Min sårbarhed ligger hos mine børn

Mette Kierkgaard har i godt et år været landets ældreminister. Det har betydet en ny dagligdag væk fra ægtefælle og to sønner. Men i weekenden, når hun kan lægge Christiansborg og ministeriet bag sig og sætte kursen mod vest, kommer der igen fuldt blus på familielivet i den gamle slægtsgård ved Ribe i Sydjylland.

Vintersolen står lavt og afventende over det flade, vestjyske marskland. Et strejf af et spædt forår anes, mens fugle lidt utålmodigt og nytårsparate hopper rundt på frosne små søer på markerne i det åbne landskab, Her, hvor øjnene frit kan gå på opdagelse kun sporadisk afbrudt af knejsende moderne landbrugsbedrifter. Her i en lille landsby nord for Ribe, hvor landets ældreminister bor i en slægtsgård, som har været i familiens eje siden 1700-tallet. Herfra, hvor Mette Kierkgaards verden går.

Det er fredag, og weekenden venter, så ministerbilen har netop sat Mette Kierkgaard af på privatadressen. Vi har aftalt at mødes her for at få en snak om, hvordan skiftet fra at være en såkaldt almindelig dansker til pludseligt og uden forventninger at blive minister, har været.

Uventet opringning

Det er nu godt og vel et år siden, at Mette Kierkgaard kl. 23.00 og efter at være gået i seng pludselig kunne mærke en brummen fra sin mobil, der var stillet på lydløs. Det var Moderaternes formand og stifter, Lars Løkke Rasmussen, der ringede med et tilbud til Mette Kierkgaard om at blive ældreminister. Hun sagde ja uden betænkningstid. Lidt efter meldte statsminister Mette Frederiksen sig så på Mette Kierkgaards mobil.

Ministerposten kom som noget af en overraskelse. Det var i det hele taget uventet for Mette Kierkgaard at blive valgt ind i Folketinget. Kort tid forinden havde hun valgt at stille op for Moderaterne, som på det tidspunkt kun var spået til at få tre pct. af vælgerne ved det seneste folketingsvalg. Det kom som bekendt til at gå helt anderledes.

Forpligtende fællesskaber

– Årsagen til, at jeg gik ind i politik op til det seneste folketingsvalg, var, at jeg syntes, der var for få kvindelige politikere på valgplakaterne rundt omkring. Og da jeg altid har været social liberalt indstillet, fandt jeg min naturlige plads hos Moderaterne, fortæller Mette Kierkgaard.

Hun har lige smilende og imødekommende sammen med familiens to hunde, taget imod ude på gårdspladsen. Nu sidder vi bænket ved langbordet i den hyggelige stue her på gården, tæt på Vadehavet, hvor Mette Kierkgaard er vokset op i en diskussionslysten og socialt engageret familie.

Biblioteket var en skøn kilde til at forstå omverdenen og den store verden. Og tænk, bibliotekaren satte altid en ære i at finde nogle spændende bøger til mig og min far.

– Min far tilhørte nok det traditionelle landbrugs Venstre uden at være medlem af partiet. Han og min mor dedikerede sig derimod til fællesskabet, foreningslivet og de tætte relationer her i lokalområdet. Fra barnsben lærte jeg og mine brødre, hvor vigtigt det er at tage ansvar og være noget for andre mennesker, fortæller Mette Kierkgaard. Hun husker, at de på gården i hendes barndom havde ansat en medhjælpende karl.

– Det var tydeligt, at han havde nogle udfordringer – en såkaldt skæv eksistens, men han var en naturlig del af vores familie og vores fællesskab, så det var helt naturligt for os at rumme ham og tage ham til os, fortæller Mette Kierkgaard, mens hun med lys i øjnene fortæller om sin opvækst på slægtsgården, hvor hendes børn nu også vokser op. Om slidstærke, opbyggelige og ukomplicerede måder at leve sit liv på.

F.eks. var det noget af et spændende eventyr at komme på det lokale bibliotek. Sammen med sin far troppede hun ofte op her:

– Biblioteket var en skøn kilde til at forstå omverdenen og den store verden. Og tænk, bibliotekaren satte altid en ære i at finde nogle spændende bøger til mig og min far. Nogle, vi lige skulle læse og som lå klar til os, fortæller Mette Kierkgaard, der efter 25 år i Aarhus, Aalborg, København og Aarhus sammen med familien flyttede hjem til slægtsgården, hvor hendes bedsteforældre havde boet på aftægt.

Magt forpligter

Det er ikke svært at forstå Mette Kierkgaards glæde over den forbundethed, hun oplever til sin slægt. Og, som nok også er en del af forklaringen på den ro og afklarethed, der strømmer fra hende, når hun bliver spurgt om, hvad der har været den største overraskelse over at være nået til tops i det danske magthierarki.

– Der er egentlig ikke noget, som har overrasket mig – jeg har jo som tidligere ansat i socialsektoren fået et indblik i, hvordan det politiske system fungerer, og et godt indtryk af, hvad det vil sige at være politiker og på hele tiden. Men hvis jeg alligevel skal nævne en ting, der har overrasket mig, så er det den enorme magt, man har som minister. Og den forpligter virkelig, understreger Mette Kierkgaard, der få dage efter Helses besøg skulle fremlægge en ny ældrelov. Mere frihed og rum til individuelle valg som ældre, lægger den nye lov op til. Noget, som Mette Kierkgaard virkelig brænder for skal blive en løftestang til, at vi kan få et bedre liv med livsglæden i behold som ældre.

– Vi er jo ligeså forskellige mennesker som ældre – som vi er som yngre. Det skal vi afspejle i en langt større mangfoldighed i vores tilbud til ældre, siger Mette Kierkgaard, der hurtigt kommer ind på, hvor vigtigt det er at bekæmpe den forråelseskultur, der hersker nogle steder i ældreplejen.

– Og det er jo ikke fordi, personalet og lederne er dårlige mennesker. Det handler derimod om de rammer, vi har fået skabt for dem, og som de må arbejde under. Og så handler det om manglende uddannelse og måske manglende lyst til at have med andre mennesker at gøre. Hun nævner i den forbindelse et eksempel fra den meget omtalte TV-dokumentar om Else på et plejehjem i Aarhus. Her mødte vi også en beboer, som havde en fyldt ble men blev tvunget til at spise sin middagsmad i stedet for at blive hjulpet af med bleen, som var hans vigtigste behov lige dér.

– Den episode gjorde virkelig ondt på mig, siger Mette Kierkgaard, der siden hun blev minister har gjort meget ud af at være opsøgende på landets plejehjem.

– Jeg kan ikke bare sidde på mit kontor og udtænke ideer – jeg skal ud i virkeligheden og være i dialog med dem i marken. Det er så vigtigt at forstå virkeligheden, så vi, der har det landspolitiske ansvar, kan lave nogle ordentlige, overordnede rammer, så de lokale tilbud bedst kan folde sig ud. Og det handler om frihed i den enkelte kommune – og først og fremmest om den enkelte ældre borger, som skal være i centrum, siger Mette Kierkgaard, der indrømmer, at der også i fremtiden vil opstå problemer på ældreområdet.

– Men her handler det om, at vi skal være meget mere nysgerrige på hinandens fejl. Vi skal lære istedet for at være fordømmende, siger hun.

Nye forbindelseslinjer

Nu kommer Mette Kierkgaards ægtefælle, Thomas, ind i stuen. Mette Kierkgaard kalder ham familieministeren. Thomas smiler lunt, mens Mette Kierkgaard tilføjer, at rollerne for nogle år siden var omvendt. Da flyttede familien nemlig til USA, fordi Thomas, der har en ledende stilling i IT-branchen, var blevet udstationeret.

Vi skal være meget mere nysgerrige på hinandens fejl. Vi skal lære i stedet for at være fordømmende.

– Jeg blev hjemmegående familieminister. Drengene var små og skulle vænne sig til at gå i skole derovre. Det var godt at kunne støtte og hjælpe dem med nogle greb til at blive inkluderet i skolen og hos de nye klassekammerater. Thomas og jeg lagde vægt på, at de selv skulle gå igennem processen. Det, vi gjorde var, at give dem en håndfuld gode råd. Blandt andet, at den korteste vej til nye mennesker er et smil – og så ikke at være for frembrusende men lige at stikke en finger i jorden. Og det er så sjovt at se et skolefoto, hvor den ene af drengene står i periferien med strakt hals og fuld af lyst til at blive en del af flokken, fortæller Mette Kierkgaard, mens familieminister Thomas lige slår fast, at den største udfordring med drengene i hans ministerium er at finde ud af, om der skal være bernaisesauce eller barbecuesauce til aftensmaden.

Læs også: Bliv hjernesmart: Forældreskab er lederskab – men tager vi det?

At være adskilt i dagligdagen som familie er noget som Mette Kierkgaard og hendes familie har vendt til en fordel.

– Vi vælger at se det som et nyt og spændende kapitel, som faktisk gør, at vi har fået nye forbindelseslinjer til hinanden – vi opdager nye sider hos hinanden, og det er rigtig godt for både ægteskab og familielivet i det hele taget, fortæller Mette Kierkgaard.

Alle i familien er natur- og sportsmennesker. Mette får løbet en del i ugens løb i København, og hun har også cyklet et par gange med Team Rynkeby til Paris. Og når hun er hjemme tager hun ofte i det lokale fitnesscenter i Ribe og træner med sine drenge. Hun er ikke spor tynget af den eksponering, hun nu har fået som minister.

– Når jeg møder folk i Brugsen eller fitnesscenteret, så er det ikke min ministerpost eller politik, de er interesseret i – det er derimod, at de kender min familie og spørger til, hvordan den har det, siger hun. Men, der er alligevel noget, som godt kan tyngde vores ældreminister.

– Det er, hvordan posten som minister vil påvirke mine drenge, hvis jeg på et tidspunkt offentligt kommer til at gøre noget dumt eller siger noget tåbeligt. Min sårbarhed ligger virkelig hos mine børn. Tanken om at havne i den situation kan faktisk godt skræmme mig lidt. Men så må jeg jo bare fortælle dem, at jeg har gjort det så godt jeg kunne. Og så går det nok, siger Mette Kierkgaard, der denne gang ikke fik en hel weekend hjemme på gården.

Tidligt søndag kom ministerbilen igen forbi for at køre hende tilbage til København. Mette Kierkgaard skulle nemlig deltage i det Statsråd, som gav Danmark en ny konge.