Ønsker for psykiatrien

Holdningerne inden for sundhed er mangfoldige, og ikke alt kan bevises i store undersøgelser. Derfor har helse inviteret stærke personligheder til at komme med deres bud på sundhed og trivsel i 2024. I denne omgang er det autoriseret psykolog Jane Bækgaard.

Psykiatrien får tilført et stort pengebeløb de kommende år. Her kommer nogle ønsker, der ikke handler om flere sengepladser, men om, hvordan mennesker mødes, når de er i nød. Ordet psykiatri kommer af græsk psyche ’sjæl’ og iatreia ’helbredelse’.

Mennesker, der kommer i kontakt med psykiatrien, er kendetegnet ved at livet er svært, og troen på egen formåen kan være fraværende. Derfor er det så vigtigt, hvordan psykiatrien møder de hjælpesøgende. Måske har tendensen for meget været:  For meget medicin til alt for mange mennesker, i al for høje doser, alt for længe.

Måske skal vi ikke se livssmerte og psykiske lidelser som sygdomme, men mere som reaktioner på noget i, og gennem menneskers liv, der har været svært og gjort for ondt. Men at have problemer og livssmerte er ikke det samme som at være syg. Psykisk smerte og lidelse kan betragtes som forståelige reaktioner på noget, der har været for overvældende og ubærligt, fremfor som sygdom, og at der er noget galt med mennesker.

Fra mit arbejde som psykolog gennem flere årtier har jeg fået en stærk tro på, at mennesker, der rammes i livet, overvejende kan klare sig uden medicin. Og erfaret, at de, selv i de mørkeste stunder, kan vokse sig stærkere, hvis de støttes i at kunne rumme deres egne tanker, følelser og kropssansninger. Flere kan efterfølgende beskrive, at de ikke ville have været smerten foruden, om end det har gjort ondt, men at der har været vækst og læring i processen. Også, at der i deres livssmerte åbnede sig nye muligheder, og at de fandt mening med lidelsen. For nogle åbninger til at opdage og leve deres livsformål.

Vi mennesker kan klare langt mere, end vi tror, vi kan. Men i perioder, hvor troen på os selv svigter, har vi brug for mennesker, der tror på os, og som ikke skræmmes af vores tanker og forestillinger. Psykofarmaka helbreder ikke, den dæmper derimod evnen til at sanse og føle. Men følelser kan ikke dulmes selektivt. Når vi dulmer smerten, dulmer vi også glæden og livskraften. Det er næppe en frugtbar indsats at hjælpe mennesker til ikke at mærke det, de ofte kæmper med ikke at turde mærke.

Negative forudsigelser fra hjælpesystemet kan fæstne sig i mennesker. Jeg har hørt fra flere, der er kommet godt igennem svære lidelser, at de ikke kan glemme ord, der er blevet sagt: ”Du bliver aldrig rask” og ”Du er syg, det må du leve med resten af livet”. Når mennesker befinder sig i smerte, nød og afmagt, er det centralt, at de mødes med tillid og håb. Vigtigt er at bevæge os væk fra at finde fejl og mangler, til at spørge til, hvad der er sket i menneskers liv. Og ikke mindst, hvad de selv tænker, der kunne være gavnligt for dem.

Vi må som hjælpere og hjælpesystem møde mennesker med fornemmelse af den overlevelsesstrategi, de har været nød til at vælge, for at kunne være i kontakt. At blive set, mødt og accepteret med den tilstand, de kommer i. At blive set, ikke set på, vurderet, diagnostiseret og fundet forkert. I alle aldre har vi alle et lille barn inde i os, der er vagtsom for domme og kritik.

Vi kan som hjælpere både bi­drage til forbedring og forværring. Skam og skyld opstår og skabes ­relationelt og må derfor også heles og afvikles i relationer ved at blive mødt venligt, ærligt, kærligt, accepterende og støttende. At se mennesket i sin helhed, med både det kropslige, mentale, følelsesmæssige og sociale- men også sjælelige aspekter i den enkeltes liv og situation. Nogle kan være kørt fast i negative og opgivende spor. Men ingen tilstande varer ved, hverken formørkelse eller forelskelse.