Om at blive gammel: Du må gerne være lidt mere til besvær

Jeg har hentet hende i venteværelset. Hun er over 80 år og plejer at have et aktivt liv, hvor hun spiller krolf to gange om ugen og går til varmtvandsgymnastik. Denne gang rejser hun sig besværet, og jeg går hende i møde, så hun kan støtte sig til min arm på vej ind i konsultationen. Hun ser på mig og siger, at hun ikke kan reklamere for at blive så gammel, som hun er.

Det er første gang, jeg ser hende, efter hun har været indlagt med lungebetændelse, og det har været hårdt for hende. Hun har haft svært ved at komme sig efter indlæggelsen, og selv om det er to måneder siden, er hun stadig træt og fysisk langt fra sit tidligere niveau.

Da vi har sat os til rette i konsultationen, spørger jeg hende, hvad det er, hun ikke kan reklamere for. Hun snakker lidt uden om og fortæller, at hun plejer at køre til Italien hver sommer med sin campingvogn. Det gjorde hun sammen med sin mand, mens han levede, og hun har selv gjort det siden. Det kan hun ikke i år på grund af corona. Jeg spørger, om det kun er på grund af corona, at hun ikke kan komme afsted, og så bliver der stille.

– Jeg plejer at klare mig selv, jeg plejer at leve et aktivt liv, og jeg plejer at kunne gøre, hvad jeg vil. Det kan jeg ikke mere. Jeg er blevet gammel. Det vil sige, at min krop er blevet gammel, og den vil ikke det, den plejer. I mit hoved føler jeg stadig, at jeg er 40 år, men hver gang jeg bevæger mig, minder min krop mig om, at det er langt fra sandheden. Hun fortsætter:

– Jeg føler, at jeg siger farvel til alt for meget på kort tid. Jeg siger farvel til venner og familie, der dør. Jeg siger farvel til ting, jeg godt kan lide, fordi kroppen ikke kan mere. Jeg plejer at kunne tage mig sammen, men denne gang er det som om, det hele er slut.

Vi taler om hendes sygehusindlæggelse, og tiden efter indlæggelsen. Det viser sig, at hun har trukket sig fra det sociale liv, hun havde før indlæggelsen og nu bruger det meste af tiden alene derhjemme. Hun spiser mindre, end hun plejer, hun har svært ved at sove og synes selv, at hun er til besvær og vil ikke være til ulejlighed. Hun kan heller ikke koncentrere sig om kryds og tværs eller læse en bog, som hun plejer.

Læs også: Lisbeth Dahl: Livet stopper jo ikke ved de 70

Jeg spørger, om hun har haft det sådan før, og efter lidt tid svarer hun, at hun oplevede noget lignende, da hendes mand døde. Dengang gik hun ikke til læge, og det gik bedre efter et års tid. Jeg fortæller hende, at hun ikke er til besvær, og at det vil være godt, hvis hun begynder at være lidt mere til besvær igen. Jeg fortæller hende, at hun muligvis har symptomer på depression, og at ældre mennesker med depression, har andre symptomer end yngre mennesker. Vi bliver enige om at undersøge det nærmere, så vi kan finde ud af, hvordan jeg bedst kan hjælpe hende.

Hun er aldrig rigtig kommet i gang med at lave mad eller være fysisk aktiv efter sin indlæggelse. Vi aftaler derfor, at hun starter på det kommunale sundhedscenter, der har fysisk træning for ældre, så hun får trænet sin muskelstyrke. Vi aftaler også, at hun skal have varm mad udefra, og at hjemmeplejen kommer.

Vi taler om hendes medicin, og det viser sig, at hun også har haft svært ved at huske at tage sin medicin, og vi aftaler derfor, at hjemmesygeplejen besøger hende og hjælper hende med at dispensere medicinen. Endelig aftaler vi en ny tid til opfølgning hos mig for at snakke videre om, hvordan hun har det psykisk. Måske har hun bare brug for lidt hjælp til at genfinde sine gode vaner og rutiner igen. Måske skal der mere til.

Læs også: Bombardér hjernen med sanseindtryk