Manu Sareen: Fra problembarn til minister

Sidste år fik den tidligere minister, forfatter, nyopstillede borgmesterkandidat for socialdemokratiet og meget andet Manu Sareen konstateret ADHD. Det var en diagnose, som fyldte ham med både forvirring, glæde, sorg og lettelse, og som har givet ham en helt ny optik at se sit liv igennem, fortæller han i sin nye bog.

– Er kaffen for stærk, spørger Manu Sareen, mens vi sidder i sofaerne i hans stue og taler om den diagnose, han først for nyligt fik stillet, og som har ændret måden, han ser på sit eget liv fundamentalt. Mens vi sidder her er der roligt. Eller det vil sige, der naturligvis kører busser og biler på vejen udenfor vinduet, og lyden af trin fra overboen instrumenterer vores samtale. Ind imellem bliver lydsymfonien akkompagneret af stemmer fra trappen, et dyt, høje stemmer på gaden, eller den forsigtige lyd af bladet fra en stueplante, der rammer gulvet.

Alle de lyde er der. Ligesom måden lyset falder gennem vinduet og kaster skygger på gulvet skifter i takt med, at skyerne blæser stille over himlen. Jeg registrerer da godt, at alt det sker. Men det er på ingen måde noget, der fanger min opmærksomhed, eller risikerer at rive mig ud af interviewet eller rytmen i mine spørgsmål. Anderledes er det for Manu. Han fik for ganske nyligt stillet diagnosen ADHD, som flere og flere voksne i dag får stillet. Han har altid haft følelsen af, at der var noget galt med ham. Han var anderledes. Faldt udenfor. Blev sendt udenfor døren. Men at få mærkaten ADHD sat på sin person, var alligevel en voldsom overraskelse for ham på flere måder.  

Ikke desto mindre, er det sådan, det er. Og det betyder, at Manus hjerne fungerer på en anden måde end mange andres og opfatter ting med en anden kraft, end jeg for eksempel gør. Han bemærker ikke bare bladet, der falder, som noget der sker i periferien af sit synsfelt, og som han uden videre kan lade være med at tænke videre over eller blive fanget af. På samme måde er det, med mig og kaffen. Han forklarer, at det ekstra sekund, jeg kiggede ned i den varme bryg, efter at have taget en tår, med det samme sætter gang i en tankestrøm, der allerede inden jeg har slugt kaffen, får ham til at spørge, om den er for stærk. 

– Det er som at have 10 antenner ude hele tiden, der opfanger og analyserer på alt. Fra måden du skriver, til farven på din neglelak, lydene i huset, som jeg ellers burde kende, samtidigt med at jeg koncentrerer mig for at se dig i øjnene og lytte til, hvad du siger. De antenner arbejder hele tiden, og jeg kan ikke slukke for dem. Det er både en kæmpe force, men også hårdt, forklarer Manu. 

Føler med den lille dreng

Måden, hans hjerne fungerer på, er ikke ny. Manu kan huske helt tilbage fra sin tid som dreng i folkeskolen, at han havde svært ved at holde fokus og nemt kom til at virke lidt urolig, fordi der hele tiden var noget, der fangede hans øje. Det betød ikke nødvendigvis, at han ikke hørte efter, men at han udefra set virkede sådan, og derfor blev sendt udenfor døren. 

– Man kan fra Busters verden godt tro, at det kan være lidt hyggeligt det der med at gå rundt ude på gangene alene, men når det sker igen og igen, er det ikke fedt, at man bliver fjernet fra klassen og det sociale, siger han. 

Når han tænker tilbage på sin tid i folkeskolen og sin tid som barn generelt, bliver han ked af det på den lille drengs vegne. Han ville ønske, at nogen havde taget ham i hånden og hjulpet ham. Lært ham, hvordan han kunne mestre den ADHD, som prægede ham, selvom der skulle gå mange år, før det gik op for nogen. Også derhjemme mødte han modstand for sin måde at være på. Han fik skæld ud for sine impulsive handlinger. For at glemme tiden. For at virke fraværende. Skældud fra morgen til aften, fortæller han.

Med årene voksede den lille dreng op til at blive en ung mand, og her fortsatte udfordringerne. Han blev smidt ud af gymnasiet, begyndte at selvmedicinere med hash og befandt sig på sin vis på en glidebane. En glidebane, der let kunne have ført ham til Vestre Fængsel og ikke Christiansborg.  

Ser man på statistikkerne er der nemlig en voldsom overrepræsentation af mennesker med ADHD i de danske fængsler. Heldigvis for Manu gik det ikke sådan, og det er der nok flere årsager til, men efter han selv fik diagnosen og er begyndt at undersøge sygdommen for bedre at kunne forstå sig selv, har det overrasket ham, hvor stor en risikofaktor ADHD faktisk er for eksempelvis at ende i kriminalitet, og det er for ham at se et alvorligt problem, som der skal tages hånd om som samfund. 

– Tidligere var min mærkesag som politiker at gøre det muligt for homoseksuelle at blive viet i kirken, og jeg kan mærke, at det her med ADHD og de udfordringer, der følger med, er det, der ligger mit hjerte nært nu, og som jeg gerne vil arbejde for at forbedre, siger han.

Når det ikke gik ham, som det desværre går for så mange andre, mener han, at det er en kombination af faktorer. En af dem er held. 

Læs også: Nej, der er ikke gået inflation i ADHD-diagnosen

Dobbeltjeopardy: Sygdom og sort skole

– Jeg har det lidt svært ved at sige, at min succes skyldes held, for jeg vil jo gerne have, at det bare er min fortjeneste og fordi, jeg er for fed, griner han og fortsætter, men jeg må jo nok erkende, at jeg har været heldig, at den type ideer, jeg får, er konstruktive, og at jeg har været på de rigtige steder, på de rigtige tidspunkter, siger han.

Det var eksempelvis ikke skrevet i stjernerne, at Manu skulle blive forfatter. Men i dag har han en bibliografi på mere end 20 bøger, som er blevet meget rost. Som det er med hans hoved, der hele tiden kører på et overdrev, opstod en idé til en børnebog, og heldigvis var han i nærheden af folk, som kunne se potentialet i netop det, og derfor fik ideen vinger. Den anden komponent, han selv peger på, som har haft stor indflydelse på, at han sidder, hvor han gør i dag, er hans far.

For Manus forældre kom til Danmark fra Punjab i Indien i 1971, og mantraet til han og hans søstres opvækst har altid været, at de skulle være taknemlige for at være i Danmark, og at de skulle gøre deres bedste. 

– Min far var af den gamle skole, og jeg var egentlig bange for ham, så da jeg var ved at bevæge mig et skidt sted hen og gå samme vej som mange af mine venner i de unge år gjorde, med lidt for meget ballade, var min far en stopklods i mit hoved. Jeg turde simpelthen ikke, siger Manu.

I stedet besluttede han, at han skulle udrette noget, hvilket han i sandhed også er lykkedes med. Han er far, forfatter, politiker, tidligere minister for seks ministerier på en gang, coach, foredragsholder og ved at uddanne sig til sexolog, bare for at nævne nogle af tingene på hans CV. Det er svært for Manu at sige præcis, hvor meget af hans måde at leve på, der skyldes “ham”, hans ego og de høje ambitioner, han også har med hjemmefra, og hvor meget, der skyldes ADHD. Men det er i dag tydeligt for ham, at de forskellige ting i kombination med hinanden har betydet, at han er kommet til at presse sig selv både til og ud over kanten, og han ville give alle sine bedrifter væk for et liv uden ADHD.

“Jeg ville give det hele væk uden at blinke, hvis det betød, at jeg så kunne have haft en mere normal tilværelse. For jeg synes, jeg har haft et hårdt liv.”

– Og jeg har haft mange af de ting, som jeg i dag ved, følger med ADHD med stress, depression og lidt angst, og det vil jeg virkelig gerne have været foruden.

Det, han i dag er mest ked af, er, at han ikke var særlig meget til stede i sine børns barndom, fordi han arbejdede 60 – 70 timer om ugen. Det gjorde han til dels, fordi ADHD’en gør, at han ikke kan mærke sig selv, og hvornår han er ved at være brugt. Samtidigt med det betyder sygdommen, at der hele tiden dukker ideer op, som han gerne vil handle på, og derfor kan det nemt tage overhånd.

Ser sig selv gennem et nyt filter

Og det tog da også overhånd, og har til tider sendt ham helt ned under gulvbrædderne. Han har måttet trække stikket fuldstændig i perioder, hvilket i høj grad hænger sammen med, at han ikke har haft de rette værktøjer. For hvordan skal man arbejde med et problem, man ikke ved findes? Manu vidste ikke, han havde ADHD – det gjorde ingen. Han vidste ikke, hvorfor han ofte har været nødt til at rejse sig fra sin stol i et mødelokale og gå rundt, når forhandlinger trak i langdrag. Hvorfor han havde lyst til at sætte sig under sit skrivebord for at læse papirer og skærme sig af fra distraktioner. Hvorfor han elskede at gå ud til postkassen i bare tæer på kolde dage for at mærke sin krop, eller kaste sig ind i hårde tacklinger til en fodboldkamp og se blodet løbe ned af benet.

Men alt det var måder, han ubevidst forsøgte at mestre sin ADHD med. Det var bare ikke nok. Ikke nok til at undgå depression. Ikke nok til at kunne administrere sin energi. Ikke nok til at kunne fastholde sit seneste parforhold.

– Jeg blev skilt i februar sidste år, og jeg kan ikke lade være med at tænke, at det kunne have været anderledes, hvis jeg havde vidst, hvad der var med mig. Det er uretfærdigt, og det synes jeg, at der er mange ting, der har været, men det er en tanke, jeg prøver at lade være med at dvæle for meget ved, og så se fremad i stedet, siger Manu.

Det er også det, han prøver, med sin nye bog. For da han fik diagnosen, gik han derfra med et stempel i panden og en recept i hånden, og var så ellers overladt til sig selv. Men han havde behov for mere viden og hjælp. Det har han opsøgt ved at tale med eksperter og andre voksne, som lever med ADHD, for at blive klogere på, hvordan man kan gøre netop det. Leve med en sygdom, der griber ind i så mange facetter af livet. Han har lært, at han skal finde tid til at lade op. At han skal sige stop, selvom hans krop egentlig siger kør, fordi den ikke selv kan mærke, hvordan den balancerer på kanten af en skrænt. At han kan bruge meditation, naturen og motion til at finde en ro i kroppen. Men det er en proces, og der er stadig meget at lære.

“Diagnosen har givet mig et helt nyt filter at se mit liv igennem. Jeg tænker ikke længere, at det er min skyld, at jeg blev smidt uden for døren, at jeg havde svært ved at sidde stille, at jeg var anderledes og følte mig mærkelig.”

Det er ikke min skyld. Og så er der ingen tvivl om, at det er definerende for mig nu og resten af mit liv, og at jeg skal arbejde med at mestre det altid. Men viden er nøglen, og den viden, jeg har fået, vil jeg gerne bruge både på mig selv og på at hjælpe andre. Det håber jeg, jeg kan komme til, siger han.