Naturmedicinske alternativer til at behandle smerter ved slidgigt

Af: LEKTOR, SPECIALLÆGE JENS RIKARDT ANDERSEN OG ADJUNGERET PROFESSOR, DR. MED., KAJ WINTHER, INSTITUT FOR IDRÆT OG ERNÆRING, KØBENHAVNS UNIVERSITET.

Foto: SHUTTERSTOCK.COM

Den smertestillende effekt af naturmedicin er bedst undersøgt ved slidgigt i knæ og hofter, men der er intet holdepunkt for, at der ikke også skulle være effekt på slidgigt i f.eks. fingre eller ryg.

Slidgigt (osteoartrose) er en folkesygdom og består i, at man mister ledbrusk og danner ny knogle i stedet. Røntgenbilleder siger ikke hele sandheden, og der er ikke en snæver sammenhæng mellem led forandringer og smerter. Der er en arvelig komponent, men fejlstillinger og skæv belastning af leddet anses også for at være medvirkende. 

Desuden kan der være mange andre delårsager. Da der ikke findes en kurerende behandling, vil langt de fleste patienter indtage smertestillende tabletter dagligt eller næsten dagligt i mange år. Non-steroide anti-inflammatorika (NSAID som f.eks. Ibuprofen) og paracetamol er de hyppigst anvendte. 

Desværre hæmmer især ibuprofen helingen af bruskvæv og senevæv og kan forårsage blødninger. Paracetamol kan give leverskader i store doser, så det er rimeligt at efterspørge andre behandlinger. Fysisk aktivitet er vigtig i den forbindelse, men det er svært at udføre, når det gør ondt. Det betyder så, at smertelindring skal til for at kunne være fysisk aktiv.

 

Hvilke alternativer har vi nu til Ibuprofen og paracetamol?

Den smertestillende effekt af naturmedicin er bedst undersøgt ved slidgigt i knæ og hofter, men der er intet holdepunkt for, at der ikke også skulle være effekt på slidgigt i f.eks. fingre eller ryg. Der er både tale om kosttilskud, der ikke er officielt godkendt og naturmedicin, som er godkendt af Lægemiddelstyrelsen.

Hyben som pulver eller i kapsel er velkendt, og har god effekt hos mange, om end ikke hos alle. Der er kontrollerede undersøgelser, der dokumenterer effekt på både smerter og bevægelighed, samt reduktion i forbrug af smertestillende medicin som paracetamol og Ibuprofen på op mod 50 procent, når grupper af patienter, der får 5 g hyben dagligt, sammenlignes med grupper, der får snyde medicin (placebo), der i øvrigt kan have effekt hos overraskende mange. 

De dokumenterede hybenpræparater er baseret på både tørrede skaller og -kerner. I handelen findes dog også præparater baseret alene på skaller af hyben, og der er ikke dokumenteret effekt af sådanne. 

Djævleklo rod er en afrikansk plante og er klassificeret som naturlægemiddel. Der er kliniske studier der viser, at djævlerod kan virke ved slidgigt. Der er ligeledes kliniske studier, der viser, at ingefær har en vis lindrende effekt ved slidgigt. 

Gurkemeje er også undersøgt, og der er effekt hos nogle patienter hos enkelte endda rigtig god effekt. Gurkemeje er et velkendt, gult krydderi, som stammer fra sydøst Asien – overvejende Indien.

Japansk, hvid gurkemeje, som ikke indeholder det gule farvestof, har i en enkelt dobbeltblind, randomiseret undersøgelse på 120 danske slidgigt patienter vist sig at virke godt. Forbruget af paracetamol og ibuprofen blev nedsat med ca. 60 procent, når kapslerne med dette krydderi blev indtaget i ganske små mængder i tre måneder. Der var også gevinster mht. led bevægelighed. I den gruppe, der fik ”fup-medicin” var der ikke de samme ændringer. Dette japanske krydderi kan ikke købes i Danmark i skrivende stund.

LÆS OGSÅ: Stadig flere bruger den alsidige CBD-olie

 

Virker også anti-inflammatorisk

På samme måde som med de medicinske præparater regner man med, at naturmedicinen virker på den hævelse, der kommer omkring de ødelagte væv som reaktion på irritation og vævsskade (inflammation). Man kan sige, at den her omtalte naturmedicin virker anti-inflammatorisk. 

Hyben med kerner har ved laboratorie forsøg også vist sig at gavne bruskceller, og den japanske gurkemeje er vist at gavne ødelagt brusk hos rotter.

Et særligt problem ved naturpræparater er doseringen. Indholdet af de ofte ukendte, virksomme stoffer varierer meget, og dosis er ind imellem meget stor. Det kan så betyde, at det bliver umuligt at overholde ”behandlingen”. Der er ikke de samme faste doseringer som ved regelret medicin, og anbefalingen må være at starte med en mindre dosis og så trappe op, hvis der ikke er uønskede effekter.

De fleste af disse naturpræparater købes som medicin, dvs. i kapsler eller som pulver. Det må være en del af fremtidens forskning at få den integreret i den almindelige madlavning. Der er ingen forsøg med dette endnu, men mon ikke det kommer.

Det er vigtigt at pointere at i modsætning til Paracetamol og Ibuprofen, der jo virker på gigtsmerter inden for timer, tager det ofte én til to måneder, før naturmedicin begynder at virke. Måske fordi naturmedicin mere er en reparativ proces (reparation af væv), hvorimod den medicin, vi normalt benytter, er ren symptomlindring. Man fjerner smerten, men ikke årsagen til denne. Det er som at sætte en spand op på loftet for at opfange regnvand fra taget, i stedet for at reparere taget.

LÆS OGSÅ: 5 stærke tilskud til kognitiv formåen