På god fod

Af: Lise Grosmann

Foto: Shutterstock

Hvis fødder kan føle glæde, så må de være særligt glade om sommeren og i hvert lettede over at slippe løs. Bare fødder er bare bedst. Men nu venter en ny sæson indespærret i fodfutteraler. Vi er klar med gode råd og tips.

Vores fødder er en genial konstruktion, der kan sætte enhver brokonstruktør skakmat. Meget må de tåle, faktisk er det en gevaldig belastning, de er udsat for, når vi står, går og ikke mindst løber. Derfor har naturen ud over, at hudens yderste lag kan blive gevaldig tykt under fødderne, lagt ekstra hudlag ind, som den øvrige kropshud ikke har. Det er også i håndflader og har betydning for den friktion, der netop er nødvendig de to steder samt for at gøre huden, som er uden talgkirtler, vandtæt. I huden under fødderne er også indlagt et system af ‘trykkamre’, som dels virker stødabsorberende og dels stabiliserende.

Fødder har en ganske livlig blodforsyning i fodsålerne, lige som de er effektive til at tage temperaturen i bogstaveligste forstand. På trods af den gode tykke hudisolation måler fodsåler let, om man sopper i koldt vand eller går i det solvarme sand.

Det er det, der gør Kneipp-terapi så effektiv. Så hvis man ikke magter chokket ved helsestyrkende vinterbadning, så kan man nå langt med veksel-fodbade og ved at gå i koldt, vådt græs eller sne. Men man skal huske altid at slutte varmt. Balance/homøostase er afgørende.

Fødder har mange talenter og kan klare imponerende meget, men allermest utroligt er det næsten at se et par aktive babyfødder. Hvordan de har gang i tæerne, som var de fodfingre.

Krummer dem ubesværet og knytter den lille fod, så hele fodsålen rynkes sammen. Skulle man få lyst til træne sine fødder lidt tilbage til fordums fingerfærdighed, så er sandet på stranden et rigtig godt sted at lade tæerne komme på arbejde – og i øvrigt også at blødgøre hæle ved at twiste i vandkanten. En tur over sten er heller ikke nogen tosset idé, faktisk ren reflekszoneterapi, for dem har fødder også mange af.

Sebastian Kneipp (1821-1897) er manden bag begrebet ‘kolde afvaskninger’. Ikke fordi han var katolsk præst, men fordi han var svagelig og afprøvede en teori om, at lidt skidt er godt for at udfordre immunforsvaret og hjælpe det tilbage på rette helbredende spor. Ud over at bruge vekselbade, hvor man skifter mellem koldt og varmt vand for at styrke cirkulationen, så foreskrev han også at gå i vådt græs og i sne – lige som sædebade var vigtige i hans terapi. Hans hydroterapi blev indført på datidens kursteder, hvor folk – herunder kronede hoveder og paven – netop kom for at komme på ret køl.

Senere har behandlingerne været inspiration for nogle de mest effektive spa-behandlinger.

Kneipp var også naturopat og arbejdede med urter, aromaterapi og farvehealing samt selvfølgelig kost, hvor han foreskrev frugt, grønt, fuldkorn og kun begrænset med kød. Man kan konstatere, at hans teorier efter 200 år er alt andet end forældet fortid, og i dag ville han han have været en guru. Kneipp har ogå skrevet flere bøger. Læs eventuelt mere på kneipp.com

fødder

Pas på, når du klipper

Fodnus er nødvendigt ikke bare for at have fine fødder, men fordi fødder, der ikke får omsorg – og omtanke – kan volde mange problemer. For eksempel er det vigtigt ikke at klippe sine tånegle for langt ned i siderne, for det øger risikoen for nedgroede negle, der igen øger risikoen for infektion, hvis neglen gror ned i huden. Så brug en negleklipper og klip lige over. Fil efter, så neglen ikke river hul i tynde strømper. Har du fået nedgroede negle, så har bl.a. Scholl et sæt med negleklemmer m.m., der hjælper neglen til at vokse korrekt ud. Se flere produkter til fødder og negle på scholl.dk. Er problemet udtalt og tilbagevende er det en god idé at søge en fodterapeut.

Scholl Til nedgroede negle, 200 kr.

Fodsved? Det kan være stress!

Mange kender sikkert til de uønskede våde skjolder på skjorten eller hænder, der bliver klamme, når man er i en situation, som man føler stressende. Men fødderne kan også reagere med sved. Problemet er ikke så synligt og socialt belastende men kan være yderst generende. God hygiejne er vigtig for at undgå lugt, og så kan en fodcreme med aluminiumklorid være en hjælp til at dæmpe svedtendensen. Er det ikke nok, må man tale med sin læge om eventuel behandling med Iontoforese (strøm) eller injektioner med Botox. Find flere oplysninger på sundhed.dk/svedgener/haand-og fodsved.

Matas Fodcreme Antiperspirant, 55 kr. for 100 ml

File eller ikke file?

Det er der delte meninger om, og dermed blæser et endeligt svar i vinden. Personligt er jeg glad for at bruge min pimpsten, når jeg bader, men mit problem med hård hud er heller ikke stort, og så er pimpsten fin til at holde hælene pæne og bløde.

Anvend den på våd hud eventuelt med lidt sæbe på, så glider den let på huden. Brug den ikke på øm og sprækket hud. Har man problemer med hård hud, er det vigtigt, at årsagen findes og fjernes (læs andetsteds).

PS: Pimpsten er en vulkansk stenart, nærmest størknet lavaskum.

Badeanstalten Pimpsten, 49 kr.

Hård hud

Ikke mindst hæle med hård hud er et problem for mange. Eller rettere afspejler det et problem, som ikke ophører før årsagen fjernes/behandles. Hård hud opstår på grund af tryk, der får huden til at producere ekstra tyk hud. Vægt, fodtøj eller, at man står meget, er en hyppig årsag. Ved hård hud under hælene oplever mange hælrevner, fordi den tykke hud mangler den elasticitet, som hud ellers har. Opstår hård hud, hvor fodtøj trykker mod knogle, kan der komme en ligtorn, som kan gøre djævelsk ondt og bør behandles med et ligtorneprodukt eller hos en fodterapeut. Til hård hud findes mange fodcremer, der ofte har en ingrediens fælles, nemlig urea/carbamid, et naturligt stof, der binder vand i huden og holder den effektivt fugtet. I tilstrækkelig koncentration har urea en peelende effekt, der opløser de yderste hudlag. Vær opmærksom på, at hård hud og hælrevner kan følge sygdomme som sukkersyge, Sjögren’s syndrom eller stofskiftesygdomme.

Cosborg FodCreme, 139 kr. for 50 ml.

Fjern dårlig lugt

Sved lugter ikke i sig selv, men når bakterier kommer til, så kan det lugte ganske stramt og ubehageligt. Tøj kan vaskes, men det er lidt sværere med sko, der har huset ‘sure tæer’ adskillige gange. De kommer til at lugte. Det kan ‘gode’ bakterier, altså probiotika, som er levende bakterier, gøre noget effektivt ved. Det danske firma Byoms har udviklet en række probiotiske produkter til vask og rengøring og også en lugtfjerner. Alle produkter består af 98,9% ingredienser af naturlig oprindelse. Odour Remover kan anvendes på tøj, i sko, på møbler, i hundekurv og såmænd også i toilettet, hvis ens besøg lugter ilde. Læs mere om teknologi m.v. på byoms.dk

Byoms Probiotic Freshen Up Odour Remover fås neutral og med mild duft (Fig Milk og Sandal Wood), 79 kr. for 75 ml, 159 kr. for 200 ml og 249 kr. for 400 ml.

Det kan undgås

Med mindre, der er sygdom og lignende indblandet, så kan svamp undgås. For eksempel sjusker mange med at tørre ordentligt mellem tæerne og andre bruger creme mellem tæerne. Men man skal være varsom med fugt, som alene på grund af tæers tætte forbindelse har svært ved at fordampe og som bliver endnu mere problematisk, når man tager strømper og sko på. Fugt er guf bakterier og svampe. De er ikke farlige, men får de frit spil, så får man rød, kløende hud og måske revner og fodsvamp. Svamp skal behandles for ellers smitter/breder det sig. Tetræolie har en lang historie som effektiv svampedræber, og det er et effektivt middel også mod fodsvamp. Australian Bodycare er specialister og i deres produkter er den originale australske Tea Tree Oil.

Australian Bodycare Foot Repair, 130 kr. for 50 ml.