Mand, pas på din prostata

Af: Carsten Gottlieb

Foto: Shutterstock

Forstørret prostata er til gene for mange mænd, når de bliver ældre. I næsten 5.000 tilfælde hvert år udvikler det sig til behandlingskrævende cancer. Men tallet kunne være betydeligt lavere, hvis flere mænd blev opmærksomme på kost og tilskud, der værner om prostatakirtlen.

Måske bryder manden sig ikke om at gå til læge. Måske synes han, at vandladningsproblemer er pinlige. Måske mærker han slet ikke noget.

Der er flere veje frem til en diagnose med prostatakræft – den mest udbredte form for cancer blandt mænd. Vejene deler sig også, når sygdommen først har bidt sig fast. I slemme tilfælde breder kræften sig til lymfer og knogler, hvor den bliver livsfarlig. I andre tilfælde udvikler den sig langsomt, så det primære symptom er vandladningsproblemer – muligvis i resten af livet.

Fakta er imidlertid, at næsten alle mænd på et tidspunkt efter deres 60-års fødselsdag oplever vandladningsproblemer, som skyldes den med alderen forstørrede prostata.

Fakta er også, at 1200 mænd hvert år dør på grund af prostatakræft.

Og endelig er fakta, at vi mænd kan forebygge sygdom i prostata med både vores kostplan og ved at spise de rette tilskud.

Så vi måske hverken bliver syge eller har brug for at bestille tid hos lægen.

Skulle vi ikke lige kigge nærmere på, hvordan det hænger sammen?

Læs også: Mænd skal lære og støttes i at tale om alvorlig sygdom

Kål og kaffe

Udfordringen er nemlig, at prostataforstørrelse er en normal udvikling hos raske mænd. Så det gælder om at stimulere funktionen af prostata bedst muligt.

I kostplanen gælder mange af de almindelig råd om sund og næringsrig kost. Alle kåltyper og fisk anbefales på grund af deres indhold af hhv. essentielle næringsstoffer og omega-3, som dæmper risikoen for, at celler udvikler kræft.

I forhold til livsstil er især kraftig overvægt og overdrevent alkoholforbrug fremhævet som prostataskadeligt.

Flere studier har undersøgt, om kaffebønner også har en positiv indvirkning på prostata. De studier, der konkluderer på en målbar effekt, anbefaler en daglig dosis på 4-6 kopper. Sundhedsstyrelsen råder til en begrænsning på højst 4,5 kopper kaffe dagligt (400 mg koffein). Studier i kaffe og prostata tyder dog på, at effekten er den samme, uanset om der drikkes koffeinfri kaffe.

Læs også: Omelet med hytteost, spinat og grønkål

Tomatsovs på recept

Med særlig henblik på prostata anbefales også kogte tomater, altså typisk i form af en tomatsauce. Tomaterne indeholder stoffet Lycopen, der nemmest optages af kroppen, når tomaterne er kogt, og man samtidig indtager et fedtstof som f.eks. olivenolie.

Lycopen har dokumenteret effekt på at forhindre udviklingen af kræftceller i prostata. Samme positive virkning er påvist, når en patient med prostatakræft får et tilskud af lycopen, så sænkes risikoen for, at sygdommen udvikler sig dødeligt.

Lycopen fås også i tabletform som tilskud.

Olie fra hør og græskarkerner

Fedtsyrer har ofte stor betydning for cellernes modstandskraft imod cancer, og for prostata gælder det især fedtsyrerne fra hørfrø og græskarkerner.

I begge tilfælde er virkningen dog ringe, når du spiser de hele frø eller kerner. Hørfrø bør heller ikke opvarmes. Derfor er det mest hensigtsmæssige i begge tilfælde at indtage dem i olieform.

Hørfrøolie er nem at få fat i og kan benyttes i almindelig madlavning, mens græskarolie fås i kapselform – i Danmark markedsført som progræsolie.

Kosttilskud og naturlægemidler

Lycopen og hørfrøolie er typisk blandt ingredienserne i flere kosttilskud, som er målrettet vedligeholdelse af en sund prostata. Det gælder mærker som Prostabona, ProstaSURE, Prosta Vital og PRO Staminus.

Ekstrakt af savpalmefrugt er også en naturlig ingrediens, som har dokumenteret effekt på vandladningen – og dermed på prostatasundheden. Savpalme har imidlertid også effekt på hormonbalancen, og derfor er den ikke tilladt i almindelige kosttilskud. Men ekstraktet kan både lette vandladningen og sænke kræftrisikoen.

Midler med savpalme skal være godkendt som naturlægemiddel, hvor der er skærpet tilsyn med indholdet. Disse midler kan købes uden recept under navne som Sabalin og Prostasan.

Tranebærjuice også til mænd

Forstørret prostata giver ofte besvær med at tømme blæren fuldstændigt. Dermed øges risikoen for ophobning af bakterier i blæren, som kan føre til blærebetændelse.

Tranebærjuice, der i årevis er blevet anbefalet som behandling af blærebetændelse, gør det sværere for bakterier at finde fodfæste i blæren og kan dermed være en vigtig forebyggelse af en smertefuld blærebetændelse.


Naturlige alternativer?

Denne artikel er blevet til i samarbejde med magasinet Naturli, der skriver om sundhed og velvære med fokus på naturlige og alternative metoder og midler.

Se mere på www.naturli.dk hvor du også kan finde kilder til denne artikel og søge på andre artikler om kosttilskud til mænd.