Næste Helse: Stop for brugerbetaling

Villy Søvndal og SF garanterer, at det skal blive ved med at være gratis at gå til praktiserende læge og på skadestuen. I et stort interview med Helse fortæller han, at SF vil sætte en stopper for brugerbetalte sundhedsydelser og lover gratis behandling hos tandlæge for de dårligst stillede danskere.

De Konservative vil indføre brugerbetaling ved lægebesøg, og blandt de borgerlige partier tales der om betaling for besøg på skadestue. Venstre vil give mulighed for brugerbetaling i hele praksissektoren, og med den såkaldte genopretningspakke indførte VKO brugerbetaling på sterilisation og behandling for barnløshed.

– SF vil kæmpe for at stop for brugerbetaling på sundhedsområdet. Det skaber ulighed, adgangen til læger og hospitaler skal være fri og lige i et velfærdssamfund, siger Villy Søvndal til Helse.

Afvikling af brugerbetaling

Han forklarer, at et stop for brugerbetaling skal skrues sammen ud fra fire principper. For det første kan der ikke indføres ny brugerbetaling for lægebesøg, skadestue og hospitalsindlæggelser. For det andet må den samlede brugerbetaling ikke stige som procentandel af de samlede sundhedsudgifter. For det tredje skal eksisterende brugerbetaling afvikles, når der er økonomi til det. Og som det fjerde: Brugerbetaling på behandling for barnløshed og sterilisation afvikles straks.

Villy Søvndal er bekymret for det offentlige sundhedssystem. Han mener, den borgerlige regering er ved at ødelægge et velfungerende system.

– For mig er det uhyre vigtigt, at vi sikrer lige adgang for alle til sundhed; jeg frygter, at flere private ordninger og forsikringer vil medføre, at alle de velstillede får en forrang, og for mig er lighed i sundhedssystemet en grundlæggende værdi i det danske velfærdssamfund. Så et brud med dette princip er virkelig alvorligt.

Brugerbetaling rammer skævt

– Brugerbetaling er virkelig af det onde, ikke mindst fordi det vil ramme udsatte, mindre bemidlede grupper hårdt. Vi ved, at to af de største forbrugergrupper af de praktiserende læger, børnefamilier med små børn og ældre mennesker, disse grupper har ikke for mange penge i forvejen, vel? Brugerbetaling vil ramme disse to sårbare grupper og de kronisk syge, og jeg kan slet ikke forstå, at de borgerlige ønsker at pålægge disse mennesker for nye udgifter.

Behov for tandlæge uanset indkomst

– Hvis SF kommer med i en ny regering, vil udgifter til tandlæge blive gratis for lavindkomstgrupperne. SF vil foreslå en social retfærdig ordning, der hjælper de fattigste danskere, og så må vi se, om ordningen senere kan udvides til flere danskere, når vi finder pengene til det. Vi ved, at mange udsatte grupper, folk på starthjælp eller kontanthjælp, de går ikke til tandlæge mere, for det har de ikke råd til. Det er galt, for de mennesker har jo ikke pludseligt fået et mindre behov for tandpleje, vel?, siger Villy Søvndal til Helse.

Hele interviewet med Villy Søvndal kan læses i magasinet Helse, som udkommer på torsdag på apoteker, venteværelser og sygehuse landet over. Her kan du også læse om meditation, god søvn og kost med antioxidanter. Mette Bloch har gode råd om restitution, og Lene Hansson fortæller om, hvorfor det er vigtigt at få slappet af.