Når appetitten forsvinder

Som syg eller svækket og gammel kan man nemt miste appetitten. Det øger risikoen for underernæring. Men beriget mad, små portioner og trygge forhold omkring selve spisesituationen kan afhjælpe problemet, siger diætist.

I Danmark taler man om overvægt og fedme som en af de største sundhedsmæssige udfordringer, vi står overfor. Mennesker, der spiser for meget – særligt af det forkerte – og som følge deraf risikerer at blive ramt af en lang række livsstilssygdomme, fylder sundhedsdebatten herhjemme. Derfor synes det nemt at glemme, at der også findes mennesker, som er ramt af præcis den modsatte problematik; at de har svært ved at spise, simpelthen fordi appetitten halter.

Blandt de svageste ældre i befolkningen samt blandt alvorligt syge voksne på sygehusene er underernæring et udbredt problem, der kan være med til både at forlænge og forværre sygdom.

Mathias Cook, der er klinisk diætist i Center for Ernæring og Tarmsygdomme på Aalborg Universitetshospital, møder via sit job mange småtspisende patienter, der er underernærede eller i risiko for at blive det. Han fortæller, at der kan være mange faktorer, der spiller ind, når en patient mister lysten til at spise.

Appetitten kan forsvinde på sygehus

– Der er rigtig meget, som kan påvirke appetitten. Man kender det fra sig selv, hvis man er syg med for eksempel influenza eller lungebetændelse. I en kompliceret fysisk proces går kroppen i en betændelsestilstand, hvor den sender signaler om, at selvom behovet for næring er stort, så er lysten til mad lille.

– Appetitten kan også forsvinde som følge af mundsvamp og forstoppelse, ligesom sygdomstanker og bekymringer kan mindske lysten til at spise. Selvom der serveres god mad på sygehuset, så kan de uvante rammer med fremmede lyde, lugte og andet tøj betyde, at det er svært at spise, forklarer han.

Indgangsvinklen til indlagte patienter med manglende appetit er ofte, at de har tabt sig i vægt. Det kan være lidt eller meget, men nok til, at det sundhedsfaglige personale vurderer, at der må sættes ind.

Derfor laves der først en undersøgelse og analyse af patienternes vægtudvikling, fra de var raske til nu, hvorefter de kategoriseres i grupper alt efter, hvilke behov de har. Hele deres sygehistorie gennemgås også, idet den har stor betydning for, i hvilket lys den nedsatte appetit skal ses.

Sund usund mad

Det overordnede budskab for småtspisende patienter er, at den mad, der er sund mad for normale, raske mennesker, ikke er sund mad for dem. Mennesker, der har tabt appetitten i en grad, så de er underernærede, har behov for ekstra energiholdig mad og drikke. Det betyder for eksempel, at de ikke ligesom raske mennesker primært skal slukke deres tørst i vand.

– For syge og svage mennesker, der savner appetitten, er noget af det sværeste at få opfyldt deres proteinbehov for at værne om deres muskelmasse og styrke deres immunforsvar. Det kan man forsøge at gøre noget ved gennem drikkelse ved at give dem nogle fede mælkeprodukter i stedet for de fedtfattige, som vi andre skal drikke. Det giver både energi og indeholder protein, siger Mathias Cook.

Hvis det er særlig slemt, findes der mælkebaserede specialprodukter, der er målrettet småtspisende og underernærede. Heri har man tilsat både protein og vitaminer, og for en kortere periode kan de bruges som eneste kost. Således kan to deciliter medicinsk mælkebaseret energidrik gør det ud for et måltid.

En god idé er det også, fortæller Mathias Cook, når man er småtspisende, at tilføre ekstra fedtstof til de daglige måltider. Det kan være et tykt lag smør på brødet og en god klat mayonnaise på pålægget, der gerne må fylde meget mere end brødet, som ikke er så proteinrigt som kødpålæg.

Mange små måltider

Men det er ikke kun selve indholdet i maden, man skal være opmærksom, når man har med småtspisende at gøre. Psyken spiller således også ind på spiselysten, og særligt kan det for mennesker med mangel på appetitten synes uoverskueligt at spise mad, hvis den serveres i almindelig portionsstørrelse.

– Vi går meget op i portionsstørrelsen. Hvis der øses for meget op på tallerkenen, så er der stor risiko for, at patienterne giver op på forhånd. De kan slet ikke overskue, at de skal spise al den mad.

– Hvis man derimod serverer små, overskuelige portioner – for eksempel et par saltkiks med ost, så kan de bedre komme i gang. Det samme gælder med drikkelse. Jo mindre format, man serverer i, jo lettere er det at få patienterne til at drikke, siger Mathias Cook.

Mad mange gange om dagen

De små portioner betyder imidlertid, at der så skal serveres flere måltider dagligt end ellers, for at patienterne får opfyldt deres energibehov. Helt op til otte gange dagligt vil nogle opleve at få tilbudt mad, når de er indlagt.

Generelt prøver man også at tale med patienterne om deres præferencer for mad. Er der noget, de særligt godt kan lide og spiser derhjemme, kan det være en mulighed at prøve at servere det på hospitalet også. For de dårligste patienter går man ofte så langt som til at lade dem bestemme, hvad de gerne vil have at spise.

De vitaminer, som syge og svagelige ældre oftest mangler, er D-vitamin og B12-vitamin. Derfor skal man være opmærksom på især disse, når man har med småtspisende at gøre. Især hos ældre mennesker samt mennesker med tarmsygdomme, der gør, at de har problemer med at optage vitaminerne, skal der ofte gives tilskud i form af indsprøjtninger eller vitaminpiller.

Vigtigt at være vægtstabil

Problemet med underernæring begrænser sig imidlertid ikke kun til sygehusene. Der findes også ældre på plejecentre og i egne boliger, der slås med manglende appetit, ligesom alvorligt syge mennesker, for eksempel kræftpatienter, også lider under det.

Derfor er det alfa omega, at der er fokus på underernæring både på tværs af sektorer og faggrupper, pointerer Mathias Cook.

– Hvis man for eksempel skal igennem et kræftforløb, så ved vi fra forskning, at det er vigtigt, at man er vægtstabil. Derfor skal manglende appetit være på dagsordenen hos alle de instanser, man er i berøring med. Det gælder både, hvis man bor på plejecenter, eller hvis man er i kontakt med andre behandlere udenfor sygehuset, siger han.

Stor risiko for underernæring

Netop udenfor sygehusets bygninger er der brug for et større fokus på underernæring og småtspisende ældre mennesker. Det mener man i hvert fald hos Ældre Sagen, hvor seniorkonsulent Rikke Hamfeldt understreger, at op til 60 procent af de ældre, der er visiteret til at få hjælp i hjemmet eller bor på plejecentre, er i risiko for at blive underernæret, fordi appetitten mangler.

–  Vi synes ikke, at indsatsen på området er god nok og mener, at der er behov for mere fokus på ernæring og mad. Det handler for os meget om, at mad og ernæring bør ses som afgørende element for, at man kommer sig efter sygdom, men også at det generelt prioriteres højt for at fastholde en så god funktionsevne og livskvalitet som muligt, siger hun.

Hvem griber de småtspisende?

Ifølge Rikke Hamfeldt er der mange aspekter at tage højde for i forhold til småtspisende ældre. Det handler således både om selvbestemmelse, hvor sygdomsramt man måtte være, vigtigheden af at motivere til at spise og nem tilgængelighed til små energi- og proteinholdige måltider.

– Når man skal motivere småtspisende til at spise, er det vigtigt, at maden fremstår appetitlig. Når man er visiteret til at få mad udefra, så er man ofte meget svækket, og i mange kommuner får man bragt mad ud til en hel uge af gangen, og det kræver altså noget at få anrettet det ordentligt og appetitligt, siger hun. 

Ligesom Mathias Cook påpeger Rikke Hamfeldt også vigtigheden af, at der tages godt hånd om ældre svagelige, der kommer hjem efter et hospitalsophold.

– Der er desværre ikke altid nogen til at gribe én, når man udskrives. Der er behov for et meget tættere samarbejde mellem hospitaler og kommuner. Nogle få steder har man en følge-hjem-ordning, hvor en diætist følger med hjem, og andre steder er der én fra kommunen med til udskrivningssamtale, så man ved, hvad der skal ske, også når det kommer til ernæringsdelen. Men det er langt fra alle steder, siger Rikke Hamfeldt. 

Spis med andre

Man er ikke nødvendigvis alvorligt syg, selvom man er småtspisende. For mange mennesker sker der det, når de kommer op i alderen, at de får mindre appetit. Derfor er det vigtigt, at man er opmærksom på at få tilstrækkeligt med energi og protein.

Noget af det, der generelt kan bidrage til, at småtspisende ældre får mere lyst til mad, er at spise sammen med andre mennesker. Derfor står Ældre Sagen bag ved adskillige initiativer, der netop handler om, at spisefællesskaber modvirker ensomhed og øger spiselysten.

– Vi ved, at det sociale i at spise sammen med andre vækker appetitten. Derfor har vi været med til at stifte Folkebevægelsen mod Ensomhed, som bl.a. arrangerer fællesspisning.

– Ligeledes har vi forskellige caféer, hvor man kan komme og spise, og vi har spisevenner-ordningen, hvor frivillige tager ud og spiser med ældre mennesker. Hvis man for eksempel lige har mistet sin kone eller mand, som man har siddet overfor og spist med hele livet, så kan det være svært pludselig at sidde helt alene og spise, siger Rikke Hamfeldt.