Nyrernes funktion er knyttet til blodet, som renses for affaldsstoffer, når det passerer igennem organerne. Der løber omkring 1800 liter blod igennem nyrerne om dagen for at blive sendt rent tilbage i kroppens kredsløb, mens affaldsstoffer udskillelses med urinen.
Nyttige stoffer som vandopløselige vitaminer, glukose, aminosyrer og mineralsalte forbliver i kroppen. Det efterlader en daglig urinproduktion på ca. 1,5 liter, som består af overskydende væske og diverse affaldsstoffer.
Har vi drukket for lidt, eller er der meget varmt, tilbageholder nyrerne væske i kroppen ved at reabsorbere det. I sidste del af nyrekanalerne sidder der receptorer, der er modtagelige for hormonet ADH. Et hormon, der frigives fra hypofysens baglap og bevæger sig med blodet til nyrekanalerne, hvor hormonet sætter sig fast og giver besked til nyrerne om at reabsorbere væske.
Vi vil dermed tisse mindre, og vores urin bliver mørkere, som den er om morgenen, når vi står op.
Er du i tvivl, om du drikker væske nok, så kan du altid tjekke farven på din urin. Farven skal være lys gul for at væskemængden i kroppen er tilpas. Der er dog en maksimal grænse for, hvor meget nyrerne kan reabsorbere, og vi vil udskille omkring en halv liter urin om dagen, selv om vi er i væskeunderskud. Det er derfor vigtigt, at du drikker væske nok, fordi det indvirker på dit generelle velvære, dit energiniveau og på kroppens evne til at udskille affaldsstoffer.
Det er ikke udelukkende hormonet ADH, der regulerer kroppens væskeindhold via nyrerne. Det gør hormonet aldosteron også ved at øge genoptagelse af natrium og klorid. Når salt reabsorberes, bliver vand også reabsorberet, fordi vand og salt ledsager hinanden, og på den måde bindes både væske og salt i kroppen.
Når salt og væske bindes i kroppen, øges blodvolumen, som får blodtrykket til at stige. Nyrerne spiller derfor en rolle for reguleringen af vores væske- og saltbalance samt for reguleringen af vores blodtryk.
Har du problemer med forhøjet blodtryk, skal du derfor begrænse saltindtaget for ikke at binde for meget væske og dermed øge blodtrykket.
Vender vi blikket mod den kinesiske medicin, anses nyrerne som vores energireservoir og som vores medfødte energidepot. Under enhver form for stressbelastning frigives energi fra nyrerne, og det er derfor, du kan føle dig træt efter arbejdsdagen. I kinesisk medicin inddeles døgnet i tidsrum, som alle kroppens organer er tilknyttet – det betegnes organuret. Organernes placering i organuret afspejler det tidspunkt, hvor de har optimal energi. Tidsrummet 17-19 er knyttet til nyrerne, og her er det bedst at lade roen sænke sig og bearbejde arbejdsdagen, så nyrerne kan fyldes med energi igen.
Kinesisk medicin opererer med loven om de 5 elementer.
Tankegangen bag loven er, at vi indeholder de samme elementer, som vi finder i naturen: Træ, ild, jord, metal og vand.
Vores organer er forbundet til disse fem elementer, og nyrerne er forbundet til vandelementet.
Hvert element er også forbundet med bl.a. en årstid, kropsvæv, følelser, farver og sanseorganer. Nyrerne hører til vinteren og i forhold til kropsvæv, er vandelementet forbundet med brusk, marv, knogler, tænder, hovedhår og negle.
Til at finde ubalancer i nyreenergien er zoneterapi, akupunktur eller akupressur velegnet, og en dygtig behandler kan hjælpe med at komme rundt om hele kroppens sundhedstilstand.
Du kommer ikke uden om kost og livsstil, hvis du vil skrue op for nyrernes (og kroppens) vitalitet. Overordnet må mad til nyrerne gerne være dampet, bagt, kogt eller svitset. Råkost kan godt indgå i mindre mængder, men hovedvægten skal helst være på den tilberedte mad.
Den kinesiske medicin nævner mange fødevarer, der er velegnede som nyre-venlig kost. Det omfatter for eksempel grønne grøntsager, tang, hirse, boghvede, bønner, linser, blålige bær og frugter, and, fisk og skaldyr, nødder, kerner og rodfrugter.
Meget stærke krydderier som chili kan være hensigtsmæssige at begrænse, men derimod kan kanel, nelliker, hvidløg, rosmarin, peber, peberrod og bukkehornsfrø med fordel bruges.
I en livsstil tilpasset nyrerne er motionsformer som yoga, gåture og Qi gong optimale, fordi de giver bevægelse og flow, men ikke overbelaster kroppen
Angst og chok er følelser, der er forbundet til nyrerne, og derfor kan kost og livsstil med fokus på nyrerne samt zoneterapi, akupunktur og/eller akupressur være en hjælp til at mindske netop disse følelsesmæssige tilstande.
Flere urter kan hjælpe med at mindske ødemer og fremme udrensning via nyrerne.
Årsager til ødemer kan være stående eller stillesiddende arbejde samt graviditet, og det er altid vigtigt at finde ud af, hvorfor ødemerne opstår.
Ødemer kan være af harmløs og forbigående karakter, men de kan også skyldes mere alvorlige tilstande som hjerte- eller nyresygdomme. Er der tale om mere alvorlige årsager til ødemerne, skal vanddrivende og udrensende urter bruges i samråd med lægen.
Urter som gyldenris, padderokke, brændenælde og birkeblade har udrensende og vanddrivede virkning. Der findes også færdiglavede teblandinger, hvor flere af urterne er blandet – eksempelvis Solidago te fra Vogel eller teer fra Naturdrogeriets 84-serie som Vandfald te og Rensende te.
Brændenælde: Har mildt vanddrivende effekt og indeholder flere vitaminer og mineraler. Tørret brændenælde kan bruges i bagværk, i grød og som te. Den friske brændenælde kan også bruges som te eller til suppe. Ligeledes kan de små spæde brændenældeskud indgå i pesto, men det er bedst at skolde bladende først, så de ikke brænder.
Padderokke: Er vanddrivende og har et stort indhold af mineraler – særligt kisel, som giver næring til hår, hud og negle. Derfor tilsættes padderokke ofte i tilskud til at styrke lige præcis disse områder af kroppen.
Gyldenris: Har kraftig vanddrivende effekt og kan være god at bruge ved blærebetændelse. Dog skal gyldenris ikke bruges ved kronisk nyrebetændelse, fordi det ikke er hensigtsmæssigt at øge nyreaktiviteten.
Birkeblade: Har let vanddrivende effekt, og både de friske (gerne spæde skud) og tørrede blade kan bruges til te. Birkeblade må ikke bruges, hvis ødemerne skyldes nedsat hjerte- eller nyreaktivitet.
Denne artikel er blevet til i samarbejde med magasinet Naturli, der skriver om sundhed og velvære med fokus på naturlige og alternative metoder og midler.
Se mere på www.naturli.dk – hvor du også kan søge på artikler om naturlige indgange til sunde nyrer og finde kilderne brugt til denne artikel.