Nikotin er ikke for børn og unge

Af: Vidensråd for Forebyggelse

Foto: Shutterstock

Flere og flere børn og unge bruger nikotinprodukter, og det er stærkt bekymrende, for de kan give en lang række skadevirkninger blandt andet på hjernen. Der er derfor god grund til at forebygge børn og unges brug af nikotin.

Du har måske set børn og unge, der bruger nikotinposer, tyggetobak, Puff Bars eller andre e-cigaretter.

Markedet for nikotinprodukter har forandret sig markant de seneste 10-15 år, og hvor der tidligere næsten udelukkende var cigaretter på hylderne med nikotinprodukter, er der i dag et bredt sortiment at vælge imellem. Og der kommer hele tiden nye til.

Hvor de fleste godt ved, at cigaretter og tobaksrygning er stærkt sundhedsskadeligt, er færre måske klar over, at også de røgfrie nikotinprodukter kan være skadelige. Men det kan de. Især for børn og unge, konkluderer Vidensråd for Forebyggelse i en ny rapport:

Når børn og unge bruger nikotin, uanset om det er cigaretter eller andre nikotinholdige produkter, kan det skabe permanente forandringer i deres hjerne, forklarer professor i lungemedicin,
Jørgen Vestbo.

Han er medlem af Vidensråd for Forebyggelse og forperson i den arbejdsgruppe, der står bag den nye rapport.

– Det kan føre til, at de risikerer at blive afhængige af både cigaretter og andre nikotinprodukter – men også af rusmidler i almindelighed. Simpelthen få en livslang tendens til at søge rusmidler.

Desuden kan nikotinbrug hos børn og unge betyde, at de får koncentrationsbesvær, øget risiko for at udvikle angst, depression og stress og en dårligere evne til at regulere følelser og impulsivitet.

Rapporten ”Nikotinbrug blandt børn og unge. Konsekvenser og forebyggelse” peger i øvrigt på, at brug af nikotinprodukter kan have flere andre skadevirkninger på de unge, som f.eks. øget risiko for hjertekarsygdomme og fosterskader ved nikotinbrug i graviditeten.

Det kan altså have ret omfattende konsekvenser for børn og unge at bruge nikotinprodukter, og derfor bekymrer det, at så mange gør det.

Hjernen modnes sent

Aktuelt bruger cirka en tredjedel, 31 procent, af de 15-29-årige mindst ét nikotinprodukt. Halvdelen af dem, 14 procent, bruger udelukkende røgfrie nikotinprodukter som f.eks. e-cigaretter, opvarmet tobak, snus eller nikotinposer, og over det seneste årti er der sket en støt stigning i brugen af disse produkter i aldersgruppen.

– Når vi er bekymrede for den stigende brug af nikotinprodukter blandt børn og unge, er det fordi, deres hjerner stadig er under udvikling. Hjernen er først færdigudviklet, når man er cirka 25-30 år gammel, og indtil da er den ekstremt sårbar over for påvirkninger udefra som f.eks. fra nikotin, forklarer Jørgen Vestbo.

Når børn og unge bruger nikotin, uanset om det er cigaretter eller andre nikotinholdige produkter, kan det skabe permanente forandringer
i deres hjerne

– Derfor gør det os særligt bekymrede, når sundhedskonsulenter og SSP-medarbejdere ude i kommunerne fortæller om, at børn helt ned til 10-12 år er i besiddelse af f.eks. e-cigaretter i form af såkaldte Puff bars, understreger han.

”Røgfri” bør omfatte alle nikotinprodukter

Der er altså al mulig grund til at forebygge, at børn og unge bruger produkter, der indeholder nikotin, men hvordan gør man det?

Ser man på årtiers forskning i forebyggelse af tobaksrygning, er prisen det mest oplagte redskab at skrue på:

– Markant højere priser er det mest effektive redskab til at forebygge rygning blandt børn og unge. Og det er også vores anbefaling, når det kommer til øvrige nikotinprodukter, siger Jørgen Vestbo.

Derudover mere effektiv håndhævelse af den eksisterende lovgivning, f.eks. om røg- og nikotinfri skoletid på alle uddannelsesinstitutioner, aldersgrænse for køb af nikotinprodukter og udstillingsforbud i detailhandelen. Dertil bør alle alternative nikotinprodukter være underlagt det samme forbud mod smagstilsætning som cigaretter.

– Når nikotinprodukter tilsættes smag af eksempelvis jordbær, vandmelon og mentol, virker det særligt tillokkende på børn og unge, forklarer Jørgen Vestbo, og det medvirker samtidig til at give indtryk af, at produkterne nok ikke er så skadelige endda. Sidst men ikke mindst en styrket håndhævelse af markedsføringsloven, og måske endda en skærpelse af lovens ordlyd.

– Som noget særligt har vi set, at både markedsføringen og distributionen af røgfrie nikotinprodukter sker ad andre veje, end vi kender det fra tobakken. De markedsføres og sælges til – og nogle gange også af – børn og unge på sociale medier som TikTok, i Den Blå Avis, i skolegården og fra baglokaler i kiosker. Og det stiller naturligvis nogle andre krav til formuleringen og håndhævelsen af lovgivningen.

Morten Grønbæk, der er forperson i Vidensråd for Forebyggelse, har i en lang årrække arbejdet med forebyggelse af rygning, og han peger på, at vi har en oplysningsopgave foran os, når det kommer til de røgfrie nikotinprodukter:

– For hvor alle godt er klar over, at cigaretter er livsfarlige, så synes der at være en almindelig opfattelse både blandt forældre, politikere og visse af de fagprofessionelle, der arbejder med børn og unge, af, at disse produkter nok ikke er så skadelige, siger han og tilføjer:

Men Vidensrådets rapport dokumenterer, at nikotin er så skadeligt for børn og unges helbred, at der må sættes en effektiv stopper for deres brug af dem, nu