Når mad tager magten fra mennesker

Der findes overordnet tre forskellige spiseforstyrrelser, som viser sig på hver deres måde. Den ene ‘Binge Eating Disorder’ eller ‘tvangsoverspisning’ er endnu ikke en officiel diagnose i Danmark. Men i Region Syddanmark er man alligevel begyndt at behandle patienter for sygdommen med teleterapi. Og henvendelserne har været mange.

At være ramt af en spiseforstyrrelse handler overordnet om, at man har et forstyrret forhold til sin krop og sin vægt. Man har med andre ord et selvbillede, der ikke stemmer overens med virkeligheden, og ens spisning foregår efter nogle mønstre, der adskiller sig fra det, man vil kalde normalt og sundt.

Man kan være ramt af spiseforstyrrelser på forskellig vis og i forskellige grader, men selvom sygdommene kan tage sig forskelligt ud fra person til person, er der også en del fællestræk. Det fortæller Mia Lichtenstein, der er psykolog, forskningsleder i psykiatrien i Region Syddanmark, og som i mange år har beskæftiget sig med spiseforstyrrelser.

– For at afgøre om der er tale om en decideret spiseforstyrrelse, bruger vi en diagnosemanual. I Danmark følger vi den fra WHO (Verdenssundhedsorganisationen red.), og ifølge den er der overordnet to spiseforstyrrelser: anoreksi og bulimi. I USA har de også en tredje, Binge Eating Disorder (tvangsoverspisning red.), og når der om nogle år kommer en opdatering af diagnosemanualen fra WHO, vil denne diagnose også eksistere officielt i Danmark. Vi behandler også allerede nu patienter med overspisningsproblematikker flere steder, blandt andet i Region Syddanmark, siger hun.

Den måske mest kendte spiseforstyrrelse anoreksi er karakteriseret  ved, at man spiser for lidt og derved bliver lavvægtig. Jo lavere vægten bliver, jo farligere er sygdommen, idet vægttabet påvirker organerne og i værste fald kan få dem til at sætte ud, så man dør. Ønsket om vægttab udspringer af et falsk selvbillede.

– Man har frygt for fedme og vægtøgning og føler sig stor og tyk, også selvom man er tynd. Mange har dog – undtaget de mest syge – ambivalente følelser, hvor de på den ene side godt ved, at der er noget i vejen med dem, men på den anden side har spiseforstyrrelsens stemme, der fortæller dem, de er tykke, forklarer Mia Lichtenstein.

Også mennesker, der er ramt af bulimi, døjer med et forstyrret selvbillede. Men de undlader ikke at spise, som anoreksiramte gør. Derimod er de kendetegnet ved at have nogle voldsomme spiseanfald, hvor de indtager så meget mad, at de bliver dårlige af det. Og af frygt for at blive tyk kompenserer de efterfølgende ved opkastninger, brug af afføringsmiddel, overdreven motion eller faste. Ligesom anoreksi kan bulimi på den lange bane blive fatalt.

Bulimi kan være dødelig i værste fald. Det er farligt at kaste så meget op, fordi balancen mellem sukker, salte og væske ødelægges, ligesom der kan opstå hjerterytmeforstyrrelser, siger Mia Lichtenstein.

Endelig er der Binge Eating Disorder, ofte forkortet BED, og på dansk kaldet tvangsoverspisning. De mennesker, der slås med denne forstyrrelse, har ligesom patienter med bulimi voldsomme overspisninger. De ønsker at kunne spise mindre og tabe sig, men trangen til mad er så stor og kan dulme alle deres følelser – både de gode og dårlige ­– derfor kan de ikke lade være. Maden, de spiser, er kendetegnet ved ofte at være usund, og når overspisningen er sket, sidder de tilbage med en følelse af stor skam.

Hvorfor nogle mennesker rammes af spiseforstyrrelser, findes der ikke noget entydigt svar på. Men fælles for dem, der rammes af lidelserne, er, at de forsøger at få kontrol over noget i deres liv, der er svært. Det kan for eksempel være mobning, skoleproblemer, kærestesorger eller forældre, der drikker.

– Det er nemmere at styre mad, fordi det er meget håndgribeligt. Det er ikke sådan, at de tænker: ’Jeg er bange for at miste min far, så nu holder jeg op med at spise’. Det er snarere sådan, at de måske starter med at springe et måltid over og mærker, at det er meget rart. Og det kan de kontrollere, så derfor gør de det igen. De oplever måske et vægttab som en gevinst ved deres adfærd, men problemet er, at der skal mere og mere til for at få opfyldt følelsen af kontrol. Og så sker der det, at de mister styringen i det, der i virkeligheden skulle give dem følelsen af kontrol, forklarer Mia Lichtenstein.

Mens man i en længere årrække har behandlet målrettet for både anoreksi og bulimi på specialiserede afdelinger rundt om i landet, er det først for nylig, at der er kommet tilbud til personer, der lider af overspisning. Et af tilbuddene er Region Syddanmarks, hvor Mia Lichtenstein har været med til at udvikle et behandlingstilbud, der foregår over internettet – såkaldt teleterapi.

– På den her måde behøver patienterne ikke først gå til egen læge. Vi har udviklet et online selvhjælpsprogram til BED baseret på kognitiv terapi, som er inspireret af programmer til angst og depression. Vi screener dem ved hjælp af en række skemaer, som kan afdække deres overspisningsproblematik, og om de passer ind i vores tilbud, siger Mia Lichtenstein.

Terapien består af 10 trin, hvor patienterne blandt andet arbejder med at få et regelmæssigt spisemønster, så de ikke bliver for sultne og ender med overspisninger. Der arbejdes også med strategier til at undgå en overspisning og med årsagerne til deres BED.

– Mange af de her mennesker har slet ikke tænkt over hvilke følelser, der ligger bag spisningen. De skal gøres bevidste om, at det er muligt at vælge en anden strategi end en overspisning. Måske skal de tale med en ven, drikke en kop te eller lytte til musik i stedet, siger Mia Lichtenstein.

Under hele behandlingsforløbet får patienterne skriftlig feedback fra en psykolog, og de har også mulighed for at skrive til psykologen, så ofte de vil. Derfor er patienterne ikke ”alene”, selvom behandlingen foregår over internettet. Og netop for denne gruppe kan det være en fordel ikke at skulle sidde ansigt til ansigt med en behandler.

– Mange af dem er enormt skamfulde. Blandt andet fordi de ofte er meget overvægtige. Derfor kan det være grænseoverskridende at skulle sidde og kigge et andet menneske i øjnene. Det er mere trygt for dem at kunne sidde derhjemme om aftenen bag skærmen, når ungerne er kommet i seng, siger Mia Lichtenstein.

Foreløbig er resultaterne af teleterapien ikke entydige. Der er både patienter, der responderer rigtig godt på behandlingen, nogle, der ikke gør samt dem midt imellem. Det skal derfor undersøges, hvem der får bedst effekt af programmet, og vi skal kunne tilbyde hjælpen til mange flere, da der stadig er alt for få behandlingstilbud.

– Vores målgruppe er dem med lette til moderate overspisningsproblematikker. Og for den gruppe er alternativet ofte ingenting. Og vi arbejder hele tiden på at forbedre behandlingen. Lige nu er vi for eksempel ved at udarbejde et modul til dem, der ikke får tilstrækkeligt ud af terapien, så de ikke vender det indad og bebrejder sig selv, at de ikke bliver helbredt, siger Mia Lichtenstein.

Efter Region Syddanmark søsatte det digitale behandlingstilbud til mennesker med overspisningsproblematikker i 2019, har Mia Lichtenstein og hendes team fået bekræftet deres bange anelser; at der går rigtig mange mennesker rundt derude, som slås med tvangsoverspisning, og som gerne vil have hjælp.

– Vi har måttet lukke ned for flere henvendelser sidste år. Vi er normeret til 50 patienter på årsbasis, men får i perioder 25 ansøgninger om dagen. Det tyder på et stort behov og en stor interesse for denne type behandling. Derfor udvikler vi nu et rent selvhjælpsprogram uden en psykolog i den anden ende. Så kan det være, at 10 procent flere kan få hjælp. Det er ikke programmet, der koster ressourcer, men antallet af psykologer. Vi ved godt, at det her program ikke kan alt. Men det kan noget, og vi vil gerne hjælpe flest muligt, siger Mia Lichtenstein.