Lotte indskrevet på døgnbehandlingcenteret Sydgården i Haderslev. Over 250 kilometer fra hjembyen på Sjælland.

En kulderystende sommer

Det er juni 2012. Svækket og sløvet af metadon og benzodiasepiner husker Lotte ikke meget andet, end at hun stiger på et tog på Sjælland og står af i Fredericia. Her bliver hun samlet op af Sydgårdens chauffør. ”Virker den behandling?” spørger Lotte, da hun har sat sig på passagersædet. ”Ja, hvis du vil det,” lyder svaret. Resten af køreturen er der stille i bilen.

Lotte træder ind ad døren til Sydgården i en tåge. Hendes krop er tung af de 17 kilo væske, der fylder ben og fødder. Det første, hun husker, er samtalen med Sydgårdens psykiater. En stor mand. Med lige så store ord.

– Hvis jeg spiste den mængde piller, du gør, så ville jeg dø, lyder det fra ham.

Han hjælper Lotte i nedtrapning og giver hende krampeforebyggende medicin. Ellers kan forløbet blive fatalt. Det resulterer i over en måned, hvor hun ikke kan holde på noget. Hverken den ene eller den anden vej. Selvom det er sommer, ligger hun foran pejsen og fryser helt ind til marv og ben. Efter lang tids pinsel kan Lotte den 23. juli endelig levere en helt clean urinprøve. Så lang tid tager det at få medicinen ud af kroppen. Først nu, kan hun tage imod Sydgårdens terapi.

– Der gik længe, før terapeuterne kunne trænge igennem til mig, men de lærte mig at arbejde med de svigt, jeg har oplevet gennem mit liv. Jeg var en meget nervøs pige, og da jeg ikke havde misbruget som skjold, blev jeg nemt aggressiv, råbte og bed fra mig. De lærte mig at få mere kontrol, siger Lotte.

Er du syg, mor?

Da Lotte bliver udskrevet fra Sydgården, vil hun ikke tilbage til Sjælland. Hun er ikke klar til at klippe navlestrengen, så hun finder en lejlighed i Haderslev. Tæt på Sydgården. En beslutning, hun aldrig har fortrudt. For da hun skal til at handle ind til et helt almindeligt måltid, gøre rent hjemme i stuen eller vaske tøj, skal hun pludselig til at lære alt på ny. Uden misbruget at støtte sig til. Her bliver Sydgården sikkerhedsnettet, hun hele tiden kan kaste sig tilbage i. Mens hun bevæger sig tilbage til en normal tilværelse. Et lille skridt ad gangen.

Når Lotte ringer til sin søn og lyder lidt grødet i stemmen, fordi hun er ensom, er svaret tilbage: ”Er du træt, mor?” Han kunne lige så godt spørge: ”Har du taget piller?” Så Lotte må køre til Sjælland en gang om måneden for at kigge ham i øjnene. Vise, at han kan stole på hende. For hun ved, at han har været bange. Rædselsslagen for at skulle bære sin mor i graven som misbruger.

– I dag har jeg et godt forhold til min søn, og det betyder alt for mig. Det gør mig så glad, når han ringer og har brug for mig. Når jeg kan være der for ham, som en mor skal være det.

En redningskrans i tågen

Da Lotte finder tilbage til hverdagen, får hun job på Sydgården. Først som chauffør og senere som aftenvagt og nattevagt – som vikar og senere fast.

“Jeg elskede at være der for de andre beboere. Jeg kunne hjælpe dem med mine egne livserfaringer, og jeg kunne også lære noget af deres.”

– Det var fantastisk, at nogen havde brug for mig. Det var også derfor jeg blev SOSU-medhjælper i sin tid.

I dag har Lotte desværre været nødt til at sige sit job hos Sydgården op efter en uheldig operation i akillessenen, som resulterede i infektion og en brækket fod. Men så snart hun har overstået genoptræningen, har hun mod på at fortsætte arbejdet med at hjælpe andre misbrugere. Med sine 60 år mener hun, at hun har meget at give af endnu.

Lotte er bevidst om, at hun har en livsvarig diagnose. Hun er misbruger. Og hun vil altid have behov for, at lægerne er opmærksomme på, hvilken medicin hun får.

– Hvis ikke jeg havde fået hjælp, så havde jeg været død i dag. Det er der ingen tvivl om, siger Lotte og tilføjer:

– Jeg har lært, at jeg ikke kan hjælpe andre og varetage et job, hvis jeg ikke tager hånd om mig selv.