Medicin, mad og målinger stresser folk med diabetes

En ny undersøgelse i Region Syddanmark viser, at hver tredje med diabetes føler sig stresset som følge af sygdommen. Både behandlere og pårørende kan gøre meget for at afhjælpe stressen, siger psykolog.

Hvorfor føles mit blodsukker pludselig så lavt? Risikerer jeg at besvime her midt i supermarkedet? Har mit langtidsblodsukker nu igen været for højt for længe? Og vil lægen nu sige, at jeg ikke passer min diabetes godt nok? Gad vide, hvad jeg gør til festen i weekenden i forhold til mad – kan jeg holde styr på, hvor mange kulhydrater jeg indtager?
Det er ikke tilfældigt, når man siger, at det at have diabetes – hvad enten det er type 1 eller 2 – er som at have fået et ekstra job. Et job, som man vel og mærke ikke har bedt om, og som man ikke kan holde fri fra hverken dag eller nat. Derfor kan det næppe heller undre, at mange mennesker med diabetes lider af det, der kaldes diabetesstress. En undersøgelse fra Region Syddanmark, der blev offentliggjort i november 2020 viser, at en tredjedel af de adspurgte patienter med diabetes, føler sig stresset i forbindelse med deres sygdom.

Julie Drotner Mouritsen, der er psykolog på Steno Diabetes Center Odense, er ikke overrasket over tallet. Det flugter med hendes egne kliniske erfaringer, og tallet er kun lidt højere end i de større nationale og internationale undersøgelser, der tidligere er lavet. Det er især de yngre aldersgrupper, der føler sig stressede, hvilket måske kan forklares med det liv, de i øvrigt lever.

– Diabetes griber ind i stort set alt, hvad du foretager dig i hverdagen; mad, motion og medicin. Har man også små børn og et job, der skal passes, er det meget at skulle jonglere med i en travl hverdag. Dertil kommer, at blodsukkeret i sig selv påvirkes af stress, siger Julie Drotner Mouritsen.

Screening for diabetesstress

Det er både personer med type 1 diabetes og type 2 diabetes, der oplever diabetesstress. Det er forskelligt fra person til person, hvad det er, der udløser stressen. Det kan være den daglige håndtering af sygdommen, hvor man skal måle blodsukker og veje sin mad for at sikre, at man får den rette mængde insulin. Det kan handle om, at man føler sig stigmatiseret af den måde, der bliver talt om mennesker med diabetes. Men det kan også være bekymringer, der rækker ud i fremtiden. Man kan blive angst for, at de valg, man træffer nu, senere kan resultere i nogle af de følgesygdomme, der er typiske for mennesker med diabetes – blindhed, amputationer eller alvorlig hjerte- og nyresygdom.
Nogle patienter, der oplever diabetesstress, vælger på uhensigtsmæssig vis at skubbe sygdommen fra sig. Men det er ikke en holdbar løsning i længden.

– Her er det vigtigt, at de behandlere, patienten møder i systemet, hjælper med at motivere vedkommende til at komme i den rigtige retning. At det at måle sit blodsukker kan føre til et bedre liv. I andre tilfælde kan det være, at patienten bruger for megen af sin tid på at bekymre sig om følgesygdomme, som måske kan opstå om 20 år. Her kan opgaven for behandleren være at hjælpe patienten til, at han eller hun afsætter et bestemt tidsrum til bekymringer hver dag og ellers prøver at fylde tiden med det, der giver livskvalitet, så bekymringerne ikke fylder hele tiden, siger Julie Drotner Mouritsen.

Det kan være svært at finde ud af, om en patient lider af diabetesstress. Er man til kontrol hos sin læge, er det ikke givet, at man får sagt, at man faktisk går og føler sig stresset over sin diabetes. En af måderne at få fokus på den oversete diabetesstress kunne være systematiske screeninger, siger Julie Drotner Mouritsen, der understreger, at stressen ikke er en egentlig sygdom, men en tilstand, der er en reaktion på sygdommen.

– Man kunne i samme ombæring, som man screener for andre ting, teste, om patienten viser tegn på diabetesstress. Men det kan også handle om at få givet et kompetenceløft til de behandlere, der møder patienterne, så de bliver bedre til at spotte dem, der lider af diabetesstress, siger hun.

Læs også: Tandsundhed tæller ved diabetes

Pårørende som hjælper og selvhjælper

Når et menneske får diabetes, flytter sygdommen ind hos hele familien. Man ser blandt andet også derfor en overrepræsentation af angst, stress og depression hos pårørende til personer med diabetes sammenlignet med resten af befolkningen.

Ifølge Julie Drotner Mouritsen er det derfor vigtigt, at både de pårørende og personen med diabetes selv sørger for at få kommunikeret godt om de ting, der er svære. Dette kan også være med til at mindske risikoen for diabetesstress hos den, som har diabetes.

“Som pårørende skal man ikke være bange for at spørge ind, når man kan mærke, at der er noget i vejen. Men det handler meget om at få spurgt på den rigtige måde og det rigtige tidspunkt.”

Det er for eksempel ikke en god idé at lægge ud med at sige: ”Du er altid så sur….”. I stedet kan man sige: ”Jeg er usikker på, hvordan jeg bedst spørger ind til dig, når jeg vil høre, hvordan du har det. Kan du hjælpe mig?”. Og sådanne samtaler bør altid tages i fredstid – i krigstid bliver kommunikationen sjældent særlig konstruktiv, siger hun.

Selvom det kan være svært at leve med diabetes, og der ofte kan være stress forbundet med at være en person med en kronisk sygdom, er det også vigtigt at være opmærksom på, at det kan være belastende at være pårørende.

– Der er for eksempel pårørende, der vågner om natten ved, at de kan høre sensoren give alarm for for eksempel lavt blodsukker og bliver bekymrede og stressede over det, mens personen med diabetes bare sover videre. Derfor anbefaler vi også, at man som pårørende husker at stemple ud ind imellem og gør noget godt for sig selv. For nogle kan det være en stor hjælp at komme i en pårørendegruppe, hvor man kan tale med ligesindede. Det drager forældre til børn med diabetes ofte nytte af, fordi de lever med et stort pres døgnet rundt, hvor de har behandlingsansvaret for deres barn. Men også en ægtefælle til eksempelvis en person, der ligger med meget høje blodsukre, kan have bekymringer om fremtiden i forhold til, hvor længe man får lov at beholde vedkommende. Den slags kan være rart at dele med andre, siger Julie Drotner Mouritsen.